fredag den 31. august 2012

Objet trouvé / Readymade





















In memoriam min far (27. april 1940 - 23. december 2011)

Seosamh Ó hÉanaí: Amhrán na Trá Báine


Sattelite Suburbia by emignoergaard

Fragment. En forfatter har problemer med sine karakterer.


Jeg vågner ved at nogen står og rømmer sig, klaprer metal mod metal udenfor mit telt. Jeg stikker mit halvvågne hoved ud, lige midt i en dejlig drøm, hvor jeg var hjemme på hummeret med Marion, og vi var i gang med de sødeste ting et ungt par kan foretage sig. Så står Lancelot derude og retter på sin mustache, en papirrulle i hånden. Straks han ser mig, åbnes han øjne til unaturlig størrelse, han klapper hælene sammen og lyser som vintersolen i Arktis eller omvendt. Han rømmer sig igen, koket som Lucifer selv, og begynder at læse op, opråb, opråb. Nu er det så ikke nok med eget køkken længere, nej de vil have egen kok, og ikke bare hvilken som helst kok, nej, uddannet fra L'éducation Nationale skal han være, og helst have arbejdet på Michelingodkendt restaurant, allerhelst et par stykker. Og hurtigst muligt. Lancelot kigger op fra papiret og direkte på mig, de er faktisk sultne, siger han; Arthur er gået fuldstændig sukkerkold og nægter at foretage sig noget som helst, før han har fået noget foie gras. Foie gras! Udbryder jeg.
     Ja, foie gras, han er konge, og ikke hvilken som helst konge, men selveste the once and future, husk lige det.
    Han er en gammel selvoptaget nar! Har altid været, vil altid være. Ryger det ud af mig, straks får jeg lyst til at æde min egen tunge. Det er mig der bestemmer her.
    Lancelot løfter sine veltrimmede øjenbryn og ser triumferende på mig. Du ønsker altså at droppe projektet, siger han.
    Nej, nejnej. Men … altså … jeg er det eneste virkelige menneske her, kød og blod … og ...
    Er du det? Er du sikker?
    Tja, jeg ved ikke længere. Men vi står faktisk ude midt i en skide skov i Cornwall. Hvor skal jeg finde en michelinkok, og med så kort varsel?
    Dit problem, siger Lancelot så, og ruller rullen sammen, stiger op på sin hest og forsvinder udover græsmarken, lige inden han forsvinder ind i skovbrynet på den anden side, standser han op, vender sit hjelmbeklædte hoved og råber til mig: Og rigelig med årgangsvin!
    Jeg finder min pengepung frem og tæller sedler, giver mig til at græde. Jeg bliver aldrig forfatter. Nerverne hænger efter mig som en påfuglehale.    

The Life and Times of Brave Sir Bunny

























Har tidligere været bragt hist: http://emignoergaard.blogspot.dk/

Skitse. Fragment.


Jeg siger til Alvin at jeg synes man kun bør indtage rusmidler ved særlige lejligheder, når der er noget at fejre, det bør ikke være noget man bare hælder i sig hver og hver anden dag, for at flygte fra livets trivialiteter eller hvad det kan være, livsløgne osv., den skide kælling som skred fra én fem gange, ti, tyve, nå var det forskellige kællinger, lige meget, skål og atter skål og en til det andet ben, og gummiskoen skal da også have én. Han betragter mig gennem øjenlågenes smalle sprækker, ryger langsomt på sin cigaret, dybe drag, fylder lungerne helt ud og holder røgen nede længe inden han puster den ud i en minimal stråle (hvilket alt sammen undrer mig såre, eftersom han jo er holdt op med at ryge, og hvor har han overhovedet cigaretter fra, har han bestjålet mig etc.). Så siger han, at jeg jo generelt synes overmåde begejstret for tilværelsen.
     Antyder du, at jeg drikker for meget?
     Han trækker på skuldrene og tager et drag mere af sin mystiske cigaret.
     Det er jo det du gør.
     Jeg synes det du siger, er flot sagt, og giver god mening.
     Tak.
     Det var så lidt.
     Hold kæft en idiot. Og han har været i min tobak, sidder og ryger den lige op i mit ansigt, mine gode, dyre tobak, og så meget er der heller ikke tilbage. Det svider i øjnene. Det svider i hele kroppen, faktisk. Især svider det mine knoer, jeg mener; det kløer, men jeg slår ikke, jeg slår aldrig, men det er godt nok lige før.
     Så hørte jeg en besynderlig stemme, ligesom hviskende inde i mit hoved:
     Ja, lige før var det, sagde stemmen.
     Hvem taler?
     Det er Conán.
     Conán?
     Ja Conán. Jeg er i vindens raslen med bladene de forårsspæde, de sommermodne, de efterårsdøende. Jeg er i bækkes klukken, floders brusen. Jeg er i stormen, jeg er i …
     Ja, tak, stop. Du er i mit hoved. Ud med dig.
     Jeg husker slaget ved Washaway. Der var du ikke bange for at bruge næve eller sværd eller bue eller noget andet våben. Badet i blod stod du, med mange fjenders tom-øjede hoveder liggende omkring dig som kastanjer efter en efterårsstorm.
     Ud sagde jeg! Stop det ævl!
     Men …
     Nej.
     Hm. Beklager, så tog jeg fejl. Det er længe siden. Hvileløst har jeg faret omkring i øst og vest i menneskealder efter menneskealder, mens du har sovet. Nej, undskyld. Ikke dig. Beklager.
     Ja. Ud.
     Ja, nå, jeg troede bare …
     Farvel.
     Jeg trængte virkelig til en øl og en god lur efter den omgang. Øl var ikke inden for rækkevidde, så jeg kravlede direkte ned i min sovepose og faldt i søvn. Og en god søvn var det.

Whiskey ó roudeldum-row. Traditionel irsk vise oversat fra gælisk af Éamonn Ó Bróithe. (den er noget værre noget).

Whiskey ó roudeldum row
Whiskey ó roudeldum old women
Whiskey ó roudeldum row
Goat's milk, and ply her with it

I saw a priest in the glen
And his balls were flayed by the briars
I curse forever
He who doesn't look after his own!

Whiskey ó roudeldum ...

I was, one day, flying through the air,
I thought I would drown at the shore
I put my dick in my mouth
For fear I would loose my balls.

Whiskey ó roudeldum ...

I sent my wife to the strand
I thought she would drown at the shore
I went up on the height
And I danced a hornpipe jig on her.

Whiskey ó roudeldum ...

Tight are women's cunts
It is my sore sorrow that she does not fall -
If I could catch her in a pool on the strand
I would take my fill and more, of her.

Whiskey ó roudeldum ...

If you saw Father O´Neill
He wore neither a shirt nor a sleeve
His groin was uncoverede ina mhé
And yesterday morning he was a minister.

Whiskey ó roudeldum ...

I was, one day, east in Athenry
The girl of the house went to bed with me;
She pissed down my side
And misfortune to everybody for making fun of me.

Objekt på grav på kirkegården i Drumcliff, Irland


Svar til en allergodeste veninde som netop har gjort mig opmærksom på at jeg af Google Ocean har fået til opgave at kortlægge verdens kyster. (er allerede i gang med at lappe våddragten og finde beskøjterne frem. men kan ikke finde min oppustelige ølkasse. jeg tager ingen vegne uden den)


Jeg glæder mig til den her opgave. Det rene barnemad. Sidst jeg løste en opgave for Google Ocean var det oceanernes overflade jeg skulle kortlægge. Magen til bøvl jeg fik med dem (GO) da jeg kom tilbage efter 10 år nonstop til søs, og de så gik ned til Øresund og kiggede på havoverfladen dér, for at sammenligne med mine fotografier (i højeste, fineste opløsning). Så lignede bølgerne slet ikke de bølger jeg havde fotograferet, og hvor var dén måge på mine billeder og blablabla.

torsdag den 30. august 2012

Det indre liv




































(white house hostel i sligo, irland)
(kan anbefales, hvis man er på de kanter. hvilket det kan anbefales at være)

Foto af digter Peter-Clement Woetmann fra før han fik tænder.


Satellite Suburbia by emignoergaard

Forfatter Peder Frederik Jensen på den gale vej med sokker i sandalerne


Min gode ven Hr. Tyr


Satellite Suburbia by emignoergaard

Forfattere ved den irske vestkyst




















Fra venstre mod højre: Jens Peter Kaj Jensen, Jeppe Brixvold, Chresten Forsom, Dermot Healy, bag Healy skimtes Peder Frederik Jensen.
Mere om mødet med Healy snarest.

Sometimes I am bewildered
By all this foolish energy
Battering away 
Miles from people.

- Dermot Healy i "Prayer" fra The Ballyconnel Colours.























Og det kystværn Healy selv har bygget:



onsdag den 29. august 2012

Kære Susser.
Du kan tro jeg skal tage en seriøs snak med fyren, for det er jo ikke bare almindeligt smårapseri det her; jeg kunne jo være død af sult, og hvis ikke det var fordi jeg har noget pissegod medicin, kunne jeg osse være blevet slemt deprimeret. Har rent faktisk en postuniform liggende, så tror jeg vil forsøge mig med chokeffekt, og så bedst som han ikke ved hvem der er hvem, give ham en god gammeldags mavepumperbehandling og ingen nåde. Yes. Det er ikke første gang, jeg må gribe til den slags. Og bryder mig ikke om det. Men sådan som verden er i dag ...
Godt ellers at høre at din verden er alt godt. Men trist med din elskede tlf. Hvis jeg kan hjælpe, siger du bare til; jeg har mange uniformer og tricks som har virket mange gange.
At du overlever, tror jeg også, men forstår så fint det du går igennem.
Jeg har været i Indien for tre måneder siden. Det var en slags ferie, men ikke af den afslappende slags. Mere sådan øjenåbnende eller meget heftig i hvert fald. En by som Varanasi hvor man kan få følelsen af at hele spektret af liv og død udspiller sig på hver kvadratmeter næsten. Og på søndag tar jeg til Irland. For at vandre og kigge og høre musik og være væk igen.
Kæft jeg er træt af det med de ansjoser. Havde glædet mig så meget. Var det ægte finske ansjoser? 
Nuvel, nuvel.
Kram fra Kalle
PS. Er du ægte pirat?

søndag den 19. august 2012

Bloggen blir stille et par ugers tid. Skal til Irland for at vandre, høre musik, og møde forfatteren Dermot Healy. Bringer her første side af nævnte forfatters fremragende erindringsbog 'The Bend for Home'.

The doctor strolls into the bedroom and taps my mother's stomach.
    You're not ready yet, ma'am, he says to her.
    Be the holy, she trustingly replies.
    That woman of yours will be some hours yet, he tells my father on the porch. He studies the Finea sky. You'll find my in Fitz's.
    The doctor throws his brown satchel into the back of the Ford that's parked at an angle to our gate and ambles up to the pub. My father sits on a chair at the bottom of the bed. My mother has a slight crossing of the eye, and because she hasn't her glasses on she looks the more vulnerable. He has had water boiling downstairs all day. He's wearing the trousers of the Garda uniform and smoking John Players. The November night goes on. Some time later she goes into labour again. My father runs up the village and gets the doctor from the pub.
    He feels her stomach, counts the intervals between the heaves, then says, Move over.
    My mother does. He unlaces his shoes and gets in beside her.
    Call me, ma'am, when you're ready, he says and falls into a drunken sleep.
    My father is waiting impatiently outside on the stairs. Time passes. The snores carry to him. Eventually he turns the handle and peers into the low-ceilinged room. He can't believe his eyes.
    Jack, she whispers, get Mary Sheridan, do.
    He brings Mary Sheridan back on the bar of his bike. The tillylamps flare. At three in the morning the midwife delivers the child. Where the doctor was during these proceedings I don't know. As for the child, it did not grow up to be me, although till recently I believed this was how I was born. Family stories were told so often that I always thought I was there. In fact, all this took place in a neighbour's house up the road, and it was my mother, not Mary Sheridan, arrived on her bike to lend a hand.
    It's in a neighbour's house the fiction begins.





lørdag den 18. august 2012

Mikrobølgeovn bliver anskaffet og installeret i lejligheden. Kat undersøger nyanskaffelse med skeptiske øjne, dasker lidt til den, småkratter, undersøger den nærmere med tænderne. Ikke helt overbevist. Udbeder sig brugsanvisning og eventuelle andre relevante dokumenter. Får udleveret brugsanvisning. 'Som befalet, deres majestæt', siger menneske. Kat fjerner elastik fra brugsanvisning, på med de små læsebriller, læser. 'Hm, javel, nådada, aha-aha, jamen dog da', siger kat. Sletikke overbevist. Finder så et sted  et afsnit som beskriver, hvad der kan ske med husdyr, hvis man forsøger at tørre dem i en mikroovn. Brugsanvisning rulles sammen igen, elastikken tilbage på plads. Kat anlægger truende mine. Denne mine fastholdt i tre dage. Samme nidstirrende katteøjne straks når man vågner og vender sig om mod natbordet, når man kommer ud i køkkenet, når man sætter sig med sin kop kaffe; overalt hvor man møder katten. Og ikke en lyd siger den. Jeg frygter det værste.

fredag den 17. august 2012

!?

Kan nogen forklare mig, hvorfor i alverden jeg pludselig har en masse besøgende her på bloggen, som finder vej hertil via Meendo - The #1 Adult Social Network? Et site for selvudstillende, sexhungrende godtfolk.











Og og og ak, jeg gør det selvfølgelig ikke bedre, ved at lave det her indlæg, I know. Men tja, men nåja.
Åh internet, internet, dine veje er uransagelige.  

Bringin' it all back home




















Objekter hjembragt fra en rejse til Serbien sidste år. (se osse indlægget 'Billede2148')

Over Paris engang


tirsdag den 14. august 2012

Billede2148





















Billedet er taget i et undergrundsbibliotek i Beograd sidste år. Nærmere bestemt det lokale jernbanemuseums bibliotek. Det var koldt og fugtigt som en grotte. Så hengemt og glemt. Fyldt med stakkevis af gamle togplaner og alverdens, revl og krat, alt om serbisk/jugoslavisk jernbanedrift, den mindste lille publikation. Jeg var der med min ven E. og hans far H. (som også er min ven). H. ved cirka alt om jernbanedrift. Hans fra var, så vidt jeg husker, stationsforstander på den nu nedlagte Thisted-Fjerritslev-Brovst-Aalborg-linje. Deraf interessen. Vi ankom til det lille museum. E. og H. havde også været der året før. De blev genkendt med stor glæde af kvinderne som sad på kontoret dér og drak tyrkisk kaffe. Og snakken gik. Vi fik også kaffe. Kvinderne var ganske forelskede i Henrik som nærmest vidste mere end dem om serbisk jernbanehistorie. Hvor de forskellige lokomotiver var bygget, hvilke lande de evt. havde kørt på før de kom til Serbien, og hvilke ruter. Der var snak om at H. og jeg skulle lave en lille udstilling på museet (H. er dygtig billedkunstner). Det projekt er indtil videre strandet. Tid og rum er vanskelige, uforudsigelige størrelser, spørg bare hvem som helst som har rejst med tog i Serbien; fx tog vi toget fra Beograd til Nis, og var måske to timer forsinkede på en ellers forholdsvis kort og direkte strækning - men strækningen betjener også godstog fra Tyrkiet og Grækenland især, stoppede med forbrugsgoder som skal videre op i Europa, Hamborg, Hamborg og videre, videre, og godstogene har førsteret, så man holder konstant stille på sidespor efter sidespor med udsigt til smukke landskaber, og gebrokne samtaler med lokalbefolkning. Vi drak øl og spiste brød og appelsiner og røg smøger, selvom det var forbudt, men det var konduktøren ligeglad med, for han røg selv. - Men altså: Museet. De var så søde, så søde de kære kvinder som sad der og fordrev tiden med kaffe og snak og smøger. Der kom meget få gæster på museet. Vi følte det nærmest som om vi var årets gæster. Og vi skulle have gaver. Men hvad, hvad dog, de rodede hektisk rundt i skuffer og reoler. - Vi fik lokomotivpins, vi fik plasticposer med museets logo, vi fik stakke af bøger om serbisk togdrift, fyldte med kyrilliske bogstaver, men mange interessante fotografier. Og jeg fik et hefte med skoleelevers hyldestdigte til Tito, den store leder. Jeg kan ikke læse dem. - Da vi stod i biblioteket, skulle H. på et tidspunkt på toilettet, og E. var også forsvundet et eller andet sted hen. Så dér stod jeg alene med en af de midaldrende kvinder. Der var lidt forlegenhed. Hvad taler man om, når man pludselig står der, så bliver det så intimt. Hun sagde, at hun var så glad for at tale med nogle udlændinge, som ikke ville tale om politik, om Serbiens rolle i krigen, om massakrerne, udlændinge som ikke ville dømme Serbien. Og så fortalte hun pludselig hvordan hele hendes familie; mor, far, søster var blevet myrdet af kroater, og smidt i en massegrav et sted, hun vidste ikke hvor, den var aldrig blevet fundet, og ingen interesserede sig for at finde den. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, ledte efter ord. Så kom H. ind igen, og kvinden rettede sig op, og de talte videre om jernbaner.

     



















(lægger nogle clips fra mit serbiske togbibliotek op snart, skal lige have købt et kabel til min scanner)

Facebooksnak om hvor god Kaj Erik var på Forfatterskolen


 han tror på det, han lugter af guld




Satellite Suburbia

Amritsar, India.


Vashist, India.


mandag den 13. august 2012

Tekst. Tidligere publiceret i Edition After Hands antologi 'Oplæsningsrække på LYNfabrikken'.

l’Homme-Qui-Crie


Det er nogle dage siden, lidt over midnat. Jeg er alene hjemme på værelset på 79, Avenue Parmentier. I Paris. Men værelset er en anden verden, det ligger ikke i Paris. Sådan føles det. Jeg bliver en smule overrasket hver gang jeg træder ud af hoveddøren og står midt i en storby.
     Værelset er vores helle. Det minder om et sommerhus. Meget lille. En seng, et bord, et par stole, tekøkken, bruseniche, toilet på gangen. Træloftet bølger, det er damp fra badet der har gjort det. Der er sommerhuslitteratur, efterladt af tidligere beboere, på reolen: Agatha Christie, romantiske romaner, ingen spil dog. Alt er holdt i hvidt; væggene, loftet, bordet, sengen. Et rullegardin af sammenbundne, tørrede siv gemmer varmtvandsbeholderens funktionalistiske grimhed.
     Men: der hænger et stort kort over Paris’ metro over sengen. Det fletter sig ind i vores drømme: underjordiske haller, mørke gange, stationernes navne: Parmentier, Arts et Métiers, République, Place d’Italie, Gare du Nord, Gambetta, Châtelet. Og linjernes farver: Rød, grøn, gul, brun, orange, blå, lilla etc. Fjorten i alt. Og jernbanelinjerne, sporvognene, busserne, Seines blå bue, de grønne skove, beboelsesområdernes sandfarvede plamager, og Périphérique-motorvejens hvide, tosporede cirkel som følger den gamle bymur, og deler det historiske centrum fra forstæderne. Vi drømmer om rejser, togskift, perroner, perroner, rulletrapper, mumlen fra tusinder af munde, skygger, tasker som bliver væk, fundet igen. Vi kommer frem og skal videre. Og så vågner vi, og drømmen kan fortsætte. Men først kaffe, først yoghurt med müesli, og et bad, og kys og kram.
      Jeg er alene hjemme denne nat. Matilde er ude at danse med nogle veninder. Jeg venter. Men ikke på hende, hun skal nok komme hjem, ingen grundt til at vente, intet at være nervøs for.  – Jeg venter på ham vi kalder l’Homme-Qui-Crie; Råbemanden. Han er et pejlemærke, plejer at komme på dette tidspunkt, denne lokale galning, én af dem. Vi mener at han må have en fast rute, nat efter nat gennem labyrinten. Han er harmløs, men vred. Rasende. Og ligesom han har sin faste rute, sine faste tidspunkter, spyer han galde ud i en fast rytme: da-damdam-DA, da-damdam-DA. Sommetider svarer folk ham fra caféerne, den anden side af gaden, vinduerne. Som et kor, et ekko. Han er kendt, ventet, har sit publikum. Men med vores begrænsede franskfærdigheder (og Matildes er bedre end mine) forstår vi ikke et ord af hvad han siger. Og dog: for et par uger siden mødte jeg ham tilfældigt på en af mine nattevandringer, og det lykkedes mig at opsnappe et ord, en frase: racistes … perdue la tête. Det var sådan jeg hørte det. Og det kunne jeg så oversætte med sådan noget som, at racister skulle have hovedet kappet af. I Paris kapper man jo gerne hovedet af folk, man ikke kan lide. Men jeg kunne jo have misforstået eller fejloversat. Og de tre punktummer repræsenterer en passage jeg ikke forstod. – I vores fransk-dansk-ordbog (fra 1960) står der under ’tête’ ikke noget med ’perdue la tête’, men man kan sige: ’avoir qc. par-dessus la tête’; det betyder at ’sidde i n. til op over Ørene, eller at ’have fuldt op af n.’. Og det gør han i hvert fald, og det har han i hvert fald. Det vidste jeg sådan set godt i forvejen. – I Råbemandens tilfælde siger det ikke så meget, hvilken galde han spyer ud, men mere hvordan han gør det. De ord han sætter på sin vrede, kan sikkert skifte hver aften, måske ved han ikke engang hvad han er vred på, det kan være hvad som helst, alt, han er for længst forsvundet for sig selv. Blevet ren form. Måske. Jeg ved det jo ikke. Et sted i mig er der noget, der vil sige, at han er fri. Men det kan jeg ikke få mig selv til at sige er sandt. – Da jeg mødte ham den nat, ænsede han mig ikke, selvom vi gik tæt forbi hinanden, i hver sin retning. Men hans råben satte sig dybt i mig, og blandede sig senere med mine drømmes underjordiske togrejser. Hele den næste eftermiddag måtte jeg bruge på at gå ham ud af mig.
    Fordi jeg venter på Råbemanden, kan jeg ikke tage hovedtelefoner på, ikke gemme mig i musik, og jeg kan ikke lukke vinduet. Derfor vælter byen ind i mig, fulde, syngende mennesker, trafik, udrykninger. Jeg vil have fred. Men jeg venter. Og tiden går. Klokken bliver to. Kvart over. Han kommer ikke. I nat udebliver han. Skal jeg være bekymret? Hvad skal jeg bruge det til? Jeg spiller ingen rolle i hans liv. Måske er han blevet slået ned, måske har han valgt en anden rute, er kommet i godt humør, måske sover han. En enkelt gang har jeg ud gennem vinduet set Råbemanden tabe en baguette, uden at han opdagede det; men en forbipasserende samlede det op og gav det tilbage til ham. Råbemanden samlede sine hænder som til bøn, for at vise sin taknemmelighed, og bagefter sad han lang tid i stilhed på en bænk, mens han ufravigeligt betragtede baguetten, som var den et uudgrundeligt mysterium.
    Jeg kommer overens med, at Råbemanden ikke kommer denne nat. Og jeg er træt. Jeg vil gå i seng. Når Matilde kommer hjem, vil hun lægge sig ind til mig, og måske vågner jeg kort, og vi giver hinanden et kys. Hun lugter sikkert af alkohol og cigaretrøg, og det vil sikkert irritere mig. Og i morgen vågner vi, og jeg vil lave morgenmad til os. Og så må vi se, hvor vi har lyst til at tage hen.
   

fredag den 10. august 2012

Har modtaget en mail fra min ven Johan B. Kan I huske ham? Som udgav sig for at være dansekonge, og udnyttede min blog og integritet. Og som jeg sendte på sanatorium. Nå, men han har altså lige sendt mig det her fra sanatoriet. Du godeste da, må han snart få det bedre.

Huset står ad helvede til. Og hækkene blir ved med at vælte. Dyrene æder sig vej ind til det bageste af hjernen og vil længere ind.

Det er ikke fordi jeg har noget imod tåge. Men det her er simpelthen for meget af det gode. Hvor lange og hvor spidse er traktorchaufførens tænder. Og hvor meget blod sprøjter fra traktorens hjul. Jeg tvivler godtnok på at han nogensinde blir færdig med at pløje den brakmark.

Og havet ligger lige derude og gnaver løs
Jeg havde virkelig ikke troet at den tyr nogensinde kom på benene igen.
Det er aftener som den her, hvor jeg virkelig ville ønske at jeg havde taget min skalpel med. Men det er netop derfor jeg aldrig har den med udenfor operationsstuen. Helt dum er jeg jo ikke. Min hånd er alt for kold. Og hvorfor hedder det '-stue'. Sig det som det er. Det er et bryggers.
Udenomssnak, røgmaskiner.

Nu er jeg træt igen.
Nu spiller musikken igen baglæns.
Lassedreng, hvor er det du har sendt mig hen?

Her er et billede til dig:




















Kh Johan.

Gudeskulptur. Durgianatemplet, Amritsar. Også kendt som Lakshmi Narayantemplet. Og Sølvtemplet.




















Alt indisk (hinduistisk) synes at have noget nær en uendelighed af navne. T.ex. har gudinden Devi 1008 navne. Kan man fremsige disse 1008 navne udenad i rigtig rækkefølge og mindste fejl, skulle man kunne opnå uddødelighed. Jeg ved ikke om jeg har lyst til at gøre forsøget? Og hvad sker, hvis man begår en fejl undervejs? Det melder historien intet om. Til gengæld skulle blot det at opbevare de 1008 navne i sit hjem bringe en held og lykke i livet. Jeg har de 1008 navne liggende. Bringer muligvis snart navnene her.

(ved i øvrigt ikke hvem den ovenfor afbilledede gud er, eller hvilken myte skulpturen refererer til. skulle nogen kende svaret, er de meget velkomne til at fortælle mig om det)

tirsdag den 7. august 2012

Tre små tekster til/om Poul (den tosk)

åh hvor dumt: briller lavet af rav, så tror man at tiden stopper op, så man lige kan snige sig ubemærket rundt og stjæle bolsjer og kigge op under damernes skørter, rigtig liste rundt og få det som man vil ha det, skrevet sig selv på listen til både nobels freds- og litteraturpris. bette poul, bette da.

.........

det med sølverne strøg er jeg med på, og også bund, hvis vi lige dropper det gyldne. ... en oscar kan smeltes om og laves til de smukkeste ørenringe eller guldtænder, en poul kan smeltes om til fx en opvaskebørste. så er det jo op til en selv om det er skønhed man er ude efter, eller om det er sårn mere jordnær praktisk anvendelighed.

..........


sjovt at se din aflagte tudseham. hvornår sker næste skift? jeg vil gerne lave en lille fotoreportage om det, nemlig. og har du nogen anelse om, hvad du blir næste gang? jeg gætter på komodovaran, der er små tegn på det omkring dit kæbeparti, og og måske også lidt ved næseroden. det kunne selvfølgelig også ende i noget nøgenrotte, det ku din evne til at løbe både frem og tilbage med samme hastighed godt tyde på.

fredag den 3. august 2012

Prøveoversættelse. 'Et liv fuld af huller' af Driss ben Hamed Charhadi


Uddrag af første kapitel: 'Hittebarnet'



Da jeg var otte år gammel giftede min mor sig med en soldat.
      Vi boede i Tettaouen. En dag kom min mors mand hjem og sagde til hende: Vi er nødt til at flytte til Tanja. De flytter barakkerne dertil, så vi er også nødt til at flytte.
      I orden, sagde hun. Hvis vi er nødt til at flytte til Tanja, så lad os tage af sted.
      Gør det hele klar. Når lastbilen kommer til huset, putter vi det hele ind og tager af sted.
     Ouakha, sagde hun. Hun pakkede det hele, tøj og madrasser og puder, og ved middagstid kom der en lastbil. De puttede tingene ind. Så steg vi også ind i lastbilen, og de kørte os væk. Vi tog til Tanja og fandt et hus i Dradeb.
     Vi havde boet der i tre eller fire måneder. En dag gik jeg ud af huset alene. Jeg kendte ikke husene eller menneskene i kvarteret. Jeg gik ud og begyndte at gå af sted, og jeg blev ved med at gå, gå, indtil jeg var langt væk, oppe på Boulevarden. Og det blev aften og jeg begyndte at græde. En mand spurgte mig: Hvad er der galt?
      Jeg ved ikke hvor min mor er og jeg ved ikke hvor mit hus er.
      Han sagde: Kom med mig. Jeg følger dig hjem. Han tog mig hen til comisaría’en. En politibetjent sad i en stol i døråbningen. Han spurgte mig: Hvor bor du?
      Jeg svarede ham: I Tettaouen.
     Stakkels dreng, sagde han. Kom her. Han gav mig en måtte og sagde til mig: Sæt dig ned her. Er du sulten?
      Ja, svarede jeg. Så bragte han mig lidt mad og et stykke brød.
      Er du færdig? Giv mig skålen. Jeg gav den til ham og han tog den væk. Så sagde han: Kom her. Tag de gamle bukser af. Tag dem af. Vær ikke bange. Så jeg tog dem af. Kom her, sagde han til mig. Sæt dig på mit skød. Han løsnede sine bukser. Vær ikke bange, blev han ved med at sige. Så troede jeg at jeg så en slange i hans hånd, og jeg hoppede ned og løb ud af rummet. Han løb efter mig, men en anden mand fangede mig.
      Hvad er der galt? Hvor er dit tøj?
      I rummet, svarede jeg. Den første politibetjent kom løbende. Hold ham! Han er blevet væk. Giv ham til mig.
      Han satte mig ind i et andet rum og kom med mine bukser til mig. Kom her ind. Hold op med at græde. Jeg gjorde ikke noget ved dig, gjorde jeg?
      Nej.
      Og sig ikke noget til nogen.
      Det lader jeg være med.
      Han lukkede døren og efterlod mig der, og jeg sov. Om morgenen kom en spansk mand. Politibetjenten sagde til ham: Nogen kom her hen med drengen i aftes. Han er fra Tettaouen. Han er blevet væk.
      Hvor bor du? Spurgte ham mig.
      I Tettaouen, svarede jeg ham.
      Kom her, sagde han. Og han tog mig med til Tettaouen.
      Politiet ledte efter min mor over alt i Tettaouen og de kunne ikke finde hende. Og de sagde: Denne dreng har ikke nogen familie. Vi sætter ham i Fondaq en Nedjar.
      De satte mig i Fondaq en Nadjar, hvor de sender børn, og også kvinder, som ikke har en familie, hen. I fondaq’en spurgte de mig: Hvor bor du henne, dreng? Jeg svarede dem: Her i Tettaouen. Og de ledte og ledte også efter mit hus, og fandt intet, intet.
      Og jeg blev der. De gav mig tøj og sko og alt jeg havde brug for. Vi spiste hver dag og havde tæpper at sove under. Og jeg var stadig lille og endnu ikke omskåret. Det så de og sagde: Du skal omskæres. Jeg var bange, og jeg sagde: Nej! Når jeg finder min mor, gør jeg det.
      De ringede efter pacha’en. Han kom og sagde: Den dreng skal omskæres nu. To mænd tog fat i mig og gav mig til kvinderne som boede der. De slog to væddere ihjel og de omskar mig. Jeg blev hos kvinderne indtil jeg var kommet mig. Nogle af dem gav mig slik, og nogle gav mig penge, men jeg vidste ikke hvad penge var. Da jeg var kommet mig, kom jeg tilbage at bo hos de andre. Jeg var i gang med at lære at læse. Fra den ene dag til den anden begyndte jeg at vide noget.