onsdag den 31. oktober 2012

Ankomst #1

Det kunne være på den indiske ambassade på Østerbro. Da vi skulle bestille vores visa. Yderdøren var lukket, låst. Det var ikke umiddelbart til at gennemskue om der åbent eller lukket. Man skulle trykke på en knap, man blev låst ind. Man tog et nummer. Der var mange mennesker på meget lidt plads. Familier, forretningsmænd, unge kvinder, lige færdige med gymnasiet, nu havde de arbejdet i børnehave eller på café et halvt års tid, og skulle til Goa måske, den første store rejse uden mor og far, der var unge langhårede mænd i rodet tøj, af slidt udseende, man kunne formode at de skulle op i Himalaya, og ryge verdens bedste hash billigt, og der var dem i løse, farvestrålende gevandter, spirituelle turister. Og os? Studerende måske, forskere, på vej ud på feltarbejde, eller udsendte af FN, undervisere, noget i den retning. Det viste sig at nummersystemet ikke fungerede, den digitale tavle stod fast på 00. Vi måtte selv finde ud af rækkefølgen. Der var én stakkels indisk kvinde til at betjene os alle. Én af de andre visumsøgende gjorde os opmærksomme på, at vi skulle udfylde et dokument. Det var vigtigt at vi gjorde det korrekt. Han havde allerede været ved skranken, og var blevet sendt tilbage. Der er få kuglepenne, man skiftes. Stemningen er trykket, stresset. Det går langsomt. Nogle må opgive, komme tilbage en anden dag. To unge kvinder må opgive at komme af sted til tiden. Det er for sent gået op for dem, at det tager en uge at behandle ansøgningen. De skulle ellers med et fly den næste morgen. Der er ikke noget at gøre. - Men vi kommer igennem, det lykkes. Vi er lettede. Føler os lidt tættere på. Nu er det ved at være virkelighed. Et ukendt punkt i fremtiden suger os imod sig. Det kaldes rejsefeber, sommerfugle i maven, hjernen vil gerne gøre sig allemulige forestillinger om, hvordan det bliver, hvad det er vi har rodet os ud i. Men det er så begrænset, hvad den kan kaste op på den indre storskærm. Hvad ved man egentlig om Indien? Nej, bedre at gøre sig tom, forberede sig på at ankomme uden for mange forventninger. Men det suger i maven, man vågner midt om natten. Endelig skal jeg ud af Europa.



Amritsar


Somewhere, anywhere in Éire


Vi vågnede langt ud på eftermiddagen i et soveværelse, jeg aldrig før har været i. Lyset flød ind gennem vinduet og jeg kunne høre kirkeklokker, billarm og legende børn; det sædvanlige. Det føltes som begyndelsen på et nyt, et andet liv. Hvad det så vil sige. Det meste her i livet er uvist. Jeg overvejer at bestille en pizza, måske med ansjoser. Senere sad vi og drak kaffe og spiste bananmadder, og snakkede om alt og ingenting, timerne flød, forliste parforhold, at lære at benytte sig af præstationsangstens potentiale. Jeg glæder mig til næste gang vi ses, det er egentlig bare det jeg vil sige. Jeg har på én gang lyst og ikke lyst til at høre musik. Mit hjerte galoperer. Tøjdyret ved siden af mig på skrivebordet ligger på tiende døgn og glor op i loftet. Jeg skammer mig en smule over at skrive, at jeg lige har siddet og betragtet min refleksion i vinduet i flere minutter, hvem er det som betragter mig derude fra mørket. Så skamfuldt er det heller ikke. At skamme sig, hvor dumt. Og jeg savner mit lange skæg, som jeg ved en fejl barberede af i tirsdags, det skulle egentlig bare trimmes, men i distraktion indstillede jeg trimmeren forkert, og nåede at lave en lang, nøgen bane henover min højre kind. Så måtte resten af skægget også falde. Om nogle måneder udgiver Troels og jeg 150 mapper, hvoraf én vil indeholde alt det skæg jeg groede mens vi var i Indien. Mapperne vil desuden indeholde 6 tegninger, 6 tekster og en cd med en lydoptagelse af en gåtur langs Ganges. Når jeg lytter til den, kan jeg ikke tro at det virkelige er sandt, at vi rent faktisk gik dér, at det var sådan det lød. På et tidspunkt kan man høre, at jeg går og rasler nervøst med en tændstikæske. Og hold da helt kæft, hvor var der mange hunde, det er det mest iørefaldende ved optagelsen; al den gøen, det er ellers slettet fra min hukommelse. Jeg husker lyden fra ligbålene, sadhuernes messen, gadesælgernes insisterende råberi; bådeture, hash, LSD, magic mushrooms, barberinger, massage, hvad som helst, en guidet tur til kremeringsgrunden, burning is learning, cremation is education; no thanks, no thanks og atter no thanks, vi havde ikke brug for noget af alt det. Nu er jeg virkelig sulten. Nu rejser jeg mig snart op. Det bliver den med ansjoser.  

Jens Ole fortæller:


aftensmad med onkel kaj erik:

han hade sselv lavet det hele.  det er lang tid siden nu, i sommers det smagte meget ok når det nu v ar hamsel der havde lave det. jeg tog to persioner. og hjalp med opvasken. bageftr skujlle Onkel KAj Erik ned og hente sin hund og noget planter   til hans køkkenhave men han gad ikkke så jeg gik ned på det Skarpe HJørne til PEdro og hendtede WUller og posen med plantern  . Så var onkel faldt i søvn. og næste dag var Wuller død og han havde spist posen og det var for stærkt.. Så var det jeg  blev sendt hen til Emignoergaard Scentret for onkel gik helt ned. Og min Onkels tilsynsman Knud sagde at det var best jeg lod ONkel ha lidt fred indtil det gik bedr med ham.  Nu har jeg vært hos emignoergaaad læng og er snart  en rigtig rekruit, vi har stor planer med verdenshærdømmet,. mere om det snere.

mandag den 29. oktober 2012

Et par noter fra Indien, forår 2012.

Vi er her på gennemrejse. Vi får aldrig overblik over tragediens omfang, men fornemmer den i glimt.
I Chalal: Hotelejerens sorte fod; i vinters var han i søvne gået ind i ildstedet og havde forbrændt den slemt. Her fire måneder senere er den fuldstændig sort, og selvom vi ikke lugter den, er vi sikre på at det gør den. Han har fået noget crème af en doktor. Han ligger ned hele dagen, sover for det meste. Hans vanvittige mor gør fakter ad os, besværgende tegn, og hun hvæser. Vi er onde ånder, dæmoner, det er os som brændte hendes by ned til grunden for fire år siden, det er os som har bragt de tonsvis af beton hertil, plasticaffaldet, ravefesterne.

*

I Dharamsala, eller nærmere bestemt: McLeod Ganj, den tibetanske eksilregerings by, Dalai Lamas by. De mange, mange plakater med fotografier af brændende kroppe. Tibetanere som i protest mod den kinesiske besættelsesmagt overhælder sig selv med benzin og sætter ild til. Mens vi opholder os der, har den indiske præsident et møde med den kinesiske præsident i New Delhi. Og vi ser på tv hvordan unge tibetanere brænder sig selv på åben gade. Dalai Lama er ude at rejse, men udtaler at eksilregeringen på ingen måde opfordrer til den slags handlinger. Jeg tænker på om det ikke er en forbrydelse mod karma, at slå sig selv ihjel. Jeg ville gerne have spurgt en munk, men så er vi allerede på vej videre, ned fra Himalaya, gennem endeløse cannabismarker, mod sikhernes hellige by Amritsar, hvis navn kan oversættes til Udødelighedens Sø.    

Jens Ole Krantz, knægt. Notat om dinosaurusser.











De gik på jorden, 
de havde ingen stjernetegn.

søndag den 28. oktober 2012

Hjerner. Galeries de Paléontologie et d'Anatomie comparée, Paris.


Vishnu. Sri Durgiana-templet, Amritsar.


Og nu jeg alligevel er i gang med at reklamere for egne aktiviteter, så også denne:


kbh skriver - skriveværksted på Café Din Nye Ven med forfatter Lars Bo Nørgaard.

Mandag, 5. November 2012 - 16:00 - 19:00 
0 kr.
Medbring tekster, skriv derudaf, drik skriverabatkaffe og få vejledning.

Skriveværksted med forfatter, kunstner og skriveunderviser Lars Bo Nørgaard. Medbring tekster, skriv derudaf, drik skriverabatkaffe og få vejledning.
5.-10. november sætter caféen Din Nye Ven i samarbejde med Hovedbiblioteket fokus på skrivning. Kom og hør forfatteroplæg, få inspiration og deltag i skriveværksted med masser af vejledning, sparring, hygge, fælles skrivemaskine-ordkunstværk og skriverabatter i baren. Både på Hovedbiblioteket og på Din Nye Ven står der skrivemaskiner til det fælles ORDVÆRK hele ugen. Med kunstner Mette Moeslund Brobergs hjælp omdannes ordene til et værk på Din Nye Vens vægge. Der er fernisering på ORDVÆRKET lørdag 10. november kl. 17-18.30 på Din Nye Ven, alle er velkomne!
Tirsdag d. 6. og onsdag d. 7. kl. 16-19 er der ligeledes skriveværksted, Tirsdag med forfatteroplæg med Ursula Andkjær Olsen kl. 16.00 - ca. 16.45 og onsdag skrivevejledning med litteraturformidler Lea Fløe Christensen. 
Arrangementet foregår på Café Din Nye Ven, Sankt Peders Stræde 34.
(foto af Lars Bo fra jensolekrantz.blogspot.com)
Dette arrangement blev oprettet 26. oktober 2012 af Lea Fløe Christensen

Albertineprisen

Klip fra http://knudsteffen.blogspot.dk/


Albertineprisen.  Her kommer fotos fra 2010 og fra 2011. Opmærksomheden henledes osse på FBgruppen albertineprisen. Og pristalerne i år bliver Lars Bo Nørgaard og Lars Bukdahl, er vi sikre på.






På første foto ses en blogejer, der holder pristale (Knud Steffen Nielsen, red.)
nr 2: Viggo Madsen og Martin Larsen, Peter Højrup og PabloLlambias, digtere
nr 3: prisvinder Frank Kjørup
nr 4: prisvinder René Jean Jensen
nr 5: Pristaler Lars Bukdahl
nr 6: Digterne Lars Bo Nørgaard, Pablo Llambias og Ursula Andkjær
og Pablo er jo rektor på Forfatterskolen, hvor næste prisoverrækkelse osse finder sted 4. dec for Christina Hagen.

lørdag den 20. oktober 2012

Inger (kat) og jeg tog en tur i først vaskemaskine (kogeprogram) og derefter et par timer i tørretumbler og lige siden har vi været helt uadskillelige. Ja, sådan er det.

torsdag den 18. oktober 2012





vanskeligt at forestille sig       at det alt sammen fortsætter           også i dette øjeblik hvor jeg sidder midt om natten på Solvej Frederiksberg og skriver at cyklerne klirrer    ned mod ghatsene   bålene brænder            flammerne    fortærer i dette øjeblik   endnu en menneskekrop     som bøgerne i stakke og på reoler omkring mig     sanset gennem øjenkrogen

for mit indre øre    alle disse tekster   som netop nu for mig  kun eksisterer     uklart      som bygninger set gennem tåge    eller som        bygninger bag en bjergryg     eksisterer i sig selv  
     først når mine hænder tager     bogen ned og åbner den   går ind i huset   giver det mening   læser min bevidsthed mening ind i disse atomare forbindelser      men      der er så mange bevidstheder   og hvem er jeg     når jeg sover   og myggene sværmer

omkring mig dufter mit søde blod       



    vi stod med kortet i hånden           og den gade vi stod på fandtes ikke         så lugter man sig frem    bålene igen og igen    jeg har sagt det mange gange    jeg har forliget mig med døden     at jeg skal miste      som om det var sandt    jeg er træt af at dem jeg elsker skal dø   at de dør

Facebook is the only love



lige et aftenmotto: mht regning og matematik så var jeg meget pluskæbet som barn
  • Lars Bo Nørgaard Mon jeg burde klippe mine tånegle, for jorden hyler og skriger hvorend jeg går hen? Og her den anden dag så jeg blå blink og en ufo indenfor bare et minut. Og så tænker man om negle kan modtage kosmiske signaler og signaler som ikke er kosmiske, men bare almindelige. Nå, men det var bare lidt tanker, her ud på natten.

Jord


Fra arkiverne


Telegram købt i Beograd, 2011.
















Oversættelse: Slagter i morgen kom i dag. Mama

onsdag den 17. oktober 2012

Skitse

styrter ned gennem den gade af mild støj en omfavnelse tænker her kan jeg bo helt længst ude helt ude i nerveenderne tumler vi ned mod ghatsene ned mod floden ned til de evigt brændende bål 200 mennesker om dagen vi så hænder og fødder stikke ud af flammerne et hoved og håret fangede ild huden svedet sort overgangene ikke til at registrere hver for sig hvornår lige hvornår men det skete for øjnene af os omdannelsen fra krop til aske og ud i floden væk i mørke hvirvler og det var det vi fandt aldrig ud af hvad den gade hed om den overhovedet havde et navn op og ned af den og  det lille stykke med brosten som var særligt hårdt for vores cykelchauffører at kæmpe sig over den lille svedende krop foran os så mange svedende kroppe trækkende os gennem det kaos tunge vestlige kroppe som skulle frem det er sådan det er sådan mange tjener deres penge så kan vi sidde der med vores dårlige samvittighed på slidte sæder vores velstand hvad ved vi ikke en skid ikke det mindste om den verden vi trækkes igennem som suger os ud af os selv vi er der vi er der ikke var vi der overhovedet der er et sted i min hjerne en udposning en hemmelig hule lille bag of wishes som jeg ikke kan tro virkelig kan passe at vi var der det var min krop som sansede det som nu ligger i hjerneposen og skvulper rundt jeg vil åbne det helt derind tilbage der kunne jeg godt bo der vil jeg leve det kan jeg ikke kan jeg godt glemme aldrig glemme hvad det så vil sige at erindre som om altid som om jeg var der vi var der og snakker om det kan du huske dengang vi var nede ved floden og så ligene brænde lugten der kan du huske at det var rart at være der slet ikke voldsomt som man måske kunne tro det ville være at se en mand brække en sortsveden arm med en bambuspind en hund som løb væk med en luns gennemsteget kød menneskekød brændende for øjnene af os vi var der ja vi var der bålene brænder i min hjerne noget bliver tilbage bliver noget tilbage jeg klamrer mig til det de mindste rester ilden ikke har fået fat i endnu før den blusser op igen før alt er væk igen det er vigtigt at hjerneskallen knuses hvis ikke ilden opvarmer hjernen så skallen sprænges må det gøres med en kæp det er den ældste søns opgave ellers slipper sjælen ikke ud kan ikke undslippe dette smertens hjul dette flimmer af fuglesang og indkøbsposer vi kalder virkelighed jeg ved ikke hvad jeg skal sige til det hvor jeg skal sætte min næste fod tilbage frem frem tilbage munden løber fuld af blod nej det er bare sådan det føles en drøm engang jeg kunne ikke sove og vi gik sydpå længere sydpå søgende byens grundsten prima materia at lægge i vores vitrine nu på en hylde i din tomme lejlighed på Ndr. Fasanvej Frederiksberg hvor vinden blæser og vi spiser smørrebrød og drikker snaps og drømmer os tilbage til den sydlige kyst 

Sms fra en bekendt. Aner ikke hvad han snakker om. Har slettet ham fra mine kontakter.

Fra og med i dag anerkender jeg det menneskelige vilkår: Blødt, sårbart ydre. Tak for festen!

Stills fra filmen 'It's OK Bob'. Work in progress.







tirsdag den 16. oktober 2012

Billedserie. Brev som jeg blev - og er - meget glad for.






Kom og vær med!




Torsdag 18. oktober 2012, kl. 21:00



  • Vi fejrer udgivelsen af Red Shifters debutalbum "Compania"
    (Geiger Records) med en releasekoncert på Loppen d. 18. oktober.
    Kom og vær med!

    Musik:
    Red shifter
    Distortion Girls
    DJs: Emig/Nørgaard

    Dørene åbner kl. 21, entré 30 kr.
http://redshifter.bandcamp.com/

Gravsten. Niš, Serbien. 2011.



Anekdote: Med mine rejsefæller besøgte jeg kz-lejren Crveni Krst (ja, det betyder Røde Kors. Nazisterne var gode til det med navne) i Nis. Man kan bevæge sig meget frit rundt i lejren, ingen afskærmninger, adgang-forbudt. Bag toiletterne fandt vi stakkevis af gamle gravsten, og var forundrede; hvad var forbindelsen? De så ud til at være ældre end fra 40'erne, meget ældre. Fra en annulleret jødisk kirkegård? Det hang ikke rigtig sammen. Og hvorfor så skødesløst henkastet bag toiletterne? Vi spurgte personalet. - Åh, det var fra en arkæologisk udgravning. Gravstenene var vist fra det 14. århundrede, hun var ikke helt sikker. Arkæologerne havde ikke vidst, hvor de skulle gøre af stenene, så de var blevet placeret her. Og var blevet glemt. Tja, hvad stiller man op med gamle gravsten? Tingene hober sig op. Man vil bevare dem. Man glemmer dem. Nogen finder dem, fotograferer. Og stjal jeg nogle kyrilliske bogstaver fra en af stenene? Ja, det gjorde jeg vist. De ligger ovre i vindueskarmen sammen med så mange andre stumper og stykker af verden.

lørdag den 13. oktober 2012



Der snakkes om liv


det er ikke særlig let  

at

liv det organiske    
 er i sig selv et oprør      
det er det     
det er   

 som det står    i modsætning    til alt   
andet   vi kender      
det regner     vandet plasker mod    
asfalten   det sker  
vi bevæger os igennem

   bygger et hus 
jeg sidder her og er tør og skriver 

min  
 bror ser en  
rockdokumentar  

internettet   
ved jeg endnu ikke hvad er   men   nok   
det største skridt   

            jeg mener   på så kort tid
 aldrig  nogensinde  før    
 her sidder jeg   og det regner   
   hvem læser med     fuglene er  på vej 

til   varmere himmelstrøg      de flyver      
 holder hvil i træer      
 i det sydlige Europa     

hvis vi skal tale Gud og Satan  er vi den sidstnævnte   
er liv   den sidstnævnte   men   

den slags dummesnak    kan du lide grøntsager eller kød     hvor gammel 
er du og uddannelsesniveau   

så hellere      

 jeg kan ikke spille klaver

Dagens øje


fredag den 12. oktober 2012


hvornår skal vi danse igen. alt hvad jeg skriver er samme strøm. 

der ligger en korkprop ved min side jeg har en familie mange er allerede døde. 

der er luft som jeg indånder. jeg kan fortælle en historie 

det gør nas
går nogen forbi ude på gaden. hvad var det jeg ville sige. jeg er træt af myrer.  vi snakkede om det i går. så sad vi i det tog. mest mærklige tog vi nogensinde havde siddet i. et tog af træ. så stort og med for meget lys for meget plads. og ruderne var lavet af røg.

at have været der og ikke have været der. have været der. 

ikke fordi gammel kongevej er løgn

der ligger et tøjdyr og ligner en bi ligner jeg har altid været bange 

min hund tøjhund som ligger oppe på reolen over bøgerne 

engang smed jeg den ned ad trapperne

jeg er træt af at dem jeg elsker dør

Kragelundudkrads

hvis man tænkte det hele fra begyndelsen
det ku godt ha været bedre

Selvportræt med ting


FB


Gammel advarsel, men stadig aktuel:


Sidste advarsel til KS :

For nogen tid siden modtog The Emig//Nørgaard Scientific Lab et fotografi med tilhørende tekst fra en anonym afsender:
"Blot --ja ikke bare et objekt, men over 30 i ét skud--og nu ku jeg så bare ha beholdt det, men nej, her værsgo. Min ven og stavgænger KS har lovet at sende fotografiet videre til jer, da jeg bad ham om det, og han havde netop fortalt om jeres enestående forskningsopgaver. Håber snart I kommer helt tæt på livets gåde. Og skull mit fotografi hjælpe i den retning, må I godt nævne det."

Fotografi og tekst var sendt via en vis hr. KS som vi tidligere har haft problemer med. Af respekt for privatlivets ukrænkelighed, skal vi ikke her komme nærmere ind på karakteren af disse problemer, men blot nævne, at nu er det ved at være nok, og vi ved hvor du bor, og det ville nok være en god idé hvis du snarest sender os en kuffertfuld US-Dollars (og nej: vi vil ikke ha nogen med smarte røde pletter eller lignende kunstpjat-og-pjank). Vi har et meget dedikeret og dygtigt laboratoriehold, som tager alle opgaver lige seriøst, og derfor også undersøgte dine 'objekter' efter alle alkymiens regler. De brød sammen i gråd, nåede kun lige akkurat (som du kan se på billedet) at stemple det som det det er. Nu ligger hele holdet på tredje døgn og vånder sig, sveder og ligner vi-ved-ikke-hvad, nærmest en slags urpadder, det rene rødgrød og hulker kun om deres mor, kære mor. Og de stakler har jo ikke nogen mor, det ved du udmærket godt. Skal vi til at minde dig om årsagen til din fyring. Nej, vel. Det er ABSOULT SIDSTE ADVARSEL. Ellers kommer ham her lige forbi og holder et bette afdansningsbal med dig:



Serie genoptaget: Det indre liv


Klip fra troelsemig.com



Satellite Suburbia, Internet-based art project by Lars Bo Noergaard and Troels Emig. Launched on June 1st, 2012 at Den Frie Udstillingsbygning, Copenhagen, Denmark. Satellite Suburbia consists of five different main web pages but should be viewed as one coherent project. - See links to Satellite Suburbia below. 
The project is supported by the Danish Arts Council

Skitse 2



Duerne  på ledningerne udenfor vinduet i Amritsar  det første hotel   
den hellige zone   intet rusmiddel måtte indtages her      
på altanen   vi besmittede bogen (sikhernes hellige) rundt om hjørnet   
vi så den blive lagt i  seng på TV   

*
Det var forår var det. Nej, sommer, brændende varmt. Hvilket instrument, hvilken sang? 

Jeg sover ikke. Sommetider gør jeg.    Det er jo ikke fordi 
det   er første gang    jeg har set    en due   men due    findes du også her     
senere    efter et uvejr   som    gav  mig virkelig gav mig fornemmelsen   af at være i en ørken   
indkredset    


 i en oase   jeg ved det stadig ikke   hvad jeg skal kalde det   liv    

alt kan ske   for hurtigt   man når kun at    få et glimt   af noget her     så jeg en satellit       
glide henover himlen   det lille øje lille kyklop       
 ser alt  som ingenting   
har jeg set så mange gange   før   men det var   første gang     
som første gang    mens regnen gled af palmebladene       
og jeg var uden humør      

*
en  cykelrickshawmand ventede på os udenfor     
                  

vi sov godt 
jeg vil gerne tilbage 

Brev fra Johan B. til en fan.

Kære Poul. Jeg tror du har ret. Faktisk ved jeg det. Lad mig kort opridse hvad der skete den dag og i de følgende år: Hesten og jeg stod sådan og gloede på hinanden i knap tre døgn (min kone lavede mad til mig i perioden, gav mig vand osv. og rimlighed skulle der være til, så hun fodrede osse hesten med dejligt frisk græs og sukkerknalder). Men til sidst vandt jeg jo så, da hesten faldt død til jorden. Du kan tro vi fik hestebøf den aften. Og siden hen byggede vi en dejlig hytte af dens knogler og hud. Det blev til mange gode år i skoven, hvor vi fik os mange børn og lærte både fugle og træers sprog. Senere kom jo så industrialiseringen og familien blev splittet. Pt planlægger jeg at skrive en roman om det hele. Skal bare lige først være færdig med min ph.d. om jagt ved øjets kraft. - Har i øvrigt hørt at efterkommere af mit afkom stadig dyrker en religion som har hesten som højeste helligdom. Den er gennem tiden fusioneret med kristendommen, så de foretager rituelle korsfæstelser af heste og den slags halløj. Interessant nok, osse noget at skrive ph.d./roman om hvis jeg finder tid mellem al min foredragsvirksomhed og den nye storfamilie osv. Mvh Johan Brisedal, forfatter m.m.
Naturligvis sender jeg samtlige mine publikationer til dig, løbende. Du skal få den autograferede guldkantsudgave tilsendt. - Men tålmod min ven; jeg er cirka halvvejs i bind 1: Tidligste geologiske tid; Cornwall: Edens Have?. Småarbejder osse lidt på et bind 2, som mest handler om dyr som ikke findes. Bind 3 bliver nok noget om folks tøj og sjove ord som man næsten ikke kan tro de kan få sig selv til at bruge i det daglige. Nå, men jeg har travlt, og kan dårligt huske hvilken bog er hvilken. Og prioriteringer osv.  Der er så meget.

Dr. Kragelunds røgtobakudstyr.




















(for at få mulighed for at fotografere de herlige sager, var jeg nødt til at fixere Kragelund til en stol med gaffatape. Det var forskrækkeligt som han hvæsede og sendte ildstråler ud gennem øjnene mens det stod på. Til sidst var jeg nødt til at give ham lidt beroligende elektricitet fra det ombyggede bilbatteri. Lige nu sidder han og spiser spegepølsemadder og får sig en pilsner, vi har gjort det mange gange før.)