onsdag den 1. august 2012

Lægedagbog 2

Jeg er ikke nogen disciplineret dagbogsskriver. Ikke noget med at sætte sig ved pulten hver eneste gudsjammerlige dag og nedskrive, hvad som er hændt af hjerteoperationer og glimt af kavalergange, også i dag var maden i kantinen lunken og smagte af karklud. Som om jeg nogensinde har haft en karklud i munden. Men maden smager som en karklud lugter. Og ethvert barn ved vel, at smagsoplevelsen i høj grad går gennem næsen, det fintfølende organ (selvom man selvfølgelig i dyreriget kan finde rigeligt med eksempler på prægtigere lugteorganer, end det menneskelige (den stjernenæsede muldvarp!). I det hele taget overvurderer mennesket endeløst sig selv). Jeg er træt af den kantine. Hvis jeg havde mere tid, ville jeg finde mig en kone, og så ville det være slut med kantinemad, så ville jeg have madpakke med. Og være fri for køen. Den tåbelige knævren dér. Hvis ikke det var fordi sproget var menneskets første teknologiske landevinding (eller var det beherskelsen af ilden som kom først, og deraf kom ordets teknologi; mantraet som skulle mane ildens ånd til besindelse?) og vi ikke ville have udviklet noget så avanceret som medicinen uden sproget (og det medicinske sprog! Se dér har vi et sprog!), ville jeg gerne være det foruden. Altid er det det laveste i mennesket som finder vej ud gennem mundhulen. Alle disse vibrerende stemmebånd, alle disse spastiske tunger. Nat efter nat skal jeg pines af billeder af voldført muskulatur. Men hvor kom jeg fra? Min manglende disciplin, ja. Skulle eftertiden af uransaglige årsager præservere disse mine skriblerier, ville de vel minde læserne om hvordan sygdomme pludselig optræder i kroppen. Tilsyneladende uden bagvedliggende årsag. Ganske umotiveret begynder celler at mutere, immunforsvaret at reagere. Og man får feber, man får kvalme, man falder om, og snart indtræder døden, hvis ikke man søger hjælp hurtigst muligt og er så heldig at en eller anden kirurgisk metode eller modgift er udviklet, så man kan vende bare den mindste smule helskindet tilbage til sin tummerum - og hvem vil vel egentlig ikke gerne have en lille pause, læne sig tilbage og være patient. Ikke mig. Nå. Videre. Tilbage til skalpellen, jeg har endnu mange kroppe at åbne og lukke, inden jeg kan hengive mig til den nye praktikant. Kragelund, du er et svin, synes jeg at høre Portør-Madsen sige, mens skråsaften (skråskriften, havde jeg nær skrevet) løber ham nedover hagen. Og hvad så.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar