fredag den 13. juli 2012


Man må gøre bod hver eneste dag, sagde Lazarus. Det er vigtigt.
Hvordan? Spurgte jeg.
Det ved jeg ikke.
Det er op til dig.
Jeg sad og betragtede mine negle. De var ved at blive lange. Jeg havde ingen negleklipper med. Det er sjældent jeg rent faktisk klipper mine negler. Jeg piller dem, bider dem, sliber dem til med de andre negle. De var beskidte. Det er utroligt så meget skidt jeg altid får samlet ind under mine negle. Måske skulle jeg altid samle skidtet i en pose. Sende dem til at analyseinstitut når jeg er på gravens rand. Det ville være min selvbiografi.
Lazarus rejste sig op, børstede jord af sin bag, klappede i hænderne, sukkede dybt og kiggede ned på floden i nogle sekunder før han vendte sig om uden et ord, og forsvandt ned ad stien, ind i flimmeret. Jeg overvejede at spise lidt, men gad ikke, selvom jeg var sulten. Lad det være en bodshandling, tænkte jeg, jeg venter lidt med at spise, indtil jeg absolut ikke kan holde det ud mere. Jeg var heller ikke tørstig. Jeg rullede mig en smøg. Var lidt i tvivl om jeg virkelig behøvede den. Men man behøver aldrig virkelig en smøg, så jeg tænkte at det var OK; med smøger er det et enten/eller; enten ryger man, eller også gør man det aldrig mere. Så jeg røg en smøg, og gjorde mit bedste for at nyde den, smage grundigt på den, mærke hvordan den både gjorde mig svimmel og fik mig til at slappe af. Ja, røgen er en luksus, en ekses, god lige nu og her, kun lige nu og her og lidt efter, men på længere sigt slår den én ihjel. Ja, det er en oprørsk handling at ryge. Det er noget at tænke over. Jeg holder op på et tidspunkt. Når tiden er inde. Når jeg har røget nok. Den sidste smøg. Det er noget at tænke over. Jeg lagde mig på ryggen i græsset og så på skyerne. De lignede skyer. Hvis der var skyer. Jo mere jeg forsøger at se dem for mig, jo mere forsvinder de. Så var de der nok ikke. Så lukkede jeg nok i virkeligheden mine øjne og blundede lidt. Dagdrømte om skyer, som kunne være hvad som helst.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar