onsdag den 1. august 2012

Dagens dyr





















Dyret er indisk. Fotograferet i Indien. En gekko. Gekkoer kan sidde fast på alt andet end teflon; på hver fod har de cirka en milliard små hår som hægter sig fast til underlaget på molekylært niveau. Stedet hvor jeg fotograferede det ligger tæt ved Ganges, 30 minutters kørsel udenfor Varanasi. Man kører langsomt, langsomt i Indien, så måske ligger det kun 5 kilometer udenfor Varanasi. Vi var blevet kørt derud af vores ven Shanti; en rigmand sidst i tresserne. Vi boede i et residency ved siden af hans palads. Familien havde i århundreder været statsministre for maharajaerne. Desuden var de landejere, havde haft mangoplantager. Og de havde tradition for at støtte kulturen. Bl.a. havde Ravi Shankar boet i paladset en overgang sidst i tresserne, og ved denne lejlighed var George Harrison kommet på besøg, for at lære at spille på citer. Og the Beatles havde spillet en koncert på paladsets plæne. Men det er altsammen en anden historie. Der er mange historier. Tilbage til stedet, hvor jeg fotograferede dyret: Shanti havde i længere tid lovet os en tur til et helt fantastisk sted. Et sted ved floden, hvor man kunne svale sig under grønne træer og bade i floden. Vi skulle holde picnic. Vi skulle have fingerchips og sodavand. Vi glædede os. Det skulle blive skønt at komme lidt udenfor byens larm og bilos og støv. Og væk fra den kvælende varme. Ud i vandet. Ind under træernes blade. Men helt sådan var stedet ikke. Der var tale om en slags retreat i et afsvedent ørkenlignende område. Vi kørte op til en stor metalport og blev lukket ind på området. Et højt, gult tårn rejste sig foran os. Det lignede noget fra en tegneserie af Moebius og Jodorowsky. En hallucination. Fatamorgana. Vi blev vist ind i et lokale som lignede en kantine i en forstad til Hamborg. Men der var varmt, varmere end vi hidtil havde oplevet. Og personalet var dovent, langsomt, ventilatorpropellerne snurede formålsløst. Og Shanti forsvandt. Intet skete i måske en halv time. Så kom Shanti tilbage. Forvirret. Han havde fået et håndklæde viklet om livet. Tilsyneladende var han snublet på toilettet og var blevet våd. Så blev der serveret minimale sandwiches og vandflasker. Vi sad i stilhed. Mere mad kom ind. Forskellige dybstegte grøntsager. Mere vand. Og sodavand. Fingerchips. Sukker og salt er hvad man har brug for i heden. En kvinde kom flagrende ned af trapperne oppe fra tårnet. Hun skred forbi os i et virvar af løse, farverige gevandter. Håret bleget af for meget sol. Hun så europæisk ud. Hun stilede direkte mod tjenerne og begyndte at udstikke ordrer til dem på hindi. Så vendte hun sig imod os, stod lidt og kiggede tomt, som om hun ikke rigtig forstod, hvad det var hun så. Der var så underligt stille. Så sagde hun at hun var fra Schweiz, og vi så skandinaviske ud. Vi bekræftede hendes teori. "I ser så typisk skandinaviske ud. I ligner alle skandinaver jeg nogensinde har mødt, og jeg har været kærester med én," sagde hun. Aha. Vi kiggede på hinanden. Og så strømmede ordene fra hende. Hun opholdt sig her, fordi hun netop havde taget en renselseskur, og ikke måtte komme ind i byens skidt og møg, så ville det hele være forgæves. Vi manglede det vertikale i den europæiske kultur, og hun førte en oprejst hånd til sin pande. Det var derfor hun var i Indien. Jeg bemærkede at hun havde en plasticsten midt i panden. Hendes hud var som læder. Det var svært at afgøre hendes alder. Hun var sikkert yngre, end hun så ud til at være. For meget sol. Hun boede sammen med sin guru, som vist også var hendes kæreste, på et værelse oppe i tårnet. De skulle snart videre. Vi fik ikke et ord indført. Hun rablede. Og så forsvandt hun op ad trapperne igen. Efter maden gik vi ned til Ganges, som var ligeså tilsvinet her som inde ved Varanasi. Alverdens skrald flød rundt derude, sådan som skrald flyder rundt overalt i Indien. Der lå en lille ashram ved floden, hvor askedækkede, halvnøgne sadhuer sad og røg ganja. De kiggede på os fra et fjernt sted. Deres øjne meget små og meget røde. Evigthøje. Under et stort træ stod mange små gudefigurer. Og vi mødte en gammel, benet mand, som Shanti fortalte var wrestler. Vi nikkede og fotograferede. Tilbage til tårnet. Ind i bilen igen. Og så kom den schweitziske kvinde stormende ud til os. Hun ville gerne med ind til byen. Hun trængte til byen. Måtte hun ikke godt. Jo, det måtte hun. På hele turen tilbage til byen sad hun bare og gloede på os, skandinaverne. Da vi endelig nåede derind, begyndte hun at gå i panik. Det var jo ikke godt for hende, at tage til byen. Og hvor skulle vi egentlig hen? Hun anede jo ikke hvordan hun kom derfra, hvor vi skulle hen, til derhen, hvor hun skulle hen. Vi sagde: "Tag en rickshaw". "Men hvorhen?" Spurgte hun. "Tja, hvor skal du hen?" "Til Assi Ghat, der har jeg boet i 5 år." "OK, jamen, så tag en rickshaw til Assi, det tager 20 minutter." Hun kunne ikke overskue det. Helt umuligt. Så ville hun tilbage til tårnet. Så ville hun have os til at køre hende direkte til Assi. Men det ville Shanti ikke. Det var alt for lang en omvej. Nej, det var bedre, at hun bare tog en rickshaw. Hun var ved at bryde sammen. Da vi endelig kom frem til vores destination, satte vi hende på en rickshaw og fortalte chaufføren, hvor hun skulle hen, aftalte prisen for hende. Og hun forsvandt, og vi så hende aldrig igen.    

se shanti danse her: 
http://emignoergaard.blogspot.dk/2012/07/ode-to-mr-shanti-bom-bom-bholenath.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar