onsdag den 21. november 2012

Det havde jeg ikke set komme. Min gode knægt Jens Ole er begyndt at skrive rigtige historier, og kalder det litteratur. Jeg ønsker ham held og lykke med projektet, og bringer her begyndelsen på den, til almen fryd og hurraråb.


Jeg har haft en historie i mit hoved i lang tid nu. Alt for lang tid. Årevis. Har skubbet den foran mig som en sort sky, hvis man ellers kan skubbe en sky foran sig, sort eller ikke sort, med eller uden latente skybrud og lynnedslag, bulder og brag eller mulighed for opklaring. Lad os håbe på opklaring. Det vil jeg godt love: der er opklaring på vej. Vi skuer mod vest, mod øst, alle verdenshjørner, men verden har ingen hjørner, det er noget vrøvl. Lige meget med det: Vi skuer hele cirklen rundt og ser lysstråler flyde hist ned. Og lyset falder på en stor by, det er Paris, og den falder på en mindre, mere grå og forfalden by, det er Glasgow, og det falder på en skov i Cornwall, vi aner faktisk endda et lille, blåt telt der i alt det grønne, og ikke langt derfra en forfalden industribygning. Så er scenen sat. Men lad mig lige forklare dig lidt mere om den sorte sky, som jeg kaldte den, historien som jeg har skubbet foran mig: jeg har haft uendeligt svært ved at få den fortalt, at finde ud af hvordan jeg skulle fortælle den, for den rummer alt jeg ved, og også meget jeg endnu ikke ved, men som jeg i løbet af arbejdet med denne roman, ville vide mere om. Man kan jo som bekendt ikke vide alt. Det er en fejl jeg ofte begår: at jeg tror at man skal vide alt, kunne alt, jeg glemmer at det er i orden at være på usikker grund. Men det er jo bare et spørgsmål om at have det rette fodtøj på, så at sige, gummistøvler er ikke at foragte, eller waders endda, så kan man stå til livet i mudder eller mosevand, ja, midt i en mødding, eget møg helt op til brystet, men så heller ikke længere, det kunne også være haj man stod i maven af, al den mavesyre, så skulle det selvfølgelig være waders lavet af et særligt stærkt materiale, bly f.eks, selvom det ville være tunge, men det må man jo tage med, og alligevel fortælle løs, rigtig give rovdyret noget at tænke over. Hvis du forstår. Der er så uendeligt meget jeg gerne vil fortælle, og havene stiger som bekendt, verden som vi kender den eller som vi troede vi kendte den, er i hastig forandring, og det ser ikke ud til at der er meget at gøre ved det på nuværende tidspunkt. Det er måske meget sortsynet af mig, at sige det på den måde, men det er sådan jeg har det lige nu. Hvorfor tænker jeg pludselig på ispinde? Astronautis faktisk, dem med en lille vingummiastronaut indeni. Det hænger nok sammen med det med at stå i en mave, og så at her er så forbandet koldt. Jeg sidder langt ude på den jyske vestkyst i november og med åbent vindue, jeg har lige røget en smøg, og lufter ud, der er så gråt derude og vindmøllen hugger i vinden. Ja, det hænger faktisk sammen med meget af det, jeg skal til at fortælle om. Det er slet ikke umuligt at talen igen vil falde på astronautis. Der er nemlig en karakter i min fortælling, som er helt vild med astronautis. Han hedder Alvin, og han er fotograf, og han drømmer om interplanetariske rejser og meget andet, han er lidt af en drømmemaskine, og han taler meget, der er næsten ikke forskel på tanke og tale hos ham. Men det når vi frem til. Vi har god tid. Vi er kun lige ved at lære hinanden at kende. Og du har sikkert ikke besluttet dig for, om du vil hænge på til den bitre ende, endnu. Og jeg har ikke engang introduceret vores hovedperson som vi skal følge i tykt og tyndt; han hedder Per, og ved ikke rigtig hvad han er. Hvis jeg var ham, ville jeg ikke tænke så meget over det problem. Det giver bare hovedpine og søvnløse nætter. Hvem gider ligge badet i sved nat efter nat? Man bliver så kold, og man kan let blive syg. Og uden søvn og drikke duer helten ikke, som man siger. Så det vil jeg give ham rigeligt af, og så ellers forsøge at nedtone hans eksistentielle drøvtyggerier. Du kommer ingen vegne på den måde, kære ven, har jeg lyst til at sige til ham, og så give ham et kram og. Ja, så gik jeg i stå. Hvad mere kan jeg give ham end et kram og et godt råd? Men ikke alt det væveri, vi skal videre, jeg skal nok få sat historien i gang, jeg er bare ved at varme op. Men astronuatisen har ikke helt forladt mig endu; hvad nu hvis man selv var den lille vingummiastronaut, og man havde rejst længe gennem det ensomme, mørke, tomme rum? Man havde rejst så længe, at man havde glemt hvordan rejsen var begyndt i det hele taget, der var ikke andet end det: at rejse. Og så, pludselig, man havde ikke set det komme, der havde ingen varsler været, andet end måske lidt uforklarlig turbulens, en solstorm måske, så, pludselig bliver det lysere, ligesom tåget først, men efterhånden mere og mere klart lysende, var man på ret kurs på vej ind i en stjerne, ja det var nok det man var, for til ens forfærdelse går det op for en, at rumskibet man sidder i, er ved at smelte, og det er netop, som gør at kosmos gradvis bliver mere og mere klart, og nu bemærker man også, at det bliver varmere, man bemærker en ligesom lyserødlig glød omkring en, og så er, ak, at det går op for en, at man er ved at blive ædt af et enormt væsen, med tænder som sine egne, med tunge og drøbel, og man bemærker, at det lugter svagt, men stadigt stærkere af råd, og samtidig hører man en dum, ligesom veltilfreds brummen, ikke ulig hinduernes ur-lyd OM, alle lydes ophav; man kommer til sig selv, ud af den trance som den lange, uendeligt lange, hinsides hele menneskelinjens hukommelse lange, rejse, blot for i nogle sidste, desperate øjeblikke at indse at man er ved at blive ædt, og hvis man er så heldig, hvis man kan kalde det det, ikke at blive tygget i stumper og stykker, men i stedet blive slugt hel og med rumdragt og det hele på, så har man yderligere nogle lange øjeblikke, minutter, timer måske endda, til at tænke over sin skæbne, hvad rejsen egentlig gik ud på, hvor man forventede at komme hen, om man egentlig overhovedet havde gjort sig tanker om en mulig hjemkomst, og hvad var det nu det hjem var, måske når man endda at kaste sig ud i forhåbninger, forhåbninger om at ens rumdragt var stærk nok til at klare den hele vejen gennem dette gargantuanske uhyres fordøjelsessystem og ud på den anden side, den forjættede anden side. Men så heldig kunne man nok ikke regne med, at være; hvem ville have tænkt på at designe dragten til en sådan tildragelse? Ingen, er mit gæt. For hvem ved hvad man kan støde på i det yderste ydre rum, hinsides enhver menneskelig erfaring? Ja, det var jo noget af en digression, og på sin vis minder den mig om hvordan Per kan finde på at tænke; blot bebrejder han evig og altid sig selv den slags håbløse spekulationer og fantasterier, og det gør jeg ikke. Hvor har jeg ham dog kær, den gode Per, jeg har været meget som ham engang, ja, faktisk kan man roligt sige, at jeg bærer ham i mig, har ham med mig hvor end jeg går hen, sommetider glemmer jeg ham lidt, men han dukker altid op igen, før eller siden, mens jeg sidder i S-toget på vej til eller fra arbejde, eller når jeg går en tur ved en eller anden kyst, eller i Frederiksberg Have. Så får han mig altid til at smile, og sommetider ligefrem le, selvom det også nogle gange sker, at jeg bliver lidt sørgmodig og føler medlidenhed med ham, på grund af alle de lidelser han udsætter sig selv for. Men jeg ved jo, at i sidste ende skal det nok gå ham godt. Det er det min historie handler om. Det og meget andet. Så lad os komme i gang. ’Langt om længe’ vil nogen nok sige, men de forstår sig ikke på rigtig litteratur. Rigtig litteratur handler om at fordrive tiden, litteratur handler om at være til stede lige nu og her, midt i verdens uendelige og evige mutationer og uventede krumspring, man ved aldrig hvad der kan ske, det er bare med at holde tungen lige i munden og følge med. Altså: 

2 kommentarer:

  1. Når du siger du ikke er i gang, så er det at ordene har dig til bedste. Jeg siger som Arjuni: jeg er bueskytte. /Det er løgn./ jeg sprang til side og jeg er ikke bueskytte, ikke IRLbueskytte, men jeg er i ISLskytten (ISL: i skrift live) i fantasien. Vi kalder det fantasien. Egentligt en dårligt indsnævring, for jeg ISLskytte er ligeså meget i og med og på dér. Når jeg sagde /det er løgn/ så er det forkert at sige for mig Arjuni. Jeg kommer ikke i gang, fordi jeg er i gang, skulle jeg springe over at: 1.jeg trækker vejret (fordi det er ikke en ægte plot-ting) 2.jeg tænker på at dræbe den møgkælling, der ikke bare gav mig for lidt tilbage på min pengeseddel, hun lignede endda den p-vagt fra forleden. (dette er kun på tegnebrættet en plot-ting)...nå jeg må løbe ud i realiteten.

    SvarSlet
  2. "Den der vingummi, der er indkapslet øverst i en astronautis: den er bare mere attraktiv end alle andre vingummier.
    Majestætisk og iskold lyser den sig ved gennem lag af krystalliseret sukkervand og kalder: Tag mig.
    Når der nu findes så mange andre og nemmere vingummier i verden, hvorfor - jeg mener hvorfor? - er det så lige dén, jeg altid længes efter?
    Suk, verden er fuld af mysterier. Og astronautis. Og iskold lokkemad" Min facebookprofil, 21. november 2012.
    Litteraturen er en månelanding og læseren en konspirationsforsker. Det ender aldrig, men man kan heldigvis spise en vingummibamse imens.

    SvarSlet