fredag den 16. november 2012

Endnu et udpluk fra oversættelsen af 'En sadhus selvbiografi' af Rampuri.


Et bryllupsorkester i deres rodede Frelsens Hær-lignende uniformer, sjoskede rundt på den lille hovedplads spillende deres tyggegummimarchmusik på trompeter, tromboner, klarinetter og en lilletromme – en vestlig institution som var blevet lokal. Jeg spurgte hvor jeg kunne finde Hari Puri Baba og fik at vide at han befandt sig på marken mod vest, hvor en stor flok havde samlet sig.
    Jeg bugtede mig igennem musikken, dansen, dukkespillet og magien, mens jeg engang imellem spurgte efter Hari Puri Baba. Jeg fik vage svar, hoveder som rykkede mod højre eller venstre, indikkerende ”et eller andet sted derovre.” Vidste nogen det egentlig? Til sidst blev jeg dirigeret hen til offerområdet omkring den hellige ild, hvor tolv Brahminpræster udførte havan, ildofferet. Røg bølgede ud fra det hævede indelukke som havde et skrånende tag lavet af bambus og halmstrå. En af panditpræsterne smilede stort til mig. Senere fik jeg at vide at det var Pandit Shesh Narayan, skaber af babaer.
     Nogle landsbyboere berørte mine fødder, smilede og så på mig med ærefrygt mens jeg stod og betragtede ofringerne af ghee, sesamfrø, tørret kokosnød, duftende harpiks, pinde og kvas forsvinde i ilden. Et par Brahminer lagde tageteskranse omkring min hals. Sikke imødekommende og gæstfri disse folk er, tænkte jeg. Pandit Shesh Narayan hilste mig og inviterede mig til sidde ved offerbålet. Jeg takkede ham, men fortalte at jeg ledte efter Hari Puri Baba. Han pegede på et sted halvvejs oppe ad bakken på den anden side af landsbyen. ”Guru Ji,” sagde han, ”dér.”         
     Jeg så op mod bakken og blev chokeret over det jeg så. Hvordan kan jeg beskrive det uden at risikere at du tror, at jeg er perverteret? Men jeg føler mig forpligtet til at fortælle dig det, for det jeg så var så klart, at selvom jeg gnubbede mine øjne to gange, og rensede mine briller, står det stadig tydeligt for mit indre øje den dag i dag. Fra den golde, klippefyldte bakke kom en gigantisk kvindes spredte lår til syne, hendes pubeshår var den eneste bevoksning på bjerget. Jeg forsøgte uden succes at afvise den tanke som dukkede frem i mit sind: jeg er kommet for at møde en eneboer som lever i cølibat, men bor i en stor stenkvindes ædlere dele.

2 kommentarer:

  1. har lagt siden ud på min FBside, LB.

    SvarSlet
  2. ganz ok, knutte. men ser ud som om det er de samtalende rovdyr, du har lagt ud, hvilket er osse er ok. ringer i øvrigt til dig i morgen eftermiddag, der er lidt diverse at samtale om, sårn rovdyr til rovdyr.

    SvarSlet