torsdag den 29. november 2012

Aha. Har fundet ud af at jeg alligevel godt kan uploade billeder. Blot skal de være under 2048 x 2048 pixels. Så ingen ko på isen, som man siger. Udtrykket lyder jo i øvrigt i sin helhed: Der er ingen ko på isen, så længe rumpen er i land. Og det giver jo så glimrende mening i denne sammenhæng. Så gråvejr til trods er jeg glad og fro, fremtiden tegner lyst. Har i øvrigt lige været i Wien og set Brueghelmalerier. Brueghel, min gamle, kære ven, som jeg fik øjnene op for for cirka ti år siden i Napoli, da jeg pludselig stod overfor hans malerier Misantropen og De blindes parabel, og jeg er ikke færdig med ham. Drømte engang at jeg besøgte hans hus i Antwerpen, selv var han lige flygtet fra religiøs forfølgelse, han var fritænker i den retning, afviste metafysikken, paradis var noget man kunne opnå her på jord, et spørgsmål om at pudse brillerne, omprogrammering af hjernen, plastisk forholden sig til virkeligheden etc. Det var ikke populært i hans samtid. Og vel heller ikke nu. Men altså, drømmen: Jeg ved fra læsning, at Brueghel havde lavet nogle særdeles samfundskritiske malerier, som han var nødt til at brænde, da en ny og mere "ortodoks" kardinal kom til Antwerpen. De har altid hjemsøgt min fantasi, hvordan så de mon ud. I drømmen var jeg tæt på. Hans kone tog imod mig med smil og åbne arme, vi skulle ind i det hemmelige kammer, hvor de var gemt væk. Vi står ved døren, jeg er så tæt på, og så slår flammerne op, og fortærer hele herligheden. Jeg vågnede op til en hård dag, med stor uforløsthed. Nuvel. Men altså: Jeg har fundet en vej udenom billedcensuren her på bloggen. Alt godt. Mere følger snarest. Kys. 


Glad dreng: mig.
Fotograf: min mor.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar