mandag den 29. oktober 2012

Et par noter fra Indien, forår 2012.

Vi er her på gennemrejse. Vi får aldrig overblik over tragediens omfang, men fornemmer den i glimt.
I Chalal: Hotelejerens sorte fod; i vinters var han i søvne gået ind i ildstedet og havde forbrændt den slemt. Her fire måneder senere er den fuldstændig sort, og selvom vi ikke lugter den, er vi sikre på at det gør den. Han har fået noget crème af en doktor. Han ligger ned hele dagen, sover for det meste. Hans vanvittige mor gør fakter ad os, besværgende tegn, og hun hvæser. Vi er onde ånder, dæmoner, det er os som brændte hendes by ned til grunden for fire år siden, det er os som har bragt de tonsvis af beton hertil, plasticaffaldet, ravefesterne.

*

I Dharamsala, eller nærmere bestemt: McLeod Ganj, den tibetanske eksilregerings by, Dalai Lamas by. De mange, mange plakater med fotografier af brændende kroppe. Tibetanere som i protest mod den kinesiske besættelsesmagt overhælder sig selv med benzin og sætter ild til. Mens vi opholder os der, har den indiske præsident et møde med den kinesiske præsident i New Delhi. Og vi ser på tv hvordan unge tibetanere brænder sig selv på åben gade. Dalai Lama er ude at rejse, men udtaler at eksilregeringen på ingen måde opfordrer til den slags handlinger. Jeg tænker på om det ikke er en forbrydelse mod karma, at slå sig selv ihjel. Jeg ville gerne have spurgt en munk, men så er vi allerede på vej videre, ned fra Himalaya, gennem endeløse cannabismarker, mod sikhernes hellige by Amritsar, hvis navn kan oversættes til Udødelighedens Sø.    

Ingen kommentarer:

Send en kommentar