torsdag den 29. november 2012

15. december er Jesper-dag. Glæder mig.

Der er tale om hans debutdigtsamling.

Aha. Har fundet ud af at jeg alligevel godt kan uploade billeder. Blot skal de være under 2048 x 2048 pixels. Så ingen ko på isen, som man siger. Udtrykket lyder jo i øvrigt i sin helhed: Der er ingen ko på isen, så længe rumpen er i land. Og det giver jo så glimrende mening i denne sammenhæng. Så gråvejr til trods er jeg glad og fro, fremtiden tegner lyst. Har i øvrigt lige været i Wien og set Brueghelmalerier. Brueghel, min gamle, kære ven, som jeg fik øjnene op for for cirka ti år siden i Napoli, da jeg pludselig stod overfor hans malerier Misantropen og De blindes parabel, og jeg er ikke færdig med ham. Drømte engang at jeg besøgte hans hus i Antwerpen, selv var han lige flygtet fra religiøs forfølgelse, han var fritænker i den retning, afviste metafysikken, paradis var noget man kunne opnå her på jord, et spørgsmål om at pudse brillerne, omprogrammering af hjernen, plastisk forholden sig til virkeligheden etc. Det var ikke populært i hans samtid. Og vel heller ikke nu. Men altså, drømmen: Jeg ved fra læsning, at Brueghel havde lavet nogle særdeles samfundskritiske malerier, som han var nødt til at brænde, da en ny og mere "ortodoks" kardinal kom til Antwerpen. De har altid hjemsøgt min fantasi, hvordan så de mon ud. I drømmen var jeg tæt på. Hans kone tog imod mig med smil og åbne arme, vi skulle ind i det hemmelige kammer, hvor de var gemt væk. Vi står ved døren, jeg er så tæt på, og så slår flammerne op, og fortærer hele herligheden. Jeg vågnede op til en hård dag, med stor uforløsthed. Nuvel. Men altså: Jeg har fundet en vej udenom billedcensuren her på bloggen. Alt godt. Mere følger snarest. Kys. 


Glad dreng: mig.
Fotograf: min mor.

Café Poesie, Wien.


onsdag den 21. november 2012

Det havde jeg ikke set komme. Min gode knægt Jens Ole er begyndt at skrive rigtige historier, og kalder det litteratur. Jeg ønsker ham held og lykke med projektet, og bringer her begyndelsen på den, til almen fryd og hurraråb.


Jeg har haft en historie i mit hoved i lang tid nu. Alt for lang tid. Årevis. Har skubbet den foran mig som en sort sky, hvis man ellers kan skubbe en sky foran sig, sort eller ikke sort, med eller uden latente skybrud og lynnedslag, bulder og brag eller mulighed for opklaring. Lad os håbe på opklaring. Det vil jeg godt love: der er opklaring på vej. Vi skuer mod vest, mod øst, alle verdenshjørner, men verden har ingen hjørner, det er noget vrøvl. Lige meget med det: Vi skuer hele cirklen rundt og ser lysstråler flyde hist ned. Og lyset falder på en stor by, det er Paris, og den falder på en mindre, mere grå og forfalden by, det er Glasgow, og det falder på en skov i Cornwall, vi aner faktisk endda et lille, blåt telt der i alt det grønne, og ikke langt derfra en forfalden industribygning. Så er scenen sat. Men lad mig lige forklare dig lidt mere om den sorte sky, som jeg kaldte den, historien som jeg har skubbet foran mig: jeg har haft uendeligt svært ved at få den fortalt, at finde ud af hvordan jeg skulle fortælle den, for den rummer alt jeg ved, og også meget jeg endnu ikke ved, men som jeg i løbet af arbejdet med denne roman, ville vide mere om. Man kan jo som bekendt ikke vide alt. Det er en fejl jeg ofte begår: at jeg tror at man skal vide alt, kunne alt, jeg glemmer at det er i orden at være på usikker grund. Men det er jo bare et spørgsmål om at have det rette fodtøj på, så at sige, gummistøvler er ikke at foragte, eller waders endda, så kan man stå til livet i mudder eller mosevand, ja, midt i en mødding, eget møg helt op til brystet, men så heller ikke længere, det kunne også være haj man stod i maven af, al den mavesyre, så skulle det selvfølgelig være waders lavet af et særligt stærkt materiale, bly f.eks, selvom det ville være tunge, men det må man jo tage med, og alligevel fortælle løs, rigtig give rovdyret noget at tænke over. Hvis du forstår. Der er så uendeligt meget jeg gerne vil fortælle, og havene stiger som bekendt, verden som vi kender den eller som vi troede vi kendte den, er i hastig forandring, og det ser ikke ud til at der er meget at gøre ved det på nuværende tidspunkt. Det er måske meget sortsynet af mig, at sige det på den måde, men det er sådan jeg har det lige nu. Hvorfor tænker jeg pludselig på ispinde? Astronautis faktisk, dem med en lille vingummiastronaut indeni. Det hænger nok sammen med det med at stå i en mave, og så at her er så forbandet koldt. Jeg sidder langt ude på den jyske vestkyst i november og med åbent vindue, jeg har lige røget en smøg, og lufter ud, der er så gråt derude og vindmøllen hugger i vinden. Ja, det hænger faktisk sammen med meget af det, jeg skal til at fortælle om. Det er slet ikke umuligt at talen igen vil falde på astronautis. Der er nemlig en karakter i min fortælling, som er helt vild med astronautis. Han hedder Alvin, og han er fotograf, og han drømmer om interplanetariske rejser og meget andet, han er lidt af en drømmemaskine, og han taler meget, der er næsten ikke forskel på tanke og tale hos ham. Men det når vi frem til. Vi har god tid. Vi er kun lige ved at lære hinanden at kende. Og du har sikkert ikke besluttet dig for, om du vil hænge på til den bitre ende, endnu. Og jeg har ikke engang introduceret vores hovedperson som vi skal følge i tykt og tyndt; han hedder Per, og ved ikke rigtig hvad han er. Hvis jeg var ham, ville jeg ikke tænke så meget over det problem. Det giver bare hovedpine og søvnløse nætter. Hvem gider ligge badet i sved nat efter nat? Man bliver så kold, og man kan let blive syg. Og uden søvn og drikke duer helten ikke, som man siger. Så det vil jeg give ham rigeligt af, og så ellers forsøge at nedtone hans eksistentielle drøvtyggerier. Du kommer ingen vegne på den måde, kære ven, har jeg lyst til at sige til ham, og så give ham et kram og. Ja, så gik jeg i stå. Hvad mere kan jeg give ham end et kram og et godt råd? Men ikke alt det væveri, vi skal videre, jeg skal nok få sat historien i gang, jeg er bare ved at varme op. Men astronuatisen har ikke helt forladt mig endu; hvad nu hvis man selv var den lille vingummiastronaut, og man havde rejst længe gennem det ensomme, mørke, tomme rum? Man havde rejst så længe, at man havde glemt hvordan rejsen var begyndt i det hele taget, der var ikke andet end det: at rejse. Og så, pludselig, man havde ikke set det komme, der havde ingen varsler været, andet end måske lidt uforklarlig turbulens, en solstorm måske, så, pludselig bliver det lysere, ligesom tåget først, men efterhånden mere og mere klart lysende, var man på ret kurs på vej ind i en stjerne, ja det var nok det man var, for til ens forfærdelse går det op for en, at rumskibet man sidder i, er ved at smelte, og det er netop, som gør at kosmos gradvis bliver mere og mere klart, og nu bemærker man også, at det bliver varmere, man bemærker en ligesom lyserødlig glød omkring en, og så er, ak, at det går op for en, at man er ved at blive ædt af et enormt væsen, med tænder som sine egne, med tunge og drøbel, og man bemærker, at det lugter svagt, men stadigt stærkere af råd, og samtidig hører man en dum, ligesom veltilfreds brummen, ikke ulig hinduernes ur-lyd OM, alle lydes ophav; man kommer til sig selv, ud af den trance som den lange, uendeligt lange, hinsides hele menneskelinjens hukommelse lange, rejse, blot for i nogle sidste, desperate øjeblikke at indse at man er ved at blive ædt, og hvis man er så heldig, hvis man kan kalde det det, ikke at blive tygget i stumper og stykker, men i stedet blive slugt hel og med rumdragt og det hele på, så har man yderligere nogle lange øjeblikke, minutter, timer måske endda, til at tænke over sin skæbne, hvad rejsen egentlig gik ud på, hvor man forventede at komme hen, om man egentlig overhovedet havde gjort sig tanker om en mulig hjemkomst, og hvad var det nu det hjem var, måske når man endda at kaste sig ud i forhåbninger, forhåbninger om at ens rumdragt var stærk nok til at klare den hele vejen gennem dette gargantuanske uhyres fordøjelsessystem og ud på den anden side, den forjættede anden side. Men så heldig kunne man nok ikke regne med, at være; hvem ville have tænkt på at designe dragten til en sådan tildragelse? Ingen, er mit gæt. For hvem ved hvad man kan støde på i det yderste ydre rum, hinsides enhver menneskelig erfaring? Ja, det var jo noget af en digression, og på sin vis minder den mig om hvordan Per kan finde på at tænke; blot bebrejder han evig og altid sig selv den slags håbløse spekulationer og fantasterier, og det gør jeg ikke. Hvor har jeg ham dog kær, den gode Per, jeg har været meget som ham engang, ja, faktisk kan man roligt sige, at jeg bærer ham i mig, har ham med mig hvor end jeg går hen, sommetider glemmer jeg ham lidt, men han dukker altid op igen, før eller siden, mens jeg sidder i S-toget på vej til eller fra arbejde, eller når jeg går en tur ved en eller anden kyst, eller i Frederiksberg Have. Så får han mig altid til at smile, og sommetider ligefrem le, selvom det også nogle gange sker, at jeg bliver lidt sørgmodig og føler medlidenhed med ham, på grund af alle de lidelser han udsætter sig selv for. Men jeg ved jo, at i sidste ende skal det nok gå ham godt. Det er det min historie handler om. Det og meget andet. Så lad os komme i gang. ’Langt om længe’ vil nogen nok sige, men de forstår sig ikke på rigtig litteratur. Rigtig litteratur handler om at fordrive tiden, litteratur handler om at være til stede lige nu og her, midt i verdens uendelige og evige mutationer og uventede krumspring, man ved aldrig hvad der kan ske, det er bare med at holde tungen lige i munden og følge med. Altså: 

Bloggen her kommer formentlig til at holde pause, indtil en løsning, som jeg ikke skal betale for, er fundet. Fandens, nu havde jeg det lige så sjovt. Fuck Google, fuck kapitalismen, fuck. Se, hvad de skriver til mig:


Ups! Du er løbet tør for lagerplads. Du bruger i øjeblikket 100 % af din kvote på 1 GB for fotos. Opgrader lagerplads
Fotos gemmes på din Picasa Webalbum-konto og inkluderes i din gratis kvote på 1 GB for fotos. Ekstra lagerplads, du køber, deles mellem adskillige Google-produkter og føjes til din gratis kvote. Få flere oplysninger

mandag den 19. november 2012

Grafitti, Varanasi. 2012.






































2 kommentarer:

  1. ligner ikke noget på et rigtigt s-tog, så er det falsk grafitti. Nej jeg laver bare sjov. Det er ikke rigtigt falsk, men lidt er det.
    SvarSlet
  2. du tror jo nok ikke på mig, når jeg siger det; men det var faktisk en ægte enhjørning som lavede den, jeg så det selv. jeg stod helt uforberedt med en ispind i hånden, og spise af den, og tænkte på almindelige ting, som fx hvornår bussen hjem til hotellet gik, om den overhovedet gik, hvor det nu var hotellet lå, og om jeg havde penge nok til bussen, hvis den altså gik og jeg vidste hvor jeg skulle tage den hen. og så pludselig hørte jeg noget som jeg først troede var isen som knasede mellem mine tænder, og mit eget åndedræt som var blevet lidt nervøst eller forfærdet, men det var altså en meget koncentreret enhjørning som kradsede tegn ind i en mur. du kan lige tror jeg gjorde store øjne, for jeg troede jo ikke at den slags overhovedet fandtes udenfor eventyr og fri fantasi eller hvis man har spist noget giftigt for sjov eller ved et uheld, hvad ved jeg. men dr stod den og strålede lidt neonagtigt i natten. og nu undrer du dig nok over hvorfor jeg stod og spiste is midt om natten. men du må huske at det var i indien, og at i indien er det meget varmt også om natten. og det forklarer også hvorfor en enhjørning bare pludselig stod og skrev på en væg, for i indien sker der mange ting som man i vesten synes er mærkeligt, men som ikke er det mindste mærkeligt der. og jeg lagde nemlig også mærke til at ingen indere lagde mærke til enhjørningen. det var helt almindeligt for dem. men jeg ved ikke hvad den skrev desværre. for da jeg spurgte den vrinskede den bare og galloperede væk ned langs ganges og på vej op i bjergene vil jeg tro. mere ved jeg ikke om sagen, men flot ser det ud, synes jeg.
    SvarSlet

søndag den 18. november 2012

Ved ikke hvad de snakker om


ok, travle dage, alt for kompakte, i går på arbejdet var jeg så træt, så ugidelig, og det er næsten det værste, normalt er jeg virkelig glad for at være på arbejde, det er et godt lille åndehul i min ellers så fragmenterede tilværelse, syv-otte timer hvor jeg skal være det samme sted, forholde mig til ganske konkrete ting, der skal laves mad til beboerne, de skal tages op fra middagsluren, have tøj på, hjælpes med dagligdagen, der skal laves kaffe, serveres kaffe, ryddes af igen, beboerne skal hjælpes i seng, jeg er arbejder på et center for erhvervet hjerneskade, jeg kan ikke gå i detaljer med det, jeg har tavshedspligt, at være forpligtet til at være tavs om en stor del af min tilværelse, noget jeg kender i mindste detalje, er helt fortrolig med, føler at jeg gør godt, er glad for at gøre, noget som i den grad giver mening for mig, at hjælpe andre, men sådan er det, der er ikke noget at gøre, men det kribler i fingrene, jeg har stor trang til at skrive om det, det forekommer mig at være en vigtig historie, et aspekt af virkeligheden som henligger i skygger for de fleste, er mystificerende, skræmmende endda, når jeg siger at jeg bl.a. arbejder med personlig hygiejne, så oplever jeg tit folks blik blive fjerne, flimrende, det kunne de aldrig gøre, men hvordan kan man vide noget om noget, man aldrig har prøvet at gøre, det er jo faktisk meget konkret, meget overkommeligt, jo, de første 14 dage er da lidt grænseoverskridende, som man siger, men derefter er det jo bare hverdag, noget man bare gør, og er glad for at gøre, at være noget for nogen, gøre noget for nogen, noget de ikke selv længere kan, det er meget tilfredsstillende, ligefrem afhængighedsskabende, når jeg er væk fra det i længere tid, kommer jeg til at savne det, men det var slet ikke det jeg ville skrive om, ikke at jeg egentlig ved hvad det var jeg ville skrive om, bare skrive, jeg trængte bare til at skrive, for jeg har været væk fra det i et stykke tid, for længe, travle dage, som jeg skrev til at begynde med, og så får jeg dårlig samvittighed, så føler jeg at begår en form for overgreb på mig selv, jeg er nødt til at skrive, ikke om noget særligt, bare skrive, det er et behov, en afhængighed, jeg ved ikke hvorfor det er sådan, det tror jeg faktisk ikke der så meget mening med at tænke for meget over, det giver hovedpine, lange gåture kan være gode, hvis jeg er kommet ud i håbløse spekulationer, jeg mangler nye ruter, har boet her i over otte år nu, kender områderne så alt for godt, de ligesom forsvinder for øjnene af mig, bygningerne er så velkendte, trafikkens rytmer, dyrenes lyde og lugte inde fra zoologisk have som engang var så interessante, så eksotiske, er gamle travere nu, og stort set alle blade er faldet af træerne, ligesom sidste år ved denne tid, og året før det, det er faktisk forholdsvis lunt i dag, hvordan mon det er i morgen, skal jeg have handsker og den slags med, når jeg skal til vestjylland, og på torsdag videre til wien, det er nok bedst, for en sikkerheds skyld, det er ikke rart at gå rundt og fryse, jeg glæder mig til at komme lidt ud af byen, ja, det var så det, jeg har egentlig ikke tid til at sidde her og skrive, jeg skal have pakket en masse ting, bøger og tøj og alle den slags ting man ikke kan undvære, medicin og tandbørste og hvad ellers, oplader til telefonen og til kameraet, det mere og mere uundværlige kamera, tænk hvis jeg ser noget helt vidunderligt, og jeg så ikke har mit kamera, hvis det er løbet tør for batteri, det er næsten ikke til at holde ud at tænke på, jeg må komme i gang, så jeg ikke kommer af sted uden et eller andet uundværligt, jeg ved ikke om jeg får tid til at opdatere bloggen de næste ti dage, vi får se, men I må alle sammen have det godt i mellemtiden, jeg må snart få styr på min kommatering den er som vinden blæser, det er mit indtryk, jeg tror jeg elsker min blog, jeg savner den allerede, vi ses snart igen min egen lille elskede skat, pas godt på dig selv, du er i mine tanker, også når jeg sover eller sidder i et tog på vej hvor ved jeg hen igen.

fredag den 16. november 2012

Klip fra Knudsteffenbloggen. Fattedes alligevel i sidste ende ord.

godt det samme, havde en fornemmelse, et eller andet, noget med at sammenligne min gode ven EK med noget på en passende måde...tak fordi du selv fik det stoppet...tak. det var dog ligegodt grov
Svar

Endnu et udpluk fra oversættelsen af 'En sadhus selvbiografi' af Rampuri.


Et bryllupsorkester i deres rodede Frelsens Hær-lignende uniformer, sjoskede rundt på den lille hovedplads spillende deres tyggegummimarchmusik på trompeter, tromboner, klarinetter og en lilletromme – en vestlig institution som var blevet lokal. Jeg spurgte hvor jeg kunne finde Hari Puri Baba og fik at vide at han befandt sig på marken mod vest, hvor en stor flok havde samlet sig.
    Jeg bugtede mig igennem musikken, dansen, dukkespillet og magien, mens jeg engang imellem spurgte efter Hari Puri Baba. Jeg fik vage svar, hoveder som rykkede mod højre eller venstre, indikkerende ”et eller andet sted derovre.” Vidste nogen det egentlig? Til sidst blev jeg dirigeret hen til offerområdet omkring den hellige ild, hvor tolv Brahminpræster udførte havan, ildofferet. Røg bølgede ud fra det hævede indelukke som havde et skrånende tag lavet af bambus og halmstrå. En af panditpræsterne smilede stort til mig. Senere fik jeg at vide at det var Pandit Shesh Narayan, skaber af babaer.
     Nogle landsbyboere berørte mine fødder, smilede og så på mig med ærefrygt mens jeg stod og betragtede ofringerne af ghee, sesamfrø, tørret kokosnød, duftende harpiks, pinde og kvas forsvinde i ilden. Et par Brahminer lagde tageteskranse omkring min hals. Sikke imødekommende og gæstfri disse folk er, tænkte jeg. Pandit Shesh Narayan hilste mig og inviterede mig til sidde ved offerbålet. Jeg takkede ham, men fortalte at jeg ledte efter Hari Puri Baba. Han pegede på et sted halvvejs oppe ad bakken på den anden side af landsbyen. ”Guru Ji,” sagde han, ”dér.”         
     Jeg så op mod bakken og blev chokeret over det jeg så. Hvordan kan jeg beskrive det uden at risikere at du tror, at jeg er perverteret? Men jeg føler mig forpligtet til at fortælle dig det, for det jeg så var så klart, at selvom jeg gnubbede mine øjne to gange, og rensede mine briller, står det stadig tydeligt for mit indre øje den dag i dag. Fra den golde, klippefyldte bakke kom en gigantisk kvindes spredte lår til syne, hendes pubeshår var den eneste bevoksning på bjerget. Jeg forsøgte uden succes at afvise den tanke som dukkede frem i mit sind: jeg er kommet for at møde en eneboer som lever i cølibat, men bor i en stor stenkvindes ædlere dele.

Skab. Hotelværelse, Challal, Himalaya.