torsdag den 13. december 2012

Fra knudsteffen.blogspot.com


TORSDAG DEN 13. DECEMBER 2012


Barndoms Uskyld (hvad er en litterær blog? Hvad er en klinisk litterær blog? Er den litterære blog afhængig af en poetologisk tilgang/et litterært valgt blik?)


Værkstedet, verden, er poetologisk (for mig), derfor kalder vi magazinet her for en litterær blog. Ikke blot de skinbarlige produkter, men materialet, der fører til produktet. Hvor begynder produktet? Hvor begynder digtet? Hvad er det litterære? (Den diskussion vil blive taget op.)
  1. Spændende overvejelser, du her lægger op til!
    Svar
  2. hvis man blot bliver irriteret nok, så behøves ikke anden motor

    to friske momenter: en (anden) blog peger på dialog som det bærende, men lever absolut ikke op til det...ovenikøbet ignorerer man direkte (min)respons på direkte spørgsmål til principielt mig...og dertil kan jeg se, at "bjerget", det velbjærgede, det litterære etablissement, i deres gøren og laden cirkler om et meget frigidt syn på den litterære blog. Frigid i betydning af eksklusion af et andet poetologisk syn, der kikker bredt på og videre end til det manifeste kunstprodukt, digtet eller hvad det nu måtte være. I min poetik omkring bloggen går "det litterære" videre end produkt/artefakt, teoretiseren og diskussion om det klinisk rene litterære, altså fx i form af litteraturhistorien, teoridannelserne, kunstprodukterne i sig selv.....
    Svar
  3. Det problematiske er vel, at ingen kan kræve respons. Man kan have den ambition at skabe dialog, diskussion, et kritisk rum m.v. på sin egen blog og ved at deltage på andres. Men, hvis man ser sig omkring, og for eksempel, som du, trækker Promenaden ind, er det tydeligt, synes jeg, at det går død. Der er rimeligvis mange læsere af disse blogs. Mange, der nysgerrigt følger med, er glade eller forarget sidder og bider sig selv i tungen, men få, der direkte går ind i diskussionerne. Det er interessant, nu hvor Promenaden er fyldt et år, at de diskussioner, der egentlig var til stede i begyndelsen, efterhånden er blevet bovlamme eller ikke eksisterende. Min egen oplevelse er en slags kammeratlig talen rundt om hinanden blandt venner. Det har for mig virket som om, ens position har været afgørende for den interesse, der er vakt eller det modsatte. Med andre ord: dagbladskritikerne og deres kollegaer fra universitetet diskuterer i et semilukket rum. Det minder mig om et studie, hvor man kan stå og råbe ud til produceren, men først når han trykker på knappen, går ens stemme igennem. Den erfaring tror jeg ikke, jeg er alene om, og hvis man ser på Promenaden, kan man da også konstatere, at det er gået slemt ned ad bakke med deltagelsen. Det er få navne, få navne i loop, og hvis det skal være sådan, hvorfor mødes man så ikke bare i et lukket chatrum, hvor man kan være sikker på, at det kun er de særligt indviede, der får taletid (heldigvis gør man ikke det, for så ville de gode ting fra Promenaden jo gå tabt). Det en kultur, der er dræbende, og dræbende kedsommelig. Et slags sociale medier aristokrati. Jeg tror ikke, det er hensigten, men af en eller anden grund er det der, det er endt.
    Jeg synes, på mange måder, denne pseudooffentlige blogverden, er ved at rende sig selv i hækken. Den diskussion, du efterlyser, er præget af ovenstående og af et andet fænomen, nemlig ustyrlige behov for namedropping, for at sige den frem for den, det frem for det, i stedet for, rent faktisk at lægge op til læsninger, samtaler, diskussioner, i stedet for at turde diskutere ovenud og ikke indad i små sure rum, hvor litteraturen og kunsten dør, hvor der kun er plads til en selv og vennerne.
    Fra min blog kan jeg erfare, at interessen var størst (målt i hit), den ene gang jeg skrev kritisk om Information, men diskussionen, den udeblev stort set. Hvorfor? kan man så spørge sig selv. Jeg har ikke svaret, men er nu af den opfattelse, at bloggen er en opslagstavle og egentlig ikke andet. 
    Svar
  4. I forhold til det med det lukkede og ingen diskussion, vil jeg sige at det egentlig ikke overrasker mig at diskussionerne på bloggene er de samme eller udebliver på samme måde som så mange andre steder. Det er vel omtrent de samme mennesker som diskuterer eller ej på hele det litterære felt. Og så kan man jo sige, at jo, bloggen er en opslagstavle. Men den er osse mere end det, synes jeg, når den bruges i en kunstnerisk praksis. For mig er den (min blog) en højst integreret del af mit hele kunstneriske arbejde. Som hele er den et udsagn i sig selv som vel rummer en refleksion over det at gå kunstnerisk (poetologisk) til verden, det at man konstant kigger på verden med kunstnerbrille. Om godtfolk så bare er med på en kigger eller om de vil sige et ord eller to til det som foregår for øjnene af dem, er alt sammen ok med mig. Hvad kan bloggen så indeholde? Tja, alverdens i princippet. Selv arbejder jeg på mange fronter, selvom jeg først og fremmest nok er digter. Hvis man absolut skal være det ene eller det andet. Det er man kun punktuelt, men strømmen, indstillingen er sgu da den samme. Og det synes jeg bloggen er et herligt medie til at vise. Her er plads til alle de interessant mellemregninger og snublerier og ramasjang som gallerivæggen eller bogen ikke kan (og nok heller ikke bør) indeholde. Opslagstavle, jo, men en meget levende, meget plastisk én så. Ja.



    Mere her: http://knudsteffen.blogspot.dk/2012/12/barndoms-uskyld-hvad-er-en-litterr-blog.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar