tirsdag den 11. september 2012

Kragelundsnak. Knud Steffen og mig selv.



    1. knudsteffen8. sep. 2012 11.43
      Samlede Kragelund ikke vores æbler op fra gaden og fra grene der måske nok hang en smule ud mod offentlig vej, men burde han ikke vide, at epicentret for frugten var privat, på privat grund. Urkildetræets rødder, der i den grad stod plantet midt i vores have, så at sige.
      Moderens skød.
      I andre tilfælde ville han nok skyde det fra sig, at hans forskellige forsyndelser, hans råben efter folk, der var fede, rødkindede, eller afrikanere var lissom ikke ham selv der råbte. Så var rodnettet pludselig interessant. Det var min moder, der satte mig på jorden, og hun er ansvarlig for min stemmes pragt og mit udseende (som jeg holder af, men vel overhovedet ikke kan tage æren for, jvf forrige). Som hendes moder igen var skyld eller årsag-hed det nu-i hende.
      Hans dårlige knæ skyldtes asfaltens modvilje mod ham som et personligt nederdrægtigt angreb udefra. Hans økonomi og den var ikke god, bevares, kunne føres direkte til (tilbage til) kommunen, og Jane Johansen i særdeleshed, der i den grad havde gjort livet surt for ham. Indimellem beskyldte han hende for den begyndende parendentose, der var i færd med at rydde hans mund.
      Mange af hans sætninger afsluttedes ofte med: gid folk dog bare havde nok i deres eget. Og det ku falde uanset om der blev berørt større politiske sager eller småt. En gang i forbindelse med Nagorno Karabhak. En anden gang havde nogen smidt nogle skodder på vejen.
    2. lars bo nørgaard11. sep. 2012 16.19
      Knud, du kender Kragelund. (selvfølgelig, havde jeg nær skrevet). Har gået og villet kontakte dig ang. netop Kragelund. Du har erfaring med at være kommunalt ansat værge (for KE Krantz; jeg behøver ikke nævne det). Du har allerede gættet det: Yes, jeg er blevet værge for Kragelund. Jeg skal ikke kede med den lange forhistorie for dette mit seneste skæbnetvist. Blot kort: Du ved jeg sysler med folkemindesamleri (mest for at få ryddet op i skidtet), og faldt altså så en dag i Stadsarkivet over Kragelunds skrifter. Noget ved dem, må have antændt en spinkel følsomhed overfor kræet i mig. Måske mindede hans skrigerier mig om mig selv da jeg var i 16-årsalderen og mit hår var fedtet og huden filipensramt. Skulle jeg engang få den vildfarelse, at skrive mine erindringer, skulle det afsnit hedde 'Den unge Kyklop', må det aldrig hænde. Nuvel, jeg sad altså, både grinende og grædende, og dechiffrerede Kragelunds på een gang ziirlige og komplet barnagtige håndskrift. Nej: Kort: Undervejs i arbejdet gik det op for mig, at Kragelund endnu ikke var helt død (hvordan jeg blev opmærksom på dette, er alt for lang og utrolig en historie, til at der her er plads til den, men lad mig blot nævne at det skete via bl.a. et flystyrt og et utilsigtet indtag af hallucinogene substanser). Og, ja, her sidder jeg så, pludselig hans værge og redaktør. Og nu er alt min skyld. Yes. Hvis det da ikke er hin encellede excellence, som først formastede sig til at dublicere sig selv (og somme tider synes der ikke at være forskel på det første og det sidste). Jeg vil nævne blot ét af mange, mange problemer: Han er ved at ruinere mig, alene ved sit forbrug af toiletpapir, som han  mumificerer sig selv med. Straks bliver papiret vådt af hans usædvanlige svedudsondring, og så skal indpakningen  skiftes, og sådan går legen ellers muntert derudaf i sommetider halve døgn efter halve døgn, indtil han falder udmattet om på stuegulvet, og jeg kan få mig en velfortjent røgtobak. Har du tips? Hvordan kan man fx slå, uden at det laver afslørende mærker på kroppen? Kan man trække tænder ud, uden at det er tydeligt, at det var mig, der gjorde det? Og i det hele taget: Hvad skal jeg gøre? For jeg har snart tabt ti kilo siden det hele begyndte i sidste uge.

1 kommentar:

  1. Kragelund optager mig mere og mere, jo mindre jeg egentligt ønsker det. Selv den dag hvor han ikke er her mere, vil han være endnu mere i vores sind. Jeg frygter hans bortgang. Jeg så ham flygtigt en eftermiddag, vi begge var ved læge. Vi var de eneste mænd i konsultationen. Så mine øjne søgte hen mod ham. Han svedte voldsomt. Jeg tænkte at det nok måtte være nervøsitet. "Er De nervøs, Kragelund?" spurgte jeg ham direkte. "Nej, overhovedet ikke" svarede han og samtalen gik i stå. Jeg ville ikke komme med follow-up-spørgsmål, som jeg jo ellers lærer min coach-elever. "Tag aldrig et nej for nej, men tag altid et ja for et ja". Mere var der ikke. Og da han kom ud fra lægen var han totalt indpakket i gaze. Et periskoplignende rør sørgede for ilttilførsel.

    SvarSlet