onsdag den 31. oktober 2012

Ankomst #1

Det kunne være på den indiske ambassade på Østerbro. Da vi skulle bestille vores visa. Yderdøren var lukket, låst. Det var ikke umiddelbart til at gennemskue om der åbent eller lukket. Man skulle trykke på en knap, man blev låst ind. Man tog et nummer. Der var mange mennesker på meget lidt plads. Familier, forretningsmænd, unge kvinder, lige færdige med gymnasiet, nu havde de arbejdet i børnehave eller på café et halvt års tid, og skulle til Goa måske, den første store rejse uden mor og far, der var unge langhårede mænd i rodet tøj, af slidt udseende, man kunne formode at de skulle op i Himalaya, og ryge verdens bedste hash billigt, og der var dem i løse, farvestrålende gevandter, spirituelle turister. Og os? Studerende måske, forskere, på vej ud på feltarbejde, eller udsendte af FN, undervisere, noget i den retning. Det viste sig at nummersystemet ikke fungerede, den digitale tavle stod fast på 00. Vi måtte selv finde ud af rækkefølgen. Der var én stakkels indisk kvinde til at betjene os alle. Én af de andre visumsøgende gjorde os opmærksomme på, at vi skulle udfylde et dokument. Det var vigtigt at vi gjorde det korrekt. Han havde allerede været ved skranken, og var blevet sendt tilbage. Der er få kuglepenne, man skiftes. Stemningen er trykket, stresset. Det går langsomt. Nogle må opgive, komme tilbage en anden dag. To unge kvinder må opgive at komme af sted til tiden. Det er for sent gået op for dem, at det tager en uge at behandle ansøgningen. De skulle ellers med et fly den næste morgen. Der er ikke noget at gøre. - Men vi kommer igennem, det lykkes. Vi er lettede. Føler os lidt tættere på. Nu er det ved at være virkelighed. Et ukendt punkt i fremtiden suger os imod sig. Det kaldes rejsefeber, sommerfugle i maven, hjernen vil gerne gøre sig allemulige forestillinger om, hvordan det bliver, hvad det er vi har rodet os ud i. Men det er så begrænset, hvad den kan kaste op på den indre storskærm. Hvad ved man egentlig om Indien? Nej, bedre at gøre sig tom, forberede sig på at ankomme uden for mange forventninger. Men det suger i maven, man vågner midt om natten. Endelig skal jeg ud af Europa.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar