onsdag den 5. september 2012

Fragment af Dr. Kragelunds samlede skrifter. Om de tidligste år.


Jeg blev født på parkeringspladsen foran den lokale brugs og svøbt i forhåndenværende omkringsusende plasticposer. Hvordan kunne jeg så undgå at ende som jeg er endt, så fuldstændig forkommen hjerne, forkølet og med foragten flydende i mine årer? Jeg husker slet ikke mine første år. Først i børnehavealderen dukker så småt nogle minder op: Skoldkopper. Lussinger når jeg ikke ville æde min udsmattede leverpostejmad, drikke min kop svinefedt. Jeg var et skrigende barn og et skravl. Det er sådan jeg husker det. Efter fødslen fandt jeg en forladt carport i et udbombet villakvarter og lavede mig en rede dér. Mit had til havet var allerede vakt. Den gustne gus overvældede mig om morgenen, kvalte mig, tyngede mit spæde sind dybt ned under jorden.

Men jeg roder rundt i det; på den ene side skriver jeg, at jeg ikke husker mine første år, mens jeg på den anden beskriver hvordan jeg blev født, hvordan jeg kravlede ind i en carport. Det er det ækle ved skrift; den hiver ting frem, som jeg helst lod ligge i hjernens aflåste kældre, hvor de hører til. Eller værre endnu; den finder på, lægger til og trækker fra som det passer den. Hvorfor piner jeg mig selv på denne måde? Sidder her og piller i en lort som dårligt nok er min egen. Sproget er en parasit. Det er ikke mig, som vil det her, det er denne fremmede organisme. Mine fingre danser dens dommedagsdans henover tasterne, og jeg kan blot sidde måbende og fylde mig med spiritus for at holde det ud. Noget billigt sjask nede fra Fakta. Hver dag ydmygelsen ved at trave derned og bede om de samme to flasker billig whisky - "slavewhisky" som jeg har overhørt unge mennesker så rammende benævne den. I det mindste skal jeg ikke røre ved ekspedientens hånd, når jeg skal betale for min gift; de har installeret en tragt ved kassen, hvori man smider sine smudsige mønter. 
(note til afsnit om det fejlslagne forsøg på at finde sindshvile i Indien (største dårskab i mit liv, jeg vrider mig som en orm i en endetarmsåbning ved at mindes det): rupeesedlerne hvis bemøgethed transcenderer enhver beskrivelse). 

Nok for i dag. Mere end.

4 kommentarer:

  1. Ikke hvis man er Dr. Kragelund. Ak, nej, slet ikke.

    SvarSlet
  2. Samlede Kragelund ikke vores æbler op fra gaden og fra grene der måske nok hang en smule ud mod offentlig vej, men burde han ikke vide, at epicentret for frugten var privat, på privat grund. Urkildetræets rødder, der i den grad stod plantet midt i vores have, så at sige.
    Moderens skød.
    I andre tilfælde ville han nok skyde det fra sig, at hans forskellige forsyndelser, hans råben efter folk, der var fede, rødkindede, eller afrikanere var lissom ikke ham selv der råbte. Så var rodnettet pludselig interessant. Det var min moder, der satte mig på jorden, og hun er ansvarlig for min stemmes pragt og mit udseende (som jeg holder af, men vel overhovedet ikke kan tage æren for, jvf forrige). Som hendes moder igen var skyld eller årsag-hed det nu-i hende.
    Hans dårlige knæ skyldtes asfaltens modvilje mod ham som et personligt nederdrægtigt angreb udefra. Hans økonomi og den var ikke god, bevares, kunne føres direkte til (tilbage til) kommunen, og Jane Johansen i særdeleshed, der i den grad havde gjort livet surt for ham. Indimellem beskyldte han hende for den begyndende parendentose, der var i færd med at rydde hans mund.
    Mange af hans sætninger afsluttedes ofte med: gid folk dog bare havde nok i deres eget. Og det ku falde uanset om der blev berørt større politiske sager eller småt. En gang i forbindelse med Nagorno Karabhak. En anden gang havde nogen smidt nogle skodder på vejen.

    SvarSlet
  3. Knud, du kender Kragelund. (selvfølgelig, havde jeg nær skrevet). Har gået og villet kontakte dig ang. netop Kragelund. Du har erfaring med at være kommunalt ansat værge (for KE Krantz; jeg behøver ikke nævne det). Du har allerede gættet det: Yes, jeg er blevet værge for Kragelund. Jeg skal ikke kede med den lange forhistorie for dette mit seneste skæbnetvist. Blot kort: Du ved jeg sysler med folkemindesamleri (mest for at få ryddet op i arkiverne), og faldt altså så en dag i Stadsarkivet over Kragelunds skrifter. Noget ved dem, må have antændt en spinkel følsomhed overfor kræet i mig. Måske mindede hans skrigerier mig om mig selv da jeg var i 16-årsalderen og mit hår var fedtet og huden filipensramt. Skulle jeg engang få den vildfarelse, at skrive mine erindringer, skulle det afsnit hedde 'Den unge Kyklop', må det aldrig hænde. Nuvel, jeg sad altså, både grinende og grædende, og dechiffrerede Kragelunds på een gang ziirlige og komplet barnagtige håndskrift. Nej: Kort: Undervejs i arbejdet gik det op for mig, at Kragelund endnu ikke var helt død (hvordan jeg blev opmærksom på dette, er alt for lang og utrolig en historie, til at der her er plads til den, men lad mig blot nævne at det skete via bl.a. et flystyrt og et utilsigtet indtag af hallucinogene substanser). Og, ja, her sidder jeg så, pludselig hans værge og redaktør. Og nu er alt min skyld. Yes. Hvis det da ikke er hin encellede excellence, som først formastede sig til at dublicere sig selv (og somme tider synes der ikke at være forskel på det første og det sidste). Jeg vil nævne blot ét af mange, mange problemer: Han er ved at ruinere mig, alene ved sit forbrug af toiletpapir, som han bestandigt skal mumificere sig selv i. Straks bliver papiret vådt af hans usædvanlige svedudsondring, og så skal indpakningen straks skiftes, og sådan går legen ellers muntert derudaf i sommetider halve døgn, indtil han falder udmattet omkuld på stuegulvet, og jeg kan få mig en velfortjent røgtobak. Har du tips? Hvordan kan man fx slå, uden at det laver afslørende mærker på kroppen? Og i det hele taget: Hvad skal jeg gøre? For jeg har snart tabt ti kilo siden det hele begyndte i sidste uge.

    SvarSlet