tirsdag den 14. august 2012

Billede2148





















Billedet er taget i et undergrundsbibliotek i Beograd sidste år. Nærmere bestemt det lokale jernbanemuseums bibliotek. Det var koldt og fugtigt som en grotte. Så hengemt og glemt. Fyldt med stakkevis af gamle togplaner og alverdens, revl og krat, alt om serbisk/jugoslavisk jernbanedrift, den mindste lille publikation. Jeg var der med min ven E. og hans far H. (som også er min ven). H. ved cirka alt om jernbanedrift. Hans fra var, så vidt jeg husker, stationsforstander på den nu nedlagte Thisted-Fjerritslev-Brovst-Aalborg-linje. Deraf interessen. Vi ankom til det lille museum. E. og H. havde også været der året før. De blev genkendt med stor glæde af kvinderne som sad på kontoret dér og drak tyrkisk kaffe. Og snakken gik. Vi fik også kaffe. Kvinderne var ganske forelskede i Henrik som nærmest vidste mere end dem om serbisk jernbanehistorie. Hvor de forskellige lokomotiver var bygget, hvilke lande de evt. havde kørt på før de kom til Serbien, og hvilke ruter. Der var snak om at H. og jeg skulle lave en lille udstilling på museet (H. er dygtig billedkunstner). Det projekt er indtil videre strandet. Tid og rum er vanskelige, uforudsigelige størrelser, spørg bare hvem som helst som har rejst med tog i Serbien; fx tog vi toget fra Beograd til Nis, og var måske to timer forsinkede på en ellers forholdsvis kort og direkte strækning - men strækningen betjener også godstog fra Tyrkiet og Grækenland især, stoppede med forbrugsgoder som skal videre op i Europa, Hamborg, Hamborg og videre, videre, og godstogene har førsteret, så man holder konstant stille på sidespor efter sidespor med udsigt til smukke landskaber, og gebrokne samtaler med lokalbefolkning. Vi drak øl og spiste brød og appelsiner og røg smøger, selvom det var forbudt, men det var konduktøren ligeglad med, for han røg selv. - Men altså: Museet. De var så søde, så søde de kære kvinder som sad der og fordrev tiden med kaffe og snak og smøger. Der kom meget få gæster på museet. Vi følte det nærmest som om vi var årets gæster. Og vi skulle have gaver. Men hvad, hvad dog, de rodede hektisk rundt i skuffer og reoler. - Vi fik lokomotivpins, vi fik plasticposer med museets logo, vi fik stakke af bøger om serbisk togdrift, fyldte med kyrilliske bogstaver, men mange interessante fotografier. Og jeg fik et hefte med skoleelevers hyldestdigte til Tito, den store leder. Jeg kan ikke læse dem. - Da vi stod i biblioteket, skulle H. på et tidspunkt på toilettet, og E. var også forsvundet et eller andet sted hen. Så dér stod jeg alene med en af de midaldrende kvinder. Der var lidt forlegenhed. Hvad taler man om, når man pludselig står der, så bliver det så intimt. Hun sagde, at hun var så glad for at tale med nogle udlændinge, som ikke ville tale om politik, om Serbiens rolle i krigen, om massakrerne, udlændinge som ikke ville dømme Serbien. Og så fortalte hun pludselig hvordan hele hendes familie; mor, far, søster var blevet myrdet af kroater, og smidt i en massegrav et sted, hun vidste ikke hvor, den var aldrig blevet fundet, og ingen interesserede sig for at finde den. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, ledte efter ord. Så kom H. ind igen, og kvinden rettede sig op, og de talte videre om jernbaner.

     



















(lægger nogle clips fra mit serbiske togbibliotek op snart, skal lige have købt et kabel til min scanner)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar