fredag den 31. august 2012

Skitse. Fragment.


Jeg siger til Alvin at jeg synes man kun bør indtage rusmidler ved særlige lejligheder, når der er noget at fejre, det bør ikke være noget man bare hælder i sig hver og hver anden dag, for at flygte fra livets trivialiteter eller hvad det kan være, livsløgne osv., den skide kælling som skred fra én fem gange, ti, tyve, nå var det forskellige kællinger, lige meget, skål og atter skål og en til det andet ben, og gummiskoen skal da også have én. Han betragter mig gennem øjenlågenes smalle sprækker, ryger langsomt på sin cigaret, dybe drag, fylder lungerne helt ud og holder røgen nede længe inden han puster den ud i en minimal stråle (hvilket alt sammen undrer mig såre, eftersom han jo er holdt op med at ryge, og hvor har han overhovedet cigaretter fra, har han bestjålet mig etc.). Så siger han, at jeg jo generelt synes overmåde begejstret for tilværelsen.
     Antyder du, at jeg drikker for meget?
     Han trækker på skuldrene og tager et drag mere af sin mystiske cigaret.
     Det er jo det du gør.
     Jeg synes det du siger, er flot sagt, og giver god mening.
     Tak.
     Det var så lidt.
     Hold kæft en idiot. Og han har været i min tobak, sidder og ryger den lige op i mit ansigt, mine gode, dyre tobak, og så meget er der heller ikke tilbage. Det svider i øjnene. Det svider i hele kroppen, faktisk. Især svider det mine knoer, jeg mener; det kløer, men jeg slår ikke, jeg slår aldrig, men det er godt nok lige før.
     Så hørte jeg en besynderlig stemme, ligesom hviskende inde i mit hoved:
     Ja, lige før var det, sagde stemmen.
     Hvem taler?
     Det er Conán.
     Conán?
     Ja Conán. Jeg er i vindens raslen med bladene de forårsspæde, de sommermodne, de efterårsdøende. Jeg er i bækkes klukken, floders brusen. Jeg er i stormen, jeg er i …
     Ja, tak, stop. Du er i mit hoved. Ud med dig.
     Jeg husker slaget ved Washaway. Der var du ikke bange for at bruge næve eller sværd eller bue eller noget andet våben. Badet i blod stod du, med mange fjenders tom-øjede hoveder liggende omkring dig som kastanjer efter en efterårsstorm.
     Ud sagde jeg! Stop det ævl!
     Men …
     Nej.
     Hm. Beklager, så tog jeg fejl. Det er længe siden. Hvileløst har jeg faret omkring i øst og vest i menneskealder efter menneskealder, mens du har sovet. Nej, undskyld. Ikke dig. Beklager.
     Ja. Ud.
     Ja, nå, jeg troede bare …
     Farvel.
     Jeg trængte virkelig til en øl og en god lur efter den omgang. Øl var ikke inden for rækkevidde, så jeg kravlede direkte ned i min sovepose og faldt i søvn. Og en god søvn var det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar