fredag den 2. november 2012

Ankomst #2

Vi mødes ved Fasanvej Metrostation. Vi har rygsække på. Vi er klædt for let på til årstiden. Tre klip og af sted. Regnede det? Var det gråvejr? Jeg tror faktisk vejret var ok netop den dag. Tjek det selv. Der er et arkiv et sted. 1. marts 2012. Se på DMI's hjemmeside. Var det bedre end året før? - Efter check-in, security, får vi os en øl. Så er vi på vej. Så skal der snart laves kunst i Varanasi. Jeg tænker wow, eller: wow beskriver bedst den følelse som rumsterer i kroppen. Flyet til Helsinki er fint. Finish Air, meget professionelt, men på en eller anden måde alligevel provinsielt. Vi havde forventet noget mere internationalt. Det kommer ombord på det næste fly. Samme selskab. Men større, mere moderne, mere komfortablet, hver vores lille skærm med film og information om turen: altitude, speed, osv., et kort, hvor man kan se hvilket sted i verden vi flyver henover. Stewardesserne er smukke og søde, vi får to øl hver, fordi vi ikke kan bestemme os. Kildevandet er tappet på min 31-års fødselsdag fødselsdag, 23. februar. Det tager vi som et godt tegn. Helsinki forsvinder under os. Vi kigger ud af vinduet. Der er diset, der ligger sne, det er aften, og byen ligner noget fra en sci-fi-film, hvor atmosfæren på den fremmede planet ikke kan indåndes, man går aldrig udenfor, lever i en lille kunstig verden. Der er minedrift. Små kupler med haver, der produceres ilt. Man er langsomt ved at gøre planeten beboelig for mennesker. Det er efter atomkrigen. Eller den store epidemi. Farvel moder jord. I min notesbog har jeg noteret, at jeg hører Scott Walker, '60er-perioden; Plastic Palace People, Kopenhagen (you're the end - gone and made me child again), The Plague osv. Og jeg læser Mandelstams Det ægyptiske mærke. Vi flyver over Skt. Petersborg. Vi flyver over Moskva. Jeg blunder. Og vågner over Turkmenistan, ser lysprikker dernede. Troels fortæller mig, at det nok er oliefelter. Under anden verdenskrig ville tyskerne frygteligt gerne nå derhen. Det gjorde de ikke. Og vi flyver over Afghanistan, kan næsten mærke hvordan det amerikanske luftvåben holder øje med os. Og hvem ser os ellers dernedefra, som et lille blinkende lys på himlen, hører måske lyden af vores jetmotorer. Vi bevæger os med en hastighed lige under lydens. Så er vi over Pakistan. Vi får at vide, at de lægger an til landing i New Delhi. Stolene i oprejst position, bordet skal klappes op, bæltespændet på, det er nu der skal tisses af, sidste chance inden Indien, rygning er stadig forbudt. Ud af vinduet ser jeg, at solen er ved at stige op over horisonten. Efterhånden som vi stiger ned, forsvinder den røde stribe igen. Vi stiger tilbage ned i mørket. Lige over landingsbanen skimter jeg at der er bål derude, bål midt i en by med 12 millioner mennesker. Det er ikke København, det kan jeg godt fornemme. 



Rejsefælle og kollega Troels Emig glæder sig 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar