tirsdag den 24. juli 2012


Så holdt det op med at regne. Bare sådan. Som om verden ville mig det godt. Jeg gik hen til vinduet og så skyerne over byen opløses, og den blå himmel titte frem som små søer i et hvidt landskab. Søjler af sollys stod ned over byen, jeg tænkte på alle de tunneler jeg skulle igennem i løbet af dagen. Hele det netværk af jernbaneskinner som skulle bringe mig til Bodmin, alle de kilometer af stål. Jeg åbnede glasdøren og gik ud på den meget lille altan, kiggede direkte ned i afgrunden. Fjernede en vissen blomst fra potteplanten, og tændte en smøg. Marion rørte på sig derinde, lyden af varm, tung krop under en dyne. Sengen knagede og hun mumlede noget.
    Hvad? Spurgte jeg.
    Er du taget af sted?
    Nej.
    Hvor er du?
    Herude. Over gaden.
    Hvad?
    På altanen. Jeg ryger en smøg.
    Komme du snart ind og kysser mig?
    Ja.
    Jeg troede du var gået.
Og jeg kunne høre hende vende sig ind imod muren igen, tilbage i søvnen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar