fredag den 16. november 2012

Udpluk. Prøveoversættelse af 'En sadhus selvbiografi' af Rampuri.


     Mine første tre måneder i Indien gik meget hurtigt. Da mit visum var ved at udløbe, besluttede jeg mig for at tage til Delhi hvor jeg enten ville finde en måde at forlænge det på, eller tage til Nepal og få et nyt der. Jeg mødte en ung sadhu mens jeg ventede på toget i Nasik, nord for Bombay. Vi indledte hurtigt et venskab og klarede at kommunikere på trods af at ingen af os mestrede den andens sprog. Det vi havde til fælles var vores lange hår.
       Mens han bankede sig selv på brystet og rystede sine dreadlocks, som hang halvvejs ned ad hans ryg, kaldte han sig selv en Naga Baba, en yogi. Naga betyder ”nøgen,” og mange Naga Babaer har rent faktisk givet afkald på enhver form for beklædning, men for disse yogier betød deres indvielse til nøgenhed at de havde opgivet alt i den Ordinære Verden, inklusiv den sociale adfærd, regler, ritualer og bøger. Jeg så dem som babaernes version af Hell’s Angels.
     Den unge baba, som kun bar et okkerfarvet klædestykke omkring livet, kunne ikke engang være på min egen alder, som var nitten på tidspunktet, eftersom han fejlede grelt med sit forsøg på at gro et overskæg af nogle ferskenfarvede dun. Han var på vej for at besøge sin guru i Ujjain, en af de ældste og mest hellige byer i Indien. ”Jeg er intet,” sagde han, ”men min guru er alt.” Så jeg besluttede mig for at udsætte min tur til Delhi og gøre ham følge i stedet. Hvordan skulle jeg kunne lade denne mulighed gå mig forbi?
     Da vi ankom førte den unge baba mig til det simple Shivatempel, hvor han boede med sin guru og adskillige andre sadhuer. Et stort træ spredte sine grene ud over det meste af gårdspladsen, og beskyttede den mod solens brændende stråler. Hans fremfusende opførsel smeltede væk foran hans guru, og han blev den dreng han var og gik straks i gang med arbejdet. Jeg nød hans gurus selskab, en gammel leende Buddhalignende mand, men den unge baba, fortsatte hurtigt til køkkenet for at forberede grøntsager, efter at have rørt hans mesters fødder, og at have givet ham en lille æske søde sager med en mønt ovenpå.
    ”Her? Der? Hvor vil du tage hen?” spurgte den gamle baba mig på sit gebrokne engelsk. Han tegnede en cirkel med sin hånd. Jeg vidste hvad han mente. Jeg løb omkring som en kylling uden hoved. Hvis ikke det var fordi jeg i så høj grad ønskede at være ”med” som jeg gjorde, havde jeg muligvis ikke følt mig så meget udenfor, og kunne have nydt den eksotiske lokalitet som spirituel turist. Jeg følte et subtilt skift i min perception. I min drøm om Indien var der døre og passager, som havde vist sig umulige at betræde. Kunne jeg drømme mig vej gennem labyrinten? Måske. Men jeg fornemmede at jeg havde brug for nogle værktøjer. Det kræver et spring, tænkte jeg.
     Efter solnedgang begyndte aftentilbedelsen. To babaer stod i templet og slog på messingplader med trækøller, hver vekslende mellem to taktarter i et tempo som efterhånden kom til at lyde som tidens rytme. Den gamle baba så på sit ur, han rystede det nogle få gange og så på det igen, lagde det så op mod sit øre. Det virkede tydeligvis ikke.
      Med hjælp fra to af de yngre babaer kom den gamle op at stå og førte os over til templet. Vi gik op ad et par trappetrin gennem middelalderlige buegange til mandapaen, eller mødehallen, hvor et halvt dusin babaer allerede var mødt frem og var i færd med at ringe med de tunge blågrå klokker som hang fra loftet i lange kæder foran det helligste hellige, det indre tempel som indeholdt Shivalingaen. Røgen fra røgelsen og harpiksen gjorde hallen tåget. Jeg anstrengte mig for at se præsten hælde vand på Shivalingaen og derefter dekorere den med blomster. Flokken voksede, endnu et dusin entusiastiske babaer var ankommet. Babapræsten viftede nu en smørlampe af messing, fem væger og fem flammer, i cirkler foran lingaen, mens et par trommeslagere slog på deres dholaktrommer.
    Jeg stod på tåspidser bag de ophidsede tilbedere så jeg kunne se præsten, hvis hoved svajede til den hypnotiske rytme, ofre Ild til guden Shiva. Jeg forsøgte at komme tættere på, men alle havde den samme tanke; flokken bølgede. De pulserende lyde var overvældende, de trak i mig som en oceanisk hvirvelstrøm, fyldte mine årer med flydende rytme. Jeg var ved at miste kontrollen og forsøgte at holde igen.
     Så fik jeg fat i mig selv. Hvad havde jeg gang i? Hvorfor kæmpe imod? Giv slip! Mine øjne lukkede et øjeblik, og min krop begyndte at svaje med slagtøjet – messingplader hamrede, klokker ringlede, og trommer buldrede. Jeg mærkede mig selv danse. Jeg åbnede øjnene og så flokken gøre plads foran mig. Jeg bevægede mig langsomt fremad, hævede mig fra tempelgulvet for hvert skridt, først nogle få tommer, og så dansede jeg i luften. Snart begyndte jeg at svæve, liggende på ryggen, fire eller fem fod over gulvet. Jeg var lige nøjagtig i stand til at få mit hoved ind i det helligste hellige, som havde en lav buning, og så fem små helligdomme, små Agnier, som dansede foran Shiva i form af et stort æg af naturligt poleret sort sten. Den våde sorte sten udstrålede varme som fik mig til at svede, og den lavede en Om-lignende lyd som summede højere og højere indtil den opslugte alle andre lyde. Måske var det alle Lydes Moder.
     Alt blev pludselig meget stille, og jeg blev bevidst om at intet holdt mig oppe. Samtidig gik det op for mig, at jeg ikke længere var forbundet til min krop, og jeg styrtede til gulvet med et stort brag.

Hara Hara Mahadev!

De råbte.

Hara Hara Mahadev!

    Da jeg igen var i stand til at fokusere, så jeg de tunge runde kinder som tilhørte den gamle baba som vuggede mig. Ti ansigter så bekymrede ned på mig.

Hara Hara Mahadev!

De blev ved med at råbe mens den gamle baba fik mig til at sniffe noget mere kamfer. Jeg forsøgte at komme op at stå, men var for svag til at bevæge mig.
    ”Hvad skete der?” spurgte jeg.
    ”Shiva kan lide dig,” smilede den gamle mand.
    Da jeg endelig kom til mig selv, virkede det sandsynligt at jeg var besvimet, hvor jeg havde stået. Det havde alt sammen været for meget for mig – larmen, ophidselsen og min udmattelse efter rejsen. Men jeg havde forladt min krop og var trådt ind i en anden bevidsthedstilstand.
     Den næste morgen følte jeg mig så tåbelig efter det jeg havde gjort aftenen inden, at jeg straks ville af sted til Delhi. Jeg badede i vand fra en spand ved siden af håndpumpen, og sad sammen med den gamle baba i nogle minutter. Vi drak te, og da jeg rejste mig for at tage af sted, overraskede han mig ved at give mig en underlig gave. Han lagde en togbillet fra Ujjain til Jaipur i min hånd.
    Den unge baba som jeg var ankommet med, tog min taske over skulderen og fulgte mig ned til stationen. Mens vi ventede på toget, hev jeg min dagbog frem og skrev hans adresse ned, og lærte for første gang hans navn at kende. Jeg bladrede også tilbage til Cartouches noter fra skibet, det virkede som om det var i et andet liv. Cartouche havde sagt at Hari Puri Baba boede i en ashram i staten Rajasthan, nær Jaipur. Tiden var inde til at møde ham.

Billede af Rampuri. Taget fra www.rampuri.com

Ingen kommentarer:

Send en kommentar