onsdag den 11. juli 2012


Jeg finder en menneskekrop skåret i stumper og stykker og spredt rundt under et højt nåletræ i en velkendt baghave. Området er støvet, forfaldent, mudder, tørt tørt tørt. Huset er stort, velkendt, men for stort, luftigt, alle vinduer og døre åbne, gardinerne blafrer. Gennemblæst. Gerningsmanden er stadig til stede et sted. En bekendt. Kunne godt være familie. Jeg ringer til politiet. Kvinden jeg taler med, er langsom, ugidelig, som var hun på et eller andet stof. Hun siger, at hun ikke tror på mig, det er helt umuligt, det jeg siger. Hun gider ikke. Det bliver ved. Så jeg vender tilbage til kropsdelene. Nu er de spredt ud over et stort område. Græsset er højt og forårsfugtigt, så friskt og grønt. De blodige kødklumper etc. stikker op fra græsset. Det er også en mose. Det damper. Der er dis. Halvmørke. Kødet bevæger sig, sitrer, pulserer. Ribben lyser hvidt gennem rygkød. Politiet ankommer uden lyd, men med blå blink. En meget gammel, hvidhåret og hvidskægget mand i en hvid bil fra halvtredserne. Han gider det ikke rigtig. Det skal overstås. Han brokker sig. Der sad han lige og fik aftensmad med konen, og de så tv. Jeg viser ham den sønderdelte menneskekrop. Hvis der da overhovedet er tale om kun én krop. Så er det pludselig alvor, så tager han sig sammen og bliver fokuseret, professionel. Han snuser som en hund, næseborene blafrer, hans øjne lyner. Og så er han af sted, har fået færden, det går meget hurtigt. Han løber ind i køkkenet, hvor morderen står med en kagerulle i hånden. Måske i selvforsvar, måske skulle han til at bage. Vi pågriber ham. ”Jeg har mange års erfaring med dissektion”. Vi slæber ham ud gennem den frodige, mere og mere overgroede have. Morderen hyler som en liderlig kat. Politibedstefar har en lang kanyle med. Glas og stål. Morderen får en injektion. Hans blodårer er meget tydelige. Vi slæber ham gennem haven. Haven har ingen ende.     

Ingen kommentarer:

Send en kommentar