fredag den 31. august 2012

Fragment. En forfatter har problemer med sine karakterer.


Jeg vågner ved at nogen står og rømmer sig, klaprer metal mod metal udenfor mit telt. Jeg stikker mit halvvågne hoved ud, lige midt i en dejlig drøm, hvor jeg var hjemme på hummeret med Marion, og vi var i gang med de sødeste ting et ungt par kan foretage sig. Så står Lancelot derude og retter på sin mustache, en papirrulle i hånden. Straks han ser mig, åbnes han øjne til unaturlig størrelse, han klapper hælene sammen og lyser som vintersolen i Arktis eller omvendt. Han rømmer sig igen, koket som Lucifer selv, og begynder at læse op, opråb, opråb. Nu er det så ikke nok med eget køkken længere, nej de vil have egen kok, og ikke bare hvilken som helst kok, nej, uddannet fra L'éducation Nationale skal han være, og helst have arbejdet på Michelingodkendt restaurant, allerhelst et par stykker. Og hurtigst muligt. Lancelot kigger op fra papiret og direkte på mig, de er faktisk sultne, siger han; Arthur er gået fuldstændig sukkerkold og nægter at foretage sig noget som helst, før han har fået noget foie gras. Foie gras! Udbryder jeg.
     Ja, foie gras, han er konge, og ikke hvilken som helst konge, men selveste the once and future, husk lige det.
    Han er en gammel selvoptaget nar! Har altid været, vil altid være. Ryger det ud af mig, straks får jeg lyst til at æde min egen tunge. Det er mig der bestemmer her.
    Lancelot løfter sine veltrimmede øjenbryn og ser triumferende på mig. Du ønsker altså at droppe projektet, siger han.
    Nej, nejnej. Men … altså … jeg er det eneste virkelige menneske her, kød og blod … og ...
    Er du det? Er du sikker?
    Tja, jeg ved ikke længere. Men vi står faktisk ude midt i en skide skov i Cornwall. Hvor skal jeg finde en michelinkok, og med så kort varsel?
    Dit problem, siger Lancelot så, og ruller rullen sammen, stiger op på sin hest og forsvinder udover græsmarken, lige inden han forsvinder ind i skovbrynet på den anden side, standser han op, vender sit hjelmbeklædte hoved og råber til mig: Og rigelig med årgangsvin!
    Jeg finder min pengepung frem og tæller sedler, giver mig til at græde. Jeg bliver aldrig forfatter. Nerverne hænger efter mig som en påfuglehale.    

Ingen kommentarer:

Send en kommentar