onsdag den 3. oktober 2012

Min gode knægt Jens Ole (som jeg er værge for) er blevet så god til at stave. Og så på så kort tid. Her er en fristil, som han just har skrevet. Opgaven var at skrive noget til nogen om én som de alle kendte, men som skriveren ved noget om, som de andre ikke vidste.


I nævner Klitplantøren. Og at der var noget lusket ved ham. Jeg ved noget om ham som I nok ikke ved. Jeg er langt ude i familie med ham på mødrene side, og de var ellers alle som én grovsmede i den familie. Men den vej ville Klitplantøren slet ikke gå, nej han brød sig ikke om ild og sod. Troede alle. For som det vil være jer bekendt var Danmark jo besat at tyskerne under 2. verdenskrig. Og det vil også være jer bekendt, at de ved samme lejlighed byggede et vældigt beboelseskompleks ned langs hele den jyske vestkyst. Et pragtværk, som vi stadig den dag i dag kan glæde os over og søge skygge for solen under og ly for regnen i. - Men ikke mere historiesnak nu. Videre til sagen: Klitplantøren, skulle det jo vise sig, var ikke blevet klitplantør udelukkende af kærlighed til klitterne og deres plantering. For han var om nogen bekendt med tyskerne og deres huse. Så da krigen var ovre, og tyskerne trasket sydpå igen, kan det nok være at han fik travlt med at få sig den rette uddannelse, så ingen ville undre sig over, at han tilbragte det meste af sit liv ude i klitterne. 'Jeg er såmænd bare ude og kigge efter gode steder, hvor graner kan gro smukt' som han altid så smilende svarede, når nogen spurgte, hvad han dog havde lavet hele dagen og natten med. En dag kunne jeg så ikke styre min nysgerrighed mere. Så jeg smurte mig en god madpakke, fyldte termokanden med saftevand (jeg var 10 år gammel) og listede efter Klitplantøren, da han en tidlig majmorgen forlod sit hjem og vandrede ud i klitterne. Og hvad så jeg? Jeg så ham såmænd forsvinde ned i en af tyskernes underjordiske huler. Først ventede jeg på jordens overflade i et par timer. Men så var der ikke mere madpakke og ikke mere saftevand, og lige nu kommer jeg i tanker om at jeg også havde chokoladekiks med, og at jeg også havde spist dem. Da Klitplantøren ikke var kommet op endnu, besluttede jeg med hamrende hjerte, at begive mig ned i mørket og lede efter ham. Der var først mørkt og klamt og fyldt med tudser. Jeg så også et helt menneskeskelet som lå og grinede ad mig. Og mange andre ting som var både fæle og slimede og bevægede sig, måske hugorme eller andre slags dyr, som zoologien endnu ikke har givet navne. Måske gik jeg kun gennem de underjordiske tunneller og kamre i ti minutter, men det føltes som lange år, og jeg mærkede skægstubbe spire på mine kinder og på min overlæbe, og da det pludselig begyndte at blive lyst, stod jeg med stok og gebis, og vidste ikke hvad jeg hed eller overhovedet hvem jeg var eller hvor. Og aldrig før eller siden i mit liv har jeg set noget som det jeg der så. Et vidtstrakt landskab hvorover tre sole skinnede og fire måner og en hel stjernehimmel kunne jeg se, selvom det var midt om dagen og en meget lysere dag, end man kender til i den almindelige verden. Der var dyr som dansede med hinanden og kørte rundt i lyserøde tanks og skød med vingummi. Og midt i al denne morskab stod Klitplantøren og han havde en lang høj hat på i alle verdens farver og lo og lo, og hvorhen han end pegede skød et skønt pyntet juletræ op og dyr flokkedes omkring det og dansede og åbnede gaver med herligt knitrende indpakningspapir som man også kunne spise. Men så fik Klitplantøren pludselig et grumt grin på sit ansigt og han hev et maskingevær frem og skød alle dyrene så de lå og blødte og døde. Og så vågnede jeg pludselig op, og opdagede at jeg lå på mit værelse, men ligesom pakket ind i en stålkokon, som forsvandt da jeg helt vågnede, og så gik jeg nedenunder til min mor og far, og spurgte dem hvad der dog var sket. De kiggede på mig med undrende øjne og svarede, at det vidste de da ikke. De troede jeg sad og læste lektier. Så troede jeg jo at det hele bare havde været en drøm. Men tre dage senere så jeg Klitplantøren på vej hjem fra klitterne, og så var det at jeg lagde mærke til lidt blod i hans mundvig.

1 kommentar:

  1. Dejligt at osse andre melder sig i kampen, eventyret om disse barndoms-og ungdomsdage. Men klitplantøren, Vandreklitten kaldet, var et spændende, men osse ondt menneske. Jeg har selv skrevet en del om den skæbne, han var på http://knudsteffen.blogspot.com dette nævnt, da der en del misforståelser, deciderede fejl og direkte opspind i hvad der skrives om begivenhederne fra dengang.

    SvarSlet