onsdag den 25. juli 2012

Skitse


Det var gråt i gråt ude på Avenue Parmentier. Det var sidst i juni, men kiggede man ud af vinduet fra vores værelse på 6. sal lignede det november. Og ikke november i Paris, men november i Glasgow, hvor vi havde boet i et års tid indtil for cirka et år siden. Dvs. Marion, min kæreste, havde boet i Glasgow i længere tid, jeg havde kun boet der i et år. Nok om det; november i Glasgow: Aldrig har jeg oplevet noget mere trist; konstant regn, konstant blæst, alting gråt og surt og vådt, man skyndte sig gennem gaderne under sine paraplyer som altid blev blæst i stykker, revet ud af hånden på dig og forsvandt som dybhavsgobler ned ad de stejler gader, blev fanget i buskadser, cykelstativer, eller blev hevet med vinden op i højere luftlag og båret ud over højlandet, hele vejen tværs over Skotland og ud i Nordsøen, hvad ved jeg, alle de paraplyer som må ligge og rådne og ruste fordelt over et enormt geografisk område. Altid var man gennemblødt. Mennesker blev grå, deres hud gennemsigtig, håret hang tungt nedover kraniet, øjnene indsunkne. Levende døde. Man holdt sig inden døre, man søgte ind på pubs, hvor der faktisk var et andet liv, hvor der faktisk var liv, man drak sig væk fra det umulige vejr udenfor, man sad tæt, skulder ved skulder og sang og fortalte vilde anekdoter om de sidste dages fester, hvem der havde knaldet med hvem og hvem der havde taget for mange stoffer og var endt på skadestuen, til udpumpning, afgiftning, hvem havde været døden nær, åndedrættet stoppet, genoplivning, der var en anerkendt ung guitarist, som spillede i et band, som alle regnede med ville blive Glasgows næste store musikalske triumf, han havde været til en vild fest, hele opgange var inddraget i festen, der var dj’s i hver stue, mange forskellige fester i den samme fest, en meget lokal festival, bands havde spillet, og alkoholen og stofferne flød i linde strømmen, det hele rystede og vibrerede, utroligt at bygningen kunne holde til det, og denne guitarist var gledet på trapperne i den gotisk-victorianske bygning, tumlet ned ad trapperne i et ukontrolleret fald og havde revet sin ene arm af på en eller anden krummelure på gelænderet. Jeg husker at komme ud på trapperne og kigge ned, ambulancefolkene var ankommet og stod og var ved at stoppe blødningen, alt det blod, smurt ud over trapper, en stor pøl i entréen, fulde og trippende folk som ville helt tæt på og hjælpe redderne eller hvad de ville, bare glo, blev smurt ind i blod til knæene, gled og rullede rundt i det. Redderne skubbede dem væk, råbte ad dem. For fanden. Så kom politiet og der kom mere styr på sagerne. Guitaristens kæreste stod pakket ind i et tæppe og hulkede, rystede, blev udspurgt af en betjent, som sikkert skulle vide, hvad han havde taget. Ja, Glasgow var hård i den evige regn. Og det var ikke kun i november at regnen var konstant; også i december og januar styrtede vandet ned over byen næsten ud ophold. Vores tag var gennemhullet, fyldstoffet mellem skifferpladerne rådnet væk, det piblede ned fra huller i vores loft, vi havde spande i stuen, i soveværelset, i køkkenet, vi boede direkte under taget, og the roofers kom flere gange og kiggede på skaderne, men kunne intet gøre for at udbedre dem, de måtte vente på opholdsvejr, de skulle ud på taget, for at kunne gøre noget, men som det var, var det for farligt, alt for glat, vi måtte bare vente. Og vores lejlighed blev mere og mere fugtig, vi blev syge, lå med feber og brændende lunger og løbende næser og havde mareridt om oversvømmelser, om Glasgow som akvarium, alle gaderne stod under vand, og mennesker flød rundt dernede som druknede sømænd, men livet fortsatte, som om ingen havde forstået at de var døde, og så kan det jo egentlig være lige meget om man er død eller ej, hvis man alligevel ikke mærker forskellen. Det var der på sin vis noget fortrøstningsfuldt ved at tænke på, hvis det er sådan det er. Som de hjerneskadede jeg arbejder med nu, som ikke har nogen sygdomserkendelse, de aner ikke at de har været ude for en ulykke, ved ikke at de har svære hjerneskader, som aldrig går i orden igen, som udenforstående kan man tænke, at det er et frygteligt trist liv, de lever, men det er kun fordi man sammenligner med det liv de havde før de fik deres skade, flere af dem synes at have et godt liv, lykkeligt uvidende om deres tilstand og hvad de var før, de nyder deres daglige rutiner, som kan virke frygteligt monotone, tv, kaffe og en lur. Sådan er det for nogle af dem. Der er også dem, for hvem hver dag er en lidelse, en kamp at komme igennem, de husker for meget, de ved for meget. Det er så forskelligt, hvordan en hjerneskade påvirker det menneske, den rammer, hjernen er et mysterium, det mest komplicerede organ i universet, så vidt vi ved.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar