fredag den 3. august 2012

Prøveoversættelse. 'Et liv fuld af huller' af Driss ben Hamed Charhadi


Uddrag af første kapitel: 'Hittebarnet'



Da jeg var otte år gammel giftede min mor sig med en soldat.
      Vi boede i Tettaouen. En dag kom min mors mand hjem og sagde til hende: Vi er nødt til at flytte til Tanja. De flytter barakkerne dertil, så vi er også nødt til at flytte.
      I orden, sagde hun. Hvis vi er nødt til at flytte til Tanja, så lad os tage af sted.
      Gør det hele klar. Når lastbilen kommer til huset, putter vi det hele ind og tager af sted.
     Ouakha, sagde hun. Hun pakkede det hele, tøj og madrasser og puder, og ved middagstid kom der en lastbil. De puttede tingene ind. Så steg vi også ind i lastbilen, og de kørte os væk. Vi tog til Tanja og fandt et hus i Dradeb.
     Vi havde boet der i tre eller fire måneder. En dag gik jeg ud af huset alene. Jeg kendte ikke husene eller menneskene i kvarteret. Jeg gik ud og begyndte at gå af sted, og jeg blev ved med at gå, gå, indtil jeg var langt væk, oppe på Boulevarden. Og det blev aften og jeg begyndte at græde. En mand spurgte mig: Hvad er der galt?
      Jeg ved ikke hvor min mor er og jeg ved ikke hvor mit hus er.
      Han sagde: Kom med mig. Jeg følger dig hjem. Han tog mig hen til comisaría’en. En politibetjent sad i en stol i døråbningen. Han spurgte mig: Hvor bor du?
      Jeg svarede ham: I Tettaouen.
     Stakkels dreng, sagde han. Kom her. Han gav mig en måtte og sagde til mig: Sæt dig ned her. Er du sulten?
      Ja, svarede jeg. Så bragte han mig lidt mad og et stykke brød.
      Er du færdig? Giv mig skålen. Jeg gav den til ham og han tog den væk. Så sagde han: Kom her. Tag de gamle bukser af. Tag dem af. Vær ikke bange. Så jeg tog dem af. Kom her, sagde han til mig. Sæt dig på mit skød. Han løsnede sine bukser. Vær ikke bange, blev han ved med at sige. Så troede jeg at jeg så en slange i hans hånd, og jeg hoppede ned og løb ud af rummet. Han løb efter mig, men en anden mand fangede mig.
      Hvad er der galt? Hvor er dit tøj?
      I rummet, svarede jeg. Den første politibetjent kom løbende. Hold ham! Han er blevet væk. Giv ham til mig.
      Han satte mig ind i et andet rum og kom med mine bukser til mig. Kom her ind. Hold op med at græde. Jeg gjorde ikke noget ved dig, gjorde jeg?
      Nej.
      Og sig ikke noget til nogen.
      Det lader jeg være med.
      Han lukkede døren og efterlod mig der, og jeg sov. Om morgenen kom en spansk mand. Politibetjenten sagde til ham: Nogen kom her hen med drengen i aftes. Han er fra Tettaouen. Han er blevet væk.
      Hvor bor du? Spurgte ham mig.
      I Tettaouen, svarede jeg ham.
      Kom her, sagde han. Og han tog mig med til Tettaouen.
      Politiet ledte efter min mor over alt i Tettaouen og de kunne ikke finde hende. Og de sagde: Denne dreng har ikke nogen familie. Vi sætter ham i Fondaq en Nedjar.
      De satte mig i Fondaq en Nadjar, hvor de sender børn, og også kvinder, som ikke har en familie, hen. I fondaq’en spurgte de mig: Hvor bor du henne, dreng? Jeg svarede dem: Her i Tettaouen. Og de ledte og ledte også efter mit hus, og fandt intet, intet.
      Og jeg blev der. De gav mig tøj og sko og alt jeg havde brug for. Vi spiste hver dag og havde tæpper at sove under. Og jeg var stadig lille og endnu ikke omskåret. Det så de og sagde: Du skal omskæres. Jeg var bange, og jeg sagde: Nej! Når jeg finder min mor, gør jeg det.
      De ringede efter pacha’en. Han kom og sagde: Den dreng skal omskæres nu. To mænd tog fat i mig og gav mig til kvinderne som boede der. De slog to væddere ihjel og de omskar mig. Jeg blev hos kvinderne indtil jeg var kommet mig. Nogle af dem gav mig slik, og nogle gav mig penge, men jeg vidste ikke hvad penge var. Da jeg var kommet mig, kom jeg tilbage at bo hos de andre. Jeg var i gang med at lære at læse. Fra den ene dag til den anden begyndte jeg at vide noget.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar