tirsdag den 18. september 2012

Seneste fra Kragelund. Et brev til hans veninde Trine, som heller ikke bryder sig om den vej tingene går.


Nemlig Trine. Så afskyeligt. Går selv snart rundt med kronisk kvalme. Unge mennesker nu til dags kan slet ikke se et træ eller et kommentarfelt (ja, jeg er med på de moderne sociale medier - Face Book etcetera, Twitter såmænd dagligt som en herlig lille spurvefugl) eller noget som helst tomrum, uden at så skal der snaves og snittes kærlighedssnak ind i bark, og hvad ender det ikke med. Min grænse er allerede for længst overtrådt; så kan ikke sige, at jeg sætter grænsen ved trussekanten, langtfra. Nej, fy for helvede, nu vender jeg ansigtet ind mod væggen igen, og må således indånde min egen rådne ånde. Men det er ungdommen jo fuldstændig ligeglad med, tvivler på om de overhovedet sanser noget ordentligt. Det gør de ikke.



BONUS - Ungdomsbillede af Kragelund:


















2 kommentarer:

  1. Nu var det jo sådan set at jeg og Trine vi var uadskillelige i en lang periode af vores ungdomsliv, vi gik til gymnastik sammen, vi læste tykke bøger højt for hinanden. Jeg læste nogle rigtige svære for hende så livagtigt, at hun troede at det var oplevelser fra mit eget liv. Fortalte hende hvordan jeg havde syet tunge sten ind i maven på den grimmeste ulv i hele verden og at den bette pige med den røde hat havde ligget ind i den onde ulvs mave først. Hendes øjne trillede rundt i hendes hovede, når jeg fortalte og lavede de grufulde lyde, ulven havde brugt, da jeg lagde stenene ind i maven på den modbydelige ulv. Det var nok de mest forfærdelige lyde i verden. Ingen har kunnet gøre det efter. Man er osse simpelthen nødt til at knibe sig bagi med en tang der er varmet op i en ovn for at man kan gøre det. En anden gang læste jeg den om en myg der var stærkere end en giraf. Og om smeden der lavede sin egen lykke. Det var en ægte amerikaner. Han havd engang med de bare næver sat en skole-lærerinde på plads, som havde været næsvis over for en lille indianerpige. Og indianerpigen er mange år senere faktisk min moster. Nu bruger kun sit danske navn. Hendes indianernavn var noget i retning den-solstråle-der-glimter-som guldkugler.

    SvarSlet