onsdag den 5. september 2012

Brev fra Dr. Kragelund til en ven i nød.

Dengang jeg var oberst i Fremmedlegionen havde jeg en rekrut som var det rene skravl. Kom til mig hver gang vi havde øvelse og klagede over ondt i ryggen og de andre drillede, eller han kunne ikke tåle regn, eller kaffen var forkert mærke, eller, eller, eller. Som om legionen er en vuggestue eller fransk café. Jeg får hovedpine bare ved at tænke på ham, og min højre hånd knytter sig sammen og sitrer så grumme, så længselsfuldt. Men yes, så røg han i svedeboksen og jeg gav ham lidt småstød med nogle startkabler, ikke noget en rigtig soldat lader sig mærke med. Bare lidt løjer og kammeratskab. Og så lige et faldskærmsudspring uden faldskærm. Det var tider. Men man skal ikke dvæle ved fortiden. Fremad, som jeg altid har sagt. - Og jeg skriver ikke det her, for at sige at du er en pivskid, fordi du skrev det med din invaliditet. Sagen er den, at jeg har åbnet en lille nebengesjæft med diverse udskiftning af kropsdele. Helt lovligt og kontrolleret. Og vi er jo gamle venner, så du siger bare til. Skalpellen er klar og desinficeret 100%.  
Skal i øvrigt hilse fra Jens Ole. Han sidder og sorterer den seneste sending. Hele tiden skal man være over ham. Så sidder han og piller næse med en bondehånd, så er det en Formel 1-kørers højre fod han leger ballet med. Ingen respekt og etik er der i den drengs hoved. Og jeg gør ellers mit bedste og hæver og sænker stemmen helt rimeligt og relevant. Og når det er revselse, søger jeg altid for, at han er indforstået med hvorfor jeg er nødt til at gøre som jeg gør. Men så starter vi forfra den næste dag. Men jeg giver ikke op, inden længe bliver han en mand, og så får piben en anden lyd. Men, ja, naturligvis skal der også være plads til leg. Jeg læser jo da moderne teori.
Men som sagt: du siger bare til. 

Bedste hilsner
Kragelund

Ingen kommentarer:

Send en kommentar