mandag den 3. december 2012

Krig. To skitser.


På et tidspunkt, det er måske et års tid siden, snakkede jeg med en fyr på Louises på Nørrebro. Han havde et mylder af små tatoveringer på armene, og meget store øreringe. Han var guldsmed. Og han fortalte mig, at han var en af få danske soldater som havde comfirmed kills i Afghanistan. Der er mange som har dræbt, men hvor man ikke kan konfirmere at de rent faktisk har dræbt. Der dræbes på lang afstand, og når man når frem, hvis man når frem, til der hvor fjenden var, har fjenden fjernet alle spor. Normalt. Men ham her, han og hans deling blev fanget i et baghold i en landsby, og han gjorde hvad han måtte gøre; han sigtede og skød, og han ramte, han dræbte. Han fortrød ikke. Hvad var der at fortryde. Det var ham eller dem. Intet andet at gøre. Han skød dem. Ellers ville de skyde ham eller hans venner. Nu fortrød han kun det, at han overhovedet var blevet soldat, og var blevet så glad for det, fordi han var så god til det, at han var taget til Afghanistan. Det var noget lort, syntes han, politisk set, en løgn. Der var ikke nogen sag at kæmpe for. Ikke nogen han troede på. Men det havde han ikke tænkt på dengang. Han var bare god til det. Og han kunne lide det. At være god til noget. Det havde han aldrig prøvet før. Men han var ikke plaget af, at have dræbt. Der var ikke andet at gøre i situationen. Han var en flink fyr. Jeg fik hans nummer. Nu har jeg mistet det. Jeg ville gerne have snakket mere med ham. Hvordan føles det at slå ihjel? Jeg tror egentlig han allerede har fortalt mig det. Der var ikke andet at gøre. Og han vidste hvordan det skulle gøres. Ellers ville han eller hans venner blive slået ihjel. Det går vel nærmest af sig selv. Det er blevet trænet om og om igen. Så gør man som man har lært. Der er ingen tvivl.


Og jeg har snakket med en fyr som har ryddet op efter en fejlslagen bombning af en bro i ex-Jugoslavien. Hans deling blev kaldt ud midt om natten. Man havde hørt en eksplosion i nærheden af en vigtig bro. De skulle ud og tjekke, hvad der var sket. – De kommer derud og undersøger området. Broen er intakt. Der er intet at se. Det rapporterer de tilbage, og tager tilbage til basen. – Senere, da det er blevet lyst, bliver de igen kaldt ud til det samme sted. Nu skal de rydde op. Lyset har afsløret det som de ikke kunne se om natten: Der ligger kropsdele fordelt ud over et stort område ved broen. Det viser sig at to mænd formentlig har villet sprænge broen i luften, men så er bomben sprunget mellem hænderne på dem. Fyren jeg talte med, fortalte hvordan han egentlig godt kunne huske, hvordan det knasede under deres fødder, første gang de var derude. Han havde troet, at det var grus, han gik på. Det viste sig så at være sprødstegte hudstykker. Så gik den formiddag med at samle fingre op, et øje, han fandt en hel, næsten intakt, rygrad og lagde den forsigtigt ned i en blå plasticpose. Så meget som muligt skulle samles ind og sorteres, så man kunne afgøre hvor mange kroppe der var tale om. Man nåede altså frem til, at der måtte have været tale om to. Gad vide om det var muligt at identificere dem. Han sagde, at det var helt vildt syret, så syret, at man slet ikke kan forestille sig, hvordan det føles, at samle kropsdele op på den måde, hvis man ikke selv har prøvet det. Mærke de afsvedne hudstykker knase under éns fødder. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar