tirsdag den 18. september 2012

Kragelundnote

Gode Knud, kære ven, bedste menneske. Nu har jeg læst og genlæst dit svar på min forespørgsel ang. Kragelund. Og jeg vil sige dig mange tak. Og straks tilføje: Du er dog ... ja, ved ikke lige hvad, indsæt selv hvad du nu lige synes. For det er tydeligt, at det er sådan du begår dig i verden; passer fakta dig ikke lige, så laver du bare om på verden. Magen til forvrøvlet ævlebævlesvar har jeg da sjældent fået på et ærligt og ridderligt ment brev med bekymring for en god fælles ven. Jeg genfortalte for Kragelund, hvad du havde skrevet om naturoptagelser og båndoptagere og krostuesnak. Det er ikke fordi jeg bryder mig sønderligt om Dr. Pumpernickel (det er mit kælenavn for Kragelund), men det er svært ikke at blive sjæleligt berørt, når en voksen mands øjne løber i vand (uanset den grumsede konsistens af dette vand, uanset den unaturlige farve dette øjenvand måtte have), og hans snaddeskævvredne underlæbe dirrer som en klokkeblomst i forårsbrisen. Nok med alt det poesieri. Det jeg vil sige er: Skam dig, Knud. - Kragelund har låst sig inde på sit kammer og trukket gardinerne for, tager ikke føde til sig, og jeg har ellers lokket med at spæde havregrøden op med smørklat og tranebærsyltetøj. Du ved udmærket godt at han aldrig i sit liv har nydt ægteskabets fornøjelser. Alle de gange han i fuldmånens skær har sunget serenader for en udkåren, og ikke har fået andet til tak en grydefuld kogende beg. Tænk lige på det. Og tænk på den gang han selv, som det først menneske nogensinde havde frembragt to dejlige drengebørn i sit laboratorium (i tre hele år sad han natten lang ved kolber og reagensglas og vågede over sit herlige bryg), og de så allerede som spæde forlod ham med hånlatter og meddelelse om at nu skulle de ordentligt på druk og bordel på hans regning. Og fremdrog han sin portmonnæ og gav dem hver en skilling han havde, for dog i det mindste at spille den sølleste af sølle biroller i deres videre levned? Ja, det gjorde han. Hvad han laver derinde på sit ensomme kammer, tør jeg ikke tænke på, men sover gør han ikke, og ikke den mindste lyd strømmer ud derinde fra. Skam dig Knud. Jeg håber kaffen smager dig godt i dag og hver dag fremover. At fiolen spiller dig muntert i øret dag og nat. Farvel. Og skulle hilse (ja, det hørte jeg lige Kragelund mumle inde fra kammeret i dette øjeblik, så er der dog stadig liv).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar