torsdag den 6. december 2012

Jens Oles brev til Christina Hagen i anledning af at hun tirsdag modtog Albertineprisen. Tidlig version.


Kære Christina Hagen.


Du kender mig godt lidt. Fordi du kender min Oberst Nørgaard som jeg står i lære hos. Og engang ved jeg at du har sendt ham et billede af James Bond som du troede var mig. Men det er jeg jo ikke. Men måske mente du det for sjov. Jeg er jo kun 11 år, men snart 12, faktisk er det min fødselsdag juleaften. I virkeligheden ved jeg ikke hvornår er min rigtige fødselsdag. For de første år af mit liv levede jeg i skoven på Fyn i en hule sammen med en grævling og tre krager, som var klogere end mennesker tror, jeg kunne sagtens snakke med dem om universets dybe mysterier, som ikke er mystiske, hvis bare man kigger rigtigt efter. Det er der mange mennesker som ikke gør. De ser bare sort og hvidt. Vidste du at engang hang mænd og damer sammen i ryggen og havde to hoveder og fire ben og fire arme. Men så en dag gik de i stykker fordi de blev uvenner om hvor de skulle gå hen. Jeg ved ikke hvorhen. Om det var ned på kroen eller til damefrisør. Hvor manden så ville på kroen og damen til frisør. Det var det måske. Men det er lang tid siden, så måske fandtes der ikke damefrisører eller kroer dengang. Måske ville manden ikke gå i bad. Men i hvert fald gik de i stykker. Og nu savner de hinanden hele tiden. For selvom de blev uvenner, så havde de det også meget sjovt og hyggeligt dengang de hang sammen, tror jeg. For hvem kan leve alene uden nogen at snakke med og more sig. Min gode Oberst er fx ved at blive lidt hængehovedet, synes jeg, fordi hans gode ven Doktoren er ude på langvarig mission, men har ikke sagt noget om hvorhen og hvad det er for en mission. Obersten siger ikke noget om det til mig, men jeg kan mærke at han savner sin doktor. Men nu er de jo ikke mand og kone, men to mænd, så måske er det ikke helt det samme, men alligevel lidt tror jeg. Der er mange ting jeg ikke ved så meget om. Jeg er jo kun en dreng. Alt det med blomsterne og bierne, som du også skriver meget om. Jeg ved ikke så meget om det. Men ved godt det findes. Og nogen gange kigger jeg også meget på havfruerne som Doktoren kom til at lave en dag, hvor han eksperimenterede med en ny maskine og den løb løbsk og kom til at ramme julefrokostbordet med sild på og samtidig Oberstens 16 sekretærer. Der var godt nok ballade den dag, men Obersten tilgav Doktoren, da han lovede at han nok skulle købe nogen nye sekretærer til ham. Og så havde Obersten jo faktisk 32 sekretærer både til lands og til vands. Det synes jeg godt man kan lære noget af. Hvorfor skriver du på sådan et sjovt sprog? Engang skrev jeg også dårligt, men det var jo fordi mine fingre var for små til tastaturet og jeg trak vejret for hidsigt, når jeg skrev fordi der var så meget jeg ville skrive, men ikke kunne nå det, og så kom det til at stå forkert. Men du er jo forfatter, og jeg synes det er et rigtigt pænt billede der er af dig i bogen, som jeg har læst mange gange nu, så jeg næsten synes jeg selv har været der. Det er digte, måske er det derfor du skriver så sjovt, nærmest klovnesprog. Jeg er lidt bange for klovne, engang var der én som, det var dengang jeg var meget lille og lige kommet ud af skoven, og kommet hen til min Onkel Kaj Erik, og han tog mig i cirkus fordi han syntes det sikkert var sjovt for et lille barn, men så blev jeg meget bange for de store og mærkelige dyr, elefanterne og tigerne, mange ting jeg aldrig havde set før, og så var bange for, og var der en klovn som kom helt hen til mig, og jeg vidst ikke hvad han ville, spise mig troede jeg, så jeg skreg, og vidste ikke om han var et menneske eller en slags trold. Og faktisk var jeg jo bange for mennesker dengang, fordi grævlingen og de tre krager som jeg havde boet hos, havde sagt at mennesker var grimme ved hinanden og alting og alle dyr omkring dem. Og kun fordi de kunne lide at være grimme. For dyr spiser godt nok hinanden, men kun fordi de er sultne, ikke fordi de ikke kan lade være. Og så troede jeg at jeg skulle spises. Faktisk er jeg jo en hvid dreng, altså min hud, men for mange år siden var der en neger i min familie, så jeg er også lidt sort, man kan bare ikke se det. Det er lidt ligesom det med mænd og damer synes jeg. Synes du det ville være bedst, hvis alle mennesker hang sammen i den samme hud? Men så ville vi jo ikke kunne bevæge os. Det er svært at tænke på alt det her, synes jeg. Og din bog om White Girl gør mig både ked af det og glad. Og jeg forstår ikke helt hvorfor den gør det ved mig. Men der er nok noget meget godt ved en bog, at jeg kommer til at føle mange forskellige følelser og tænke på mange forskellige ting. Jeg vil også gerne være forfatter, når jeg bliver større, måske vil du hjælpe mig. Det må være meget svært. Jeg er din fan. Vi kunne også engang rejse hen til nogen steder, hvor mennesker er mere søde ved hinanden, end der hvor White Girl rejser hen. Hvis det overhovedet findes. Nogen bliver jeg trist og tænker på om man bare sidder fast inde i sig selv. Men det er det med klovnen. Det var ikke for at gøre dig ked af det, at jeg skrev at du skriver som en slags klovn. For selvom jeg blev bange for klovnen dengang jeg var lille, kan jeg godt lide dem nu. Fordi nogen problemer som mennesker har med sig selv og hinanden, kan klovnen samle ligesom en pizza som både har vingummi og ansjoser på og smager både forskrækkeligt og godt. Eller min gode Oberst eller min onkel eller Doktoren som både er flinke og nogen røvhuller ved mig. Tager mig ud på dejlige skovture hvor vi griller mad og leger gemmeleg og andre gange giver de mig lokumstjans som jeg ikke ved om er værst om sommeren, hvor det bare stinker helt vildt eller om vinteren, hvor det er frosset fast og jeg må save det i stykker og slæbe det væk hele dagen. Men ellers ville de jo blive helt overfyldt og det ville gå helt galt og man kan blive syg, og jeg kan gå og øve mig i at fløjte som jeg ikke er særligt god til, og slet ikke pifte. Men jeg tror godt du kan pifte, Christina. Undskyld jeg har skrevet så meget om mig selv, men jeg ved ikke så meget andet. Jeg ville ønske, at jeg havde skrevet et bedre brev til dig, men jeg har gjort midt bedste. Og undskyld at jeg ikke kan være der og læse det op selv, men har fået Knud til det. Men jeg har mange pligter, og det var Oberst Nørgaard som sagde at jeg skulle skrive det, fordi han selv har så travlt med jeg ved ikke hvad. Engang var det verdensrevolutionen, nu synes jeg mere det ligner at klippe negle og købe ny shampoo fordi hans hår falder af, og han har jo ikke nogen kone, og man bliver jo ikke yngre, siger han. Nogle gange bliver jeg træt af ham. Sådan vil jeg ikke være, når jeg bliver voksen. Mere sådan som han var før. Eller dig, en ægte forfatter, som både er en klovn og klog. Hvorfor skal det være så svært? Måske er noget af det bedste ved mennesket, at det kan skrive om alt det som man næsten ikke kan tænke på, men kun føle ligesom når man er ved at blive forkølet, men ikke er blevet det helt endnu. Jeg ved ikke om det jeg skriver er noget vrøvl. Du må gerne svare, og sige din ærlige mening. Ja, det ville jeg synes var meget dejligt, hvis du gider. Skal vi være pennevenner? Har du nogensinde været i Indien? Det har jeg. Det vil jeg gerne fortælle en masse om. Der følte mig nogen gange lidt som White Girl, tror jeg. Og syntes at alle inderne bare var nogle idioter, fordi de ville sælge alt muligt til mig, og snyde mig, og så syntes jeg at jeg var en idiot, fordi jeg syntes det, og jeg tror at de syntes at jeg var en idiot. Og nogen gange råbte jeg af dem inden i mig selv. Det er derfor bl.a. at jeg gerne vil være forfatter og klovn. Måske samtidig. Jeg ved ikke om det hjælper på problemerne, men lidt, tror jeg. Du må være meget modig. Jeg har aldrig haft nogen mor, måske vil du være det? Det var dumt sagt. Jeg har også bare siddet og skrevet og glemt at spise mad. Så bliver jeg lidt dum. Men jeg håber stadig du vil være min penneveninde. For jeg vil gerne lære mere.

Med kærlig hilsen Jens Ole. Og tillykke. Også fra Oberst Nørgaard.        

Ingen kommentarer:

Send en kommentar