lørdag den 8. september 2012

Kragelund om sin barndoms gravhund og mere mellem himmel og jord.

Spørg mig ikke hvorfor, men nu er jeg altså drevet til at skrive om noget jeg aldrig har fortalt én eneste levende sjæl i hele mit uendelige liv. Skriften har været i gang med sine pilfingre, rigtig fedtet rundt i de mest slammede områder af mit cerebrale lokum, og har fundet en nuttet lille historie, en rigtig tårevæder. Jeg har gået rundt om mig selv i flere dage nu. Travet og travet i Søndermarken. Herligt tom i kraniet. Ikke én tanke tænkte jeg, selvom solen skinnede lystigt (lystigt!?). Men så var det jeg tog min hånd i at klø en gravhund bag øret, og følte min krop gennemstrømmes af noget jeg naivt vil kalde 'lykke'. Og ja, så var det det skete; så begyndte skriften at køre henover hjernehvælvet. Du godeste som det gnistrede og lynede, den rene kosmiske smedje (nu kommer jeg til at tænke på min morfar, som var smed af den gamle skole og lugten i smedjen og lyden af hammeren mod et stykke gloende jern på ambolten; en hestesko velsagtens. jeg stopper her). Og hvilke former trådte frem af al denne gnistren, tænker du nok, kære læser (gud forbyde, at du findes) - det skal jeg sige dig, jeg har intet valg, slavebundet som jeg er etc.: Det var min barndoms gravhund, ja såmænd, Yanni hed den, og det hed den fordi kennelen hvorfra den kom, navngav alfabetisk, og altså så var kommet til Y, og Yrsa skulle den altså ikke hedde, den skæbne fik en af dens søskende nok. Og den var skam af meget fin familie, bedste gener, samme kennel som producerer hunde til Kongehuset. Ja. Meget fin vovse. Og vi elskede hinanden, som kun en ung knøs og en hund kan gøre. Men som det er med dyr, så døde den. Jeg var ikke hjemme, da det skete; jeg var på lejrskole. Et ophold jeg intet husker af, for jeg havde det elendigt, ville ikke snakke med nogen, ønskede intet andet, end at sove, sove døgnet rundt. Ingen næring tog jeg til mig, gik ikke i bad, spillede ikke bold. Da jeg så kom hjem, mærkede jeg straks en trykket stemning hos mine forældre. Og jeg vidste straks, hvad som var fat: Yanni var død. Med ét stod det mig klart, at det var grunden til de seneste dages tungsind. Og sandt er det, at jeg sagde til min gode fru Moder, at jeg havde følt mig kold og nedtrykt på slaget otte, onsdag aften. Netop tidspunktet for Yannis udånden, svarede Moder mig med slet skjult chokansigt. 

Ja, værsgo, det var den historie. Og jeg tror ellers ikke på noget kosmisk pjat, eller det clairvoyante, snyd og bedrag. Men det skete, jeg oplevede det, og sådan er det.

3 kommentarer:

  1. Du kunne godt lige have lidt mere respekt for Kragelunds følelser, PF. Han er trods alt et medmenneske. Trods alt, siger jeg.

    SvarSlet
  2. Stærke sager,LB.... jeg havde på et tidspunkt en svigermoder, der hed Yanni, ædel af byrd og stor i barm. Hun havde en af Jyllands bedste hundepensioner. Ude ved vejen stod et skilt hvor der stod: hundepension. Jeg ku aldrig nære mig for at spørge med et herligt skælmsk hovede, når jeg hver lørdag gjorde holdt med min ladvogn: "Hvor meget får en hund i pension?" Og så lyste hun op i et smil og kaldte mig altid: "Åh, din bandit." Så stod den på sildemadder og kaffe på kande.

    SvarSlet