onsdag den 17. oktober 2012

Skitse

styrter ned gennem den gade af mild støj en omfavnelse tænker her kan jeg bo helt længst ude helt ude i nerveenderne tumler vi ned mod ghatsene ned mod floden ned til de evigt brændende bål 200 mennesker om dagen vi så hænder og fødder stikke ud af flammerne et hoved og håret fangede ild huden svedet sort overgangene ikke til at registrere hver for sig hvornår lige hvornår men det skete for øjnene af os omdannelsen fra krop til aske og ud i floden væk i mørke hvirvler og det var det vi fandt aldrig ud af hvad den gade hed om den overhovedet havde et navn op og ned af den og  det lille stykke med brosten som var særligt hårdt for vores cykelchauffører at kæmpe sig over den lille svedende krop foran os så mange svedende kroppe trækkende os gennem det kaos tunge vestlige kroppe som skulle frem det er sådan det er sådan mange tjener deres penge så kan vi sidde der med vores dårlige samvittighed på slidte sæder vores velstand hvad ved vi ikke en skid ikke det mindste om den verden vi trækkes igennem som suger os ud af os selv vi er der vi er der ikke var vi der overhovedet der er et sted i min hjerne en udposning en hemmelig hule lille bag of wishes som jeg ikke kan tro virkelig kan passe at vi var der det var min krop som sansede det som nu ligger i hjerneposen og skvulper rundt jeg vil åbne det helt derind tilbage der kunne jeg godt bo der vil jeg leve det kan jeg ikke kan jeg godt glemme aldrig glemme hvad det så vil sige at erindre som om altid som om jeg var der vi var der og snakker om det kan du huske dengang vi var nede ved floden og så ligene brænde lugten der kan du huske at det var rart at være der slet ikke voldsomt som man måske kunne tro det ville være at se en mand brække en sortsveden arm med en bambuspind en hund som løb væk med en luns gennemsteget kød menneskekød brændende for øjnene af os vi var der ja vi var der bålene brænder i min hjerne noget bliver tilbage bliver noget tilbage jeg klamrer mig til det de mindste rester ilden ikke har fået fat i endnu før den blusser op igen før alt er væk igen det er vigtigt at hjerneskallen knuses hvis ikke ilden opvarmer hjernen så skallen sprænges må det gøres med en kæp det er den ældste søns opgave ellers slipper sjælen ikke ud kan ikke undslippe dette smertens hjul dette flimmer af fuglesang og indkøbsposer vi kalder virkelighed jeg ved ikke hvad jeg skal sige til det hvor jeg skal sætte min næste fod tilbage frem frem tilbage munden løber fuld af blod nej det er bare sådan det føles en drøm engang jeg kunne ikke sove og vi gik sydpå længere sydpå søgende byens grundsten prima materia at lægge i vores vitrine nu på en hylde i din tomme lejlighed på Ndr. Fasanvej Frederiksberg hvor vinden blæser og vi spiser smørrebrød og drikker snaps og drømmer os tilbage til den sydlige kyst 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar