mandag den 16. juli 2012

SMS-drama i fire akter.

(to brødre. den ældste er kunstner og på dagpenge. den yngste arbejder hver dag fra tidlig morgen til han har fri, når chefen siger det. denne dag har den ældste bror lovet at lave en fin skulptur af dem begge to foran deres opgang)


  • 1) Wolle. Jeg har allerede gang i hammer og mejsel. Jeg har lavet dig med chihuahuakrop og overskæg som BS. Jeg ligner bare mig selv fra dengang jeg var søhelt.

  • 2) Hov. Nu kom jeg til at tage dit overskæg af, var ellers lige ved at lave flotte hvirvler i det. Nu er du mere hen ad Bubber. Men det er jo ikke noget som gode brødre bliver uvenner over.



  • 3) Og, ups, nej, der kom lige en cykel med skøn dame på forbi, det gik så lige ud over din hale og højre forpote. Det ar i panden som jeg ved samme lille uheld fik tildelt skulpturen af mig selv ser til gengæld rigtig godt ud, så samlet set er vi stadig et rigtig flot par. Der er sådan lidt Rodin på en god dag over det.

  • 4) Lige en sidste meddelelse om arbejdet (jeg er færdig nu). Der skete lidt det, da jeg var ved at lave dine øjenvipper, at jeg kom til at hakke dit hoved af, Wolle. Men jeg har, som du ved, noget rigtig godt superlim, så jeg ville jo bare lige sætte hovedet på igen. Men så blæste vinden og hovedet kom til at sidde på min hånd. Men egentlig synes jeg bare det er mere kunstnerisk sådan som det er blevet. Glæder mig til du kommer hjem. Kh Storebror. PS. Kan du tage en liter mælk med?

(bonus-sms. der gik raptus og go'daw-mand-økseskaft i den for den gode storebror. knud kunne være lillebrors chef, men er det ikke)


5) Jeg er ved at lave én af dig osse, Knud, hvor du laver dine slangemenneskekunster og blæser sæbebobler samtidig. Og så lige et slogan eller hvad det hedder: Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed (2. kor. br. kap. 12,9).


6) Måske er det nok med: Min magt udøves i magtesløshed.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar