tirsdag den 31. juli 2012

Der leges





















foto: troels emig

Økse og sang. Dead Rat Orchestra. Sønderho.


Objekt fundet i den Løvdal-Brixvoldske have, Sønderho:


Festivalbillede. Fanø Free Folk





















Mennsker jeg kan genkende på billedet: Anne Ulrikke Bak, T.S. Høeg, Jeppe Brixvold.
Det var et brag. Dejligste dage på Fanø med alverdens musik, må man sige.

Samtale om (på) en sten:


  1. Igen et pletskud fra LBN. Tak for det. Genstande der ligger helt stille, det er bare dig. Ikke dermed sagt noget om det dovne og dvaske sku ligge særligt godt til dig, men det gør det bare. Jeg er selv en type, der vil have de ting der gang i, det friske og ungdommelige, det forskelsgørende, det fremadrettede, det der tænker verdensproblematikken ind. Men det er jo bare en anden (og friskere) måde at se på tingene.
    SvarSlet
  2. Knud. Jeg har talt med stenen via satellittelefon. Og hold kæft, hvor er den bare skuffet over dig. Og samtidig fuld af medlidenhed med dig. Dér ligger den midt i Indien, i det helligste hellige og er en støtte og trofast og lydhør kammerat for alle de som har for travlt med ræs og karriere og hurtige biler til at sætte sig ned og fx høre de skønne fugle synge, den herlige vind blæse i de forunderlige træers kviste og blade. Og så kommer de til min ven Stenen og græder og lægger en blomst, og får rigtig talt ud om al deres spildte tid, og hvordan de føler at de er mere døde end levende (derfor de lægger blomster - som var det lissom på deres egne grave). Men Stenen sagde også, at der var håb for dig endnu. At den i nat vil besøge dig i dine drømme. Det er ikke sikkert at du husker noget i morgen. Men hvis der er håb, og det tror Stenen på at der er, så vil dit inderste sandeste jeg lytte, og langsomt sætte dig ned i tempo og give dig besindelsens gave. Men tænk ikke på alt det, Knud, bare fortsæt som før. Hvis der er håb, så er der håb, og så kommer det altså af sig selv (ved hjælp af Stenen og det der inden i dig, som den snakkede om). (jeg er ikke nødvendigvis enig med Stenen. Men synes du skal vide, hvad den sagde om dig).
    SvarSlet
  3. jeg drømte intet om nogen sten i nat, sov fredfyldt og nød farten og de hurtige clips, dagen havde budt på og omvendt: jeg den. Dagen som eksplosion, dagen som et roterende kagebord i et farveorgie og så tempofyldt og friskfyrsagtigt i overhalingsbanen, at det var som vokse op i en kaskade midt i et mirror. I speak much English, because I can say much more rapidly and give it more flavours and ohhooray, I ambusy ignited ready and looking for adventure harley off we go
    SvarSlet
  4. Som sagt: Jeg syntes bare at du skulle vide hvad Stenen sagde. Hvis du drømte roterende drømme af mere påfuglenarkotisk karakter, så er det da helt fint med mig. Det kan jeg osse godt drømme engang imellem, når det lissom er det humør jeg er i. For tiden er det mere tungt træ og vand og arme som griber gennem ruder og rustvogne som hænger som zeppelinere over Themsen. Men gi den gas Knud, gi den for guds skyld gas.
    SvarSlet
  5. Jeg prøvede, min ven LB, at give den ordentligt gas. Og hvad var der ved det. En træg omgang. En kamp i fluevægt mod cruizer. To minutter så glaskæbe-pling-plang-ska-vi-lege-bambanan-skræl-dig-selv-eller-ska farmand-bonecrusher-lilla-glimpse-til-hagesmækken-byde rundt af karaffel-rosenknop-som dip. Du godeste ja, jeg sagde nok to minytter (går til fransk), sagde jeg virkelig det..to sekunder..det gider jeg virkelig ikke. Så hellere samle på kuglepenne og årgangskringle. Og det er lige nøjagtig, mein Freund, hvad jeg gør. Det er tiden i sin fylde og følgagtighed. Tiden i klemme i dørsprækken. Tiden som redekam gennem den skaldede.
    SvarSlet
  6. Så havde jeg lige den vildeste sved-og-maskingeværdrøm her i nat, Knud (må jeg kalde dig Kaburator-Knud? (Gør jeg sguda bare)). Stenen fik tusindben og højhat, spidseste tænder og kørte traktor med turbo og blod sprøjtende fra hjulene. Den pløjede sig igennem Stillehavet, dykkede og fangede en ordentlig octopus mellem tænderne. Skreg at havet var for småt for den. Kosmos var støv på dens rovdyrklo. Og så regnede det med mågestel og bøger af gammelkloge digtere i regnfrakker, hele skidtet røg ned i  vortex til octopusses næb og haps, væk med alt det gamle støvede. Yes. En ny verden, ottearmet og larmende voksede frem. Og jeg havde ikke svedt det mindste faktisk, vågnede knastør i sengen og gik ind og stak min bror en hundredelas, så han kunne få en ny tattoo. Lige nu hopper jeg på trampolin og spiller vild trompet og fuckfinger, venter på at han kommer hjem og så står den på burgerbøffer og tyk sovs. Wow. Intravenøst.

Mand med paraply, øl og mobiltelefon på et dige, Sønderho.


torsdag den 26. juli 2012

Fra lægedagbogen:


Jeg har taget fat med høvlen. Al hans hud er skrællet af (så er der flæskesvær til festen på fredag, mon så ikke jeg har en chance hos hende den nye sygeplejerske), og er så småt gået i gang med organerne, alt unødvendigt fyldstof. Skal nok finde noget klogskab derinde et sted, om så bare et gram forkullet gammelklogskab, noget må der vel for fanden være. Han er lige holdt op med at skrige, det er et godt tegn; ro, eftertanke, [ulæseligt pga. udtværet blod] at jeg er på rette vej. Utroligt egentlig hvor meget arbejde man gør helt gratis for andre mennesker. Sommetider tænker jeg næsten at Portør-Madsen har ret; at jeg ikke kan redde hele verden, og til hvilken nytte. Men har jeg først sat mig noget for, må det fuldføres. Altså; Dr. Kragelund: Smøg ærmerne et par centimeter længere op, så skide være med om nogen ser den tatovering fra min tid i Tjenesten. Før eller siden kommer det jo alligevel for en dag. 


onsdag den 25. juli 2012

Skitse


Det var gråt i gråt ude på Avenue Parmentier. Det var sidst i juni, men kiggede man ud af vinduet fra vores værelse på 6. sal lignede det november. Og ikke november i Paris, men november i Glasgow, hvor vi havde boet i et års tid indtil for cirka et år siden. Dvs. Marion, min kæreste, havde boet i Glasgow i længere tid, jeg havde kun boet der i et år. Nok om det; november i Glasgow: Aldrig har jeg oplevet noget mere trist; konstant regn, konstant blæst, alting gråt og surt og vådt, man skyndte sig gennem gaderne under sine paraplyer som altid blev blæst i stykker, revet ud af hånden på dig og forsvandt som dybhavsgobler ned ad de stejler gader, blev fanget i buskadser, cykelstativer, eller blev hevet med vinden op i højere luftlag og båret ud over højlandet, hele vejen tværs over Skotland og ud i Nordsøen, hvad ved jeg, alle de paraplyer som må ligge og rådne og ruste fordelt over et enormt geografisk område. Altid var man gennemblødt. Mennesker blev grå, deres hud gennemsigtig, håret hang tungt nedover kraniet, øjnene indsunkne. Levende døde. Man holdt sig inden døre, man søgte ind på pubs, hvor der faktisk var et andet liv, hvor der faktisk var liv, man drak sig væk fra det umulige vejr udenfor, man sad tæt, skulder ved skulder og sang og fortalte vilde anekdoter om de sidste dages fester, hvem der havde knaldet med hvem og hvem der havde taget for mange stoffer og var endt på skadestuen, til udpumpning, afgiftning, hvem havde været døden nær, åndedrættet stoppet, genoplivning, der var en anerkendt ung guitarist, som spillede i et band, som alle regnede med ville blive Glasgows næste store musikalske triumf, han havde været til en vild fest, hele opgange var inddraget i festen, der var dj’s i hver stue, mange forskellige fester i den samme fest, en meget lokal festival, bands havde spillet, og alkoholen og stofferne flød i linde strømmen, det hele rystede og vibrerede, utroligt at bygningen kunne holde til det, og denne guitarist var gledet på trapperne i den gotisk-victorianske bygning, tumlet ned ad trapperne i et ukontrolleret fald og havde revet sin ene arm af på en eller anden krummelure på gelænderet. Jeg husker at komme ud på trapperne og kigge ned, ambulancefolkene var ankommet og stod og var ved at stoppe blødningen, alt det blod, smurt ud over trapper, en stor pøl i entréen, fulde og trippende folk som ville helt tæt på og hjælpe redderne eller hvad de ville, bare glo, blev smurt ind i blod til knæene, gled og rullede rundt i det. Redderne skubbede dem væk, råbte ad dem. For fanden. Så kom politiet og der kom mere styr på sagerne. Guitaristens kæreste stod pakket ind i et tæppe og hulkede, rystede, blev udspurgt af en betjent, som sikkert skulle vide, hvad han havde taget. Ja, Glasgow var hård i den evige regn. Og det var ikke kun i november at regnen var konstant; også i december og januar styrtede vandet ned over byen næsten ud ophold. Vores tag var gennemhullet, fyldstoffet mellem skifferpladerne rådnet væk, det piblede ned fra huller i vores loft, vi havde spande i stuen, i soveværelset, i køkkenet, vi boede direkte under taget, og the roofers kom flere gange og kiggede på skaderne, men kunne intet gøre for at udbedre dem, de måtte vente på opholdsvejr, de skulle ud på taget, for at kunne gøre noget, men som det var, var det for farligt, alt for glat, vi måtte bare vente. Og vores lejlighed blev mere og mere fugtig, vi blev syge, lå med feber og brændende lunger og løbende næser og havde mareridt om oversvømmelser, om Glasgow som akvarium, alle gaderne stod under vand, og mennesker flød rundt dernede som druknede sømænd, men livet fortsatte, som om ingen havde forstået at de var døde, og så kan det jo egentlig være lige meget om man er død eller ej, hvis man alligevel ikke mærker forskellen. Det var der på sin vis noget fortrøstningsfuldt ved at tænke på, hvis det er sådan det er. Som de hjerneskadede jeg arbejder med nu, som ikke har nogen sygdomserkendelse, de aner ikke at de har været ude for en ulykke, ved ikke at de har svære hjerneskader, som aldrig går i orden igen, som udenforstående kan man tænke, at det er et frygteligt trist liv, de lever, men det er kun fordi man sammenligner med det liv de havde før de fik deres skade, flere af dem synes at have et godt liv, lykkeligt uvidende om deres tilstand og hvad de var før, de nyder deres daglige rutiner, som kan virke frygteligt monotone, tv, kaffe og en lur. Sådan er det for nogle af dem. Der er også dem, for hvem hver dag er en lidelse, en kamp at komme igennem, de husker for meget, de ved for meget. Det er så forskelligt, hvordan en hjerneskade påvirker det menneske, den rammer, hjernen er et mysterium, det mest komplicerede organ i universet, så vidt vi ved.

tirsdag den 24. juli 2012

Hund og uendelighed (cirka)

























Note den 26. juli:
Er kommet i tanker om at hunden hed (hedder) Kali. Den boede (bor) på et lurvet hotel lidt uden for Avignon, hvor jeg opholdt mig for tre år siden med en exkæreste. Kali var lille og grim og gryntede fælt. Jeg blev gode venner med hende. Om aftenen kunne hun sidde og kigge længselsfuldt og gryntende på mig, indtil jeg gjorde tegn til at hun godt måtte komme. Så spænende hun hen til mig og sprang op på mit skød, og blev nusset. Hun sukkede og pruttede af fryd. Det lugtede forfærdeligt, og jeg var nødt til at sætte hende ned igen, så jeg kunne trække vejret. Kort efter forbarmede jeg mig altid. Sådan kunne det fortsætte i lang tid. Nu kommer jeg helt til at savne hende. Jeg håber hun har det godt. Forresten blev turen til Avignon stort set ødelagt af, at jeg havde en frygtelig tandpine. Da jeg kom hjem, fik jeg tanden trukket ud.

Kali er i øvrigt navnet på en hinduistisk gudinde. På Wikipedia kan man læse følgende om hende:

Den hinduistiske gudinde Kali er sort fordi hun suger negativitet og ondskab ud af de der tilbeder hende, og ikke fordi hun er gudinde for ondskab. Denne sidste misforståelse blev i høj grad fodret og spredt af de kristne missionære som mødte Kali kulten i Indien. Kali bærer en halskæde af afhuggede hoveder, som symboliserer ego'er, for Kali ødelægger ego'et i den søgende discipel, således at dennes sande Absolutte natur kan åbenbare sig. Kali har et skørt af afhuggede hænder om sin ellers nøgne krop. Hænderne symboliserer tilknytning, og Kali destruerer tilknytning til verdens Maya. "Kala" betyder tid på sanskrit, og "Kali" er den der ødelægger tid. Kali er gudinden der bringer den søgende til hans sande tidsløse Væren. Ligeledes er Kaligudindens frygtindgydende ansigt med den lange blodige tunge ikke et udtryk for ondskab, men for at hun er nådesløs i sin destruering af alt hvad der er falsk.

Så holdt det op med at regne. Bare sådan. Som om verden ville mig det godt. Jeg gik hen til vinduet og så skyerne over byen opløses, og den blå himmel titte frem som små søer i et hvidt landskab. Søjler af sollys stod ned over byen, jeg tænkte på alle de tunneler jeg skulle igennem i løbet af dagen. Hele det netværk af jernbaneskinner som skulle bringe mig til Bodmin, alle de kilometer af stål. Jeg åbnede glasdøren og gik ud på den meget lille altan, kiggede direkte ned i afgrunden. Fjernede en vissen blomst fra potteplanten, og tændte en smøg. Marion rørte på sig derinde, lyden af varm, tung krop under en dyne. Sengen knagede og hun mumlede noget.
    Hvad? Spurgte jeg.
    Er du taget af sted?
    Nej.
    Hvor er du?
    Herude. Over gaden.
    Hvad?
    På altanen. Jeg ryger en smøg.
    Komme du snart ind og kysser mig?
    Ja.
    Jeg troede du var gået.
Og jeg kunne høre hende vende sig ind imod muren igen, tilbage i søvnen. 







søndag den 22. juli 2012

Reklame. Jens Peter Kaj Jensens blog 'Lystens Værk'. Her en prøveoversættelse af Dermot Healy. Anbefalelsesværdig irsk forfatter/digter/dramatiker.

Dermot Healy - prøveoversættesle

Strandsand Sprøjtet kommer stadigt nærmere / til det føles som nogen / der vender sig i sengen / ved siden af dig. / / / / Bølgerne kender vejen / fortroligt; de dukker op / som naboer, lukker / låger efter sig, / / / / fylder alle hullerne / i væggene, tavshederne, / uanset hvilke misforståelser / der måtte være opstået / / / / siden sidste gang / dette store, mægtige vand, for hvilket / der ikke findes nogen metafor, / kom dunkende ind over revlen. / Efterhånden som tidevandet samler sig, / kommer sandkornene, / som støbte stenene som byggede huset, / i oprør. / / / / De vil være dernede, / hvor de kom fra / blandt al den vilde / fosforescense. / / / / Langsomt smutter de gennem / hvedeaksene, mosejorden, / det møg og sod og frøspyt, / som fuger klipperne / / / / indtil væggene græder ved højvande. / Væggene render. / Huset forskyder sig. / Tårekanaler viser sig på tagskægget. / / / / Klynger af gnister / oplyser mosen: / regnspoven hilser dig. / Strandsandet regner ned. / / / / Det virker som evigheder / siden du har haft, / hvem dette end er, / i din favn. / / / Dermot Healy, 1998
 
http://lystensvaerk.blogspot.dk/

torsdag den 19. juli 2012

Beklagelse

Er just kommet hjem fra forretningsrejse (har en sidebeskæftigelse som økonomisk rådgiver - denne gang var det den spanske stat som havde brug for gode råd og skulderklap. i øvrigt et dejligt land med god vin, mad og damer - bliver aldrig træt af den iberiske halvø, aldrig), og så opdager jeg, hvad der er foregået her på min blog i mellemtiden. Jeg beklager dybt og inderligt. Min ven El Rey (i virkeligheden hedder han Johan B.) havde fået lov til at blogge lidt for mig, mens jeg var væk. Jeg ser nu, at det var en fejltagelse. Aldrig har jeg da set magen til pjank og useriøsitet. Han havde sagt, at han blot ville lægge lidt postkort op om sin store rejse til København, så familien hjemme i Nordjylland kunne se, hvor godt det gik. Jeg havde forestillet mig lidt zoologisk have, lidt caffè latte og caféburger, og tænkte at det gik såmænd nok. Man er vel sine venners ven, og kan stå inde for dem. Johan og jeg har været venner siden folkeskolen i Vindblæs, men har ikke haft så meget kontakt de seneste godt ti år, da jeg var hurtig til at drage ud i verden, og det var Johan ikke. Han har haft lidt skiftende jobs og måske drukket lidt vel meget. Sådan kan det gå. Jeg er ikke fordømmende. For et par uger siden ringer Johan så pludselig til mig, og fortæller begejstret at han har fundet sit kald i livet, og spørger om han kan komme og bo hos mig i en uges tid, da han vil bosætte sig i Købehavn for at udleve sine drømme. Hvad de nærmere gik ud på, fik jeg ikke at vide - "Vent bare og se" sagde han med hemmelighedsfuld stemme. Det skulle så vise sig, at han havde fået den vildfarelse, at han skulle være danser. En eller anden ung nybagt studine havde på et diskotek sagt at Johan "dansede vildt lækkert", og så kørte fantasierne ellers derudaf for min gode ven. - Jeg er ked af at måtte udstille min ven på denne måde, men jeg er nødt til at tænke på mit publikum og såmænd også mit eget omdømme, og Johan er helt indforstået med dette (faktisk sidder han og kigger mig over skulderen, mens jeg skrive dette, og han nikker). - Johan og jeg har nu besluttet at han skal en tur i sanatorium (på min regning), for at få rette op på sit liv. Han tager af sted i morgen. Og vi har aftalt, at han godt må sende blogindlæg derfra, hvis de er godkendt af mig først. Så lad os håbe at vi trods alt ikke har hørt det sidste til Johan aka. El Rey. Jeg håber, kære publikum, at I har forståelse for situationen, og at I sammen med mig vil ønske Johan et godt og berigende ophold. Det var alt for nu. Bloggen vil snarest vende tilbage til sin sædvanlige saglige modus. Tak.

De venligste hilsner
Lars Bo og Johan.

EL REY SIGER:

PASSIONEN ER MUSKLERNE SOM GNIDER MOD HINANDEN MELLEM ALLE MENNESKER I ALLE ALDRE TIL ALLE TIDER ALTID

onsdag den 18. juli 2012

NYT !!! om EL REY DVD'en !!!!!


De første 6 bonus-dvd'er er under produktion: El Rey - the Early Years, hvor der er interviews med min gamle dagplejemor, børnehavepædagoger etc. Det er rigtig godt. Alt muligt spændende om det hyr de havde med at få mig til at sove til middag, fordi jeg bare slog flik-flak og atter flik-flak og var helt ligeglad med Bamse og Kylling: Dirty Dancing var det eneste som jeg gad dengang. Den lokale pølsemand er osse med. Han lyver og siger at jeg fik gratis hotdogs, hvis jeg bare dansede en lille polka. Senere bliver han konfronteret med sin løgn og bryder sammen og lover hele filmholdet gratis mad resten af livet. Men nu skal jeg jo ikke afsløre det hele.
(men kan da godt sige, at filmholdet bare slog en hånlatter op. fandme nej da, om de ville æde hans hakkelse og i sådan en dum lille by)



MERE SNART OM DET HELE !!! 


  














Billede gratis til download. Screensaver, plakat, kærestebrevspapir eller konfirmation, bryllup ALT etc.

El Rey laver soldansen!

el rey





  1. Hvis det er religiøst, hvilken religion taler vi om? Hvad koster det at blive medlem? Og hvor kan man sende penge til jer?
    SvarSlet
  2. El Rey siger: Religion er gamle mennesker. Dansen er både rejsen og gralen for alle aldre, alle kan være med simpelthen i fri bevægelighed. Sjælen er i musklerne som gnider mod hinanden. 495,- for DVD + plakat til de første 4 som køber med fodaftryk fra danceperformance i New York City Central Park af El Rey. Ingen afgifter. ALT er simpelthen betalt. Igen binding. Skriv din adresse og vi kommer og henter pengene. Dankort og andre kort virker ikke lige nu. Arbejder på luftpost. Kærlig hilsen El Rey - kongen af dansen ikke kun i Latinamerika.

tirsdag den 17. juli 2012

El Rey de la Danza!





















Der kommer snart en DVD med tips og tricks til alle aldre. Lambada til hele familien. Gratis plakat med ægte fodaftryk fra Dansekongen følger med de første hundrede bestillinger. Kun 495,-. Hold familien glad og i form med glad dans og glimt i øjet. Alle kan være med. Det er ikke bare alm. latinamerikansk kultur og livsglæde - det er sjovt!


Man behøver ikke være barn eller gammel eller midt imellem - alle kan være med!

mandag den 16. juli 2012


SMS-drama i fire akter.

(to brødre. den ældste er kunstner og på dagpenge. den yngste arbejder hver dag fra tidlig morgen til han har fri, når chefen siger det. denne dag har den ældste bror lovet at lave en fin skulptur af dem begge to foran deres opgang)


  • 1) Wolle. Jeg har allerede gang i hammer og mejsel. Jeg har lavet dig med chihuahuakrop og overskæg som BS. Jeg ligner bare mig selv fra dengang jeg var søhelt.

  • 2) Hov. Nu kom jeg til at tage dit overskæg af, var ellers lige ved at lave flotte hvirvler i det. Nu er du mere hen ad Bubber. Men det er jo ikke noget som gode brødre bliver uvenner over.



  • 3) Og, ups, nej, der kom lige en cykel med skøn dame på forbi, det gik så lige ud over din hale og højre forpote. Det ar i panden som jeg ved samme lille uheld fik tildelt skulpturen af mig selv ser til gengæld rigtig godt ud, så samlet set er vi stadig et rigtig flot par. Der er sådan lidt Rodin på en god dag over det.

  • 4) Lige en sidste meddelelse om arbejdet (jeg er færdig nu). Der skete lidt det, da jeg var ved at lave dine øjenvipper, at jeg kom til at hakke dit hoved af, Wolle. Men jeg har, som du ved, noget rigtig godt superlim, så jeg ville jo bare lige sætte hovedet på igen. Men så blæste vinden og hovedet kom til at sidde på min hånd. Men egentlig synes jeg bare det er mere kunstnerisk sådan som det er blevet. Glæder mig til du kommer hjem. Kh Storebror. PS. Kan du tage en liter mælk med?

(bonus-sms. der gik raptus og go'daw-mand-økseskaft i den for den gode storebror. knud kunne være lillebrors chef, men er det ikke)


5) Jeg er ved at lave én af dig osse, Knud, hvor du laver dine slangemenneskekunster og blæser sæbebobler samtidig. Og så lige et slogan eller hvad det hedder: Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed (2. kor. br. kap. 12,9).


6) Måske er det nok med: Min magt udøves i magtesløshed.

Brev til kommunen

Hvorfor ikke få betegnelser på alting i denne verden, så man kan vide, hvad det er man står og kigger på. Her den anden dag så jeg fx et mærkeligt lys på himlen, som lignede en slags meget stor afklippet negl. Så er man jo helt på herrens mark, når der ikke er noget skilt som forklarer en noget som helst. Så heller få fjernet det mærkelige lys, som bare forvirrer mennesker og får dem til at drikke spiritus.

Det indre liv


Det gladeste vanvid:




















-Klik på billedet og læs, hvad manden har at sige.

fredag den 13. juli 2012

Slags radiodrama. Et par år gammelt. I samarbejde med Knud Steffen Nielsen. (Håber det er ok, Knud, at jeg publicerer her)


Ekfrase over billedet af den elskede (se vedhæftede foto). Udmøntet over få dage (fra 5. til 7.april) på det sociale netværk Facebook mellem to, der kendte afbillede. Det bliver en slags minder genoplevet direkte i erindringen i dette skærende modlys, hvor selv de reneste tanker viser en skiden underside, som kunne være fortiet og burde. Men hukommelsen ville det anderledes. Vi kunne have fortrængt det og således have levet i løgnens rige. Men hellere måtte øjnene trille ud af deres huler.
 


DREJEBOG OVER DAGENS PORTRÆT (se vedhæftede foto)
- et dramatisk scenisk forløb i monolog til radioteatret  

af

Knud Steffen Nielsen
og
Lars Bo Nørgaard





Vi kommer ind, hvor kortene er kommet på bordet ( regi: Der høres spektakel fra et gammelt lokomotiv og en nilfisk trækkes væk)

KSN:
Kære LBN. I anden forbindelse nævnte du Moster Mira. Håber aldrig mere at høre navnet. Hvad Tordenskjold var for Trondheim, det var hun i udpræget grad i det store frikvarter på Mulernes Fri- og legatskole den dag i 87, hvor hun nej...jeg kan ikke sige det her og ønsker ikke at berøre det mere...uha, uha....Hvis den kommer på film, nej det gør den jo heller ikke..
5. april kl. 21:14

LBN:
Kære Kisser (er det i orden, jeg kalder dig Kisser?), det står mig ikke helt klart om det så er ok at skrive 'Moster Mira'.
Nå: det vedhæftede foto er det første jeg har taget. Det var den yndige og osse blodige sommer 86 lige efter eftermiddagsfrugten, at hun havde indtaget sin daglige dosis hestepiller og var i sin syvende. Jeg skal love for at der så blev læst højt. Ikke et tørt øje i kravlegården. Meget ondt kan siges om Moster Mira, men tobak fik hun mig gjort glad for, til trods for mine lovlig puritane forældres råben og skrål. Dem husker jeg intet om. Mudret erindring om jeg tror det var mælk.
--- Og Kisser (er det ok?): den dag i 87 tvivler jeg på at noget filmselskab har budget til, så sov du blot som du har for vane. Men er du bekendt med de undergrundsfilm indspillet i Aalborg i start-90'erne som Mira havde hovedrollen i? - De såkaldte 'Havnekantsfilm'.
5. april kl. 22:09

KSN:
Det er jo netop filmene, jeg ser for mig igen og igen. Det er hele min skræks makronbund. Skal jeg til at gå rundt med- på det nærmeste- et mørklægningsgardin om øjne og øren. Der er snartsagt kun legionen tilbage. Kan man stadig være i sygekassen, hvis man lader sig indrullere? Må man tage sin violin med? Og hvad med onsdagslotto?
5. april kl. 22:26

LBN:
Gudfader Kisser (jeg går ud fra det er ok): nu må du komme videre. Jeg inviterer på bøf og burgonje og så ser vi de film og får snakket om det. Legionen: det er for tøser, Kisser.
5. april kl. 22:31

LBN:
jeg kan også godt lave salat til. og bage brød. jeg er også en god lytter. der er ikke det jeg ikke kan.
6. april kl. 05:47

KSN:
Jeg gider ikke, hvis OP og lille Ruth liige skal op og være med.
6. april kl. 07:25

LBN:
de er i afghanistan denne weekend.
6. april kl. 15:11

KSN:
jeg stiller i burka og betydeligt bedre humør.
6. april kl. 15:14

LBN:
Jeg har en 4-årig efteruddannelse i Psykoanalytisk Orienteret Psykoterapi, Klarskovgård, og en 3-årig efteruddannelse i Klinisk och Experimentell Hypnos, Lund. Jeg er gift, har tre børn og otte børnebørn.
6. april kl. 16:25

LBN:
kære knud, jeg har været væk. jeg aner virkelig ikke hvem det er der skriver under dække af mit navn. men jeg skal finde ud af det, og kølhale vedkommende. venligst lars bo (den ægte)
6. april kl. 20:34

KSN:
Nå, men jeg tænkte mht psykolgi.... jeg har en phd i dybvands-psyk.
og jeg vidste jeg ikke havde set dig der under nogen af i hvert fald vandmodulerne, så jeg ku selvfølgelig regne ud at det måtte en eller anden idiot, der skrev i dit navn, og samtidig var det så ubehjælpsomt, som jeg ved ikke hvad.
Uh, jeg bliver så rasende når jeg ude for den slags. Også på mit fags vegne. Det er jo ikke ligefrem for sjov, man ligger på 4o m vand og analyserer og gør ved. Nu er jeg i øvrigt gået på land og har fået mig en klinik ved fjorden og ikke i. Og efter en del brugser har haft fald i omsætningen har jeg haft en del uddelere på briksen. Det giver hyren. Om jeg så må sige. Nu håber jeg på et bare et lille fald i aktiekurserne, for så har jeg i den grad ikke brikse nok, kan jeg fortælle dig.
6. april kl. 21:07

LBN:
nejnej for fanden, hverken 40 m vand eller analyser er der noget som helst morsomt ved. jeg m... Vis mereå sige, at det overrasker mig at det lykkedes dig at gennemstå uddannelsen - jeg forsøgte selv dengang i sommeren 77 hvor det var så satans trendy med plasken rundt i langt mere end rimeligt var. så skulle vi alle være amphibier, jeg køber det ikke. vand er noget man drikker og så er den ikke så meget længere. jo, måske lidt: bilen skal da vaskes og sådan, men så også punktum. regn er jeg også i stigende grad kritisk overfor. men tillykke da med de bugnende brikse, jeg misunder dig ikke.
- angående idioten som misbrugte mit navn: det viser sig at det ikke er helt så enkelt som først antaget. den tager vi også lige pr. telefon. (og dog: er det sikkert nok? - vi kan jo mødes du-ved-nok-hvor).
6. april kl. 23:20

KSN:
Er det Bent R?...Du kan svare i kode, hvis det er. Jeg tænkte osse på Ribe og så videre til Flæske, men han er faktisk endnu dummere, end ham der har skrevet det der så ud som dig, men som jeg godt vidste at det ku ikke passe. Så Flæske er det ikke.
Og du siger det er mere kompliceret end som så: Prøver at du få mig til at vakle mellem Ribe Koldsnotten og Flæske, og så er det dig der alligevel fører pennen? Ok. ok.
6. april kl. 23:25

KSN:
Svar ret hurtigt, om det er Flæske, for så bestiller jeg køllekvartetten i dette akkurate øjeblik. (Hvis ikke de sidder i Kragskov pt). Og så er der selvfølgelig tre gange Erik. Så ska vi ud at motionere.
6. april kl. 23:31

LBN:
undskyld mig knud, men er du fuld, er du sikker på at du er kommet op af den fjord overhovedet. jeg kan afkræfte at der er tale om hverken bent r, ribe eller flæske (for fanden, at du i det hele taget nævner ham, så vidt jeg ved har han ikke noget der minder om et sprog overhovedet). med at det er mere kompliceret end som så, mente jeg blot de rent fysiske problemer i forhold til kølhalingen. jeg ved hvem det er, kan ikke nævne det her, vi må være to ved pågribelse + afstraffelse, og vigtigst: vi må lægge en grundig plan, inden vi skrider til værks.
- men fuck det, nu kan det være ligemeget.
6. april kl. 23:31

KSN:
der var engang jeg troede at fuck var fck´s ungdomsafdeling.
6. april kl. 23:34


LBN:
såså. min seneste besked var til din forrige, det går stærkt dether. bank bare flæske, jeg bryder mig ikke om ham. og ok, hvis vi handler virkelig hurtigt, og det kan 3 x erik jo, så kan vi også få fat i plottets skurk: Inger the Kadang.
6. april kl. 23:34

LBN:
jeg gentager: det går virkelig stærkt dether. tag bare fuck med også. jo flere jo bedre.
6. april kl. 23:35

LBN:
pip og pølle kommer også. så går vi i byen bagefter.
6. april kl. 23:36

KSN:
Hun ligger med Koldbrand. Ja ikke sygdommen men med Hans Kold, som ellers var helt holdt op med alting.
6. april kl. 23:36

LBN:
ok. antitank-drengene har ordnet situationen. alt som det skal være. hul i jorden. - beklager at der gik blå briller i den for mig en overgang dér. du har jo sagt det så mange gange før, knud: skyd, lars bo, bare fucking skyd, drop alt det tænkepis. du har ret, knud, du har ret.
6. april kl. 23:41

KSN
var faktisk gået i seng og vidste at noget var undervejs. Men alligevel ikke igen dit tænkepis. Tænkepis. Lars. Og Hincapie. Hvad fører det nu til. Lars, mentalt set hænger du fast i Mont Ventoux. Du ku godt nærme dig noget Mogens Ellegaard, hvis bare du koblede dit gode hovede fra bare engang i mellem.
Lars, dit navn er Mensa. Men dine hænder er som våde franskbrød.
6. april kl. 23:50

LBN:
min kæreste kæreste forsøgte at tælle mine myoser: hun måtte gå i seng med auratisk migræne. jeg har læst et sted at man kan få indopereret en clips i hjernebarken, som skulle være befordrende for bl.a. accordeonspil. måske forsøger jeg mig så med det.
- og inden jeg falder i søvn: det hele var en fejltagelse: det var slet ikke Kadang-Inger som havde udgivet sig for mig; det var blot katten som havde taget sig en tur henover tastaturet. nåja. sådan kan det gå. storm i et glas tis, som Bivver altid sagde, han var så fin på den.
7. april kl. 02:28

(regi: en kirkeugle høres tude i det fjerne, nilfisken trækkes ind igen, katte hvæser, tæppet går ned, lyden af krattende kattekløer)



-  FINIS  -

Chelsea Light Moving. Anbefaling.


Man må gøre bod hver eneste dag, sagde Lazarus. Det er vigtigt.
Hvordan? Spurgte jeg.
Det ved jeg ikke.
Det er op til dig.
Jeg sad og betragtede mine negle. De var ved at blive lange. Jeg havde ingen negleklipper med. Det er sjældent jeg rent faktisk klipper mine negler. Jeg piller dem, bider dem, sliber dem til med de andre negle. De var beskidte. Det er utroligt så meget skidt jeg altid får samlet ind under mine negle. Måske skulle jeg altid samle skidtet i en pose. Sende dem til at analyseinstitut når jeg er på gravens rand. Det ville være min selvbiografi.
Lazarus rejste sig op, børstede jord af sin bag, klappede i hænderne, sukkede dybt og kiggede ned på floden i nogle sekunder før han vendte sig om uden et ord, og forsvandt ned ad stien, ind i flimmeret. Jeg overvejede at spise lidt, men gad ikke, selvom jeg var sulten. Lad det være en bodshandling, tænkte jeg, jeg venter lidt med at spise, indtil jeg absolut ikke kan holde det ud mere. Jeg var heller ikke tørstig. Jeg rullede mig en smøg. Var lidt i tvivl om jeg virkelig behøvede den. Men man behøver aldrig virkelig en smøg, så jeg tænkte at det var OK; med smøger er det et enten/eller; enten ryger man, eller også gør man det aldrig mere. Så jeg røg en smøg, og gjorde mit bedste for at nyde den, smage grundigt på den, mærke hvordan den både gjorde mig svimmel og fik mig til at slappe af. Ja, røgen er en luksus, en ekses, god lige nu og her, kun lige nu og her og lidt efter, men på længere sigt slår den én ihjel. Ja, det er en oprørsk handling at ryge. Det er noget at tænke over. Jeg holder op på et tidspunkt. Når tiden er inde. Når jeg har røget nok. Den sidste smøg. Det er noget at tænke over. Jeg lagde mig på ryggen i græsset og så på skyerne. De lignede skyer. Hvis der var skyer. Jo mere jeg forsøger at se dem for mig, jo mere forsvinder de. Så var de der nok ikke. Så lukkede jeg nok i virkeligheden mine øjne og blundede lidt. Dagdrømte om skyer, som kunne være hvad som helst.  

torsdag den 12. juli 2012

Det indre liv


Emig i Chalal, Indien.



Og hele tiden den følelse af at gå glip af noget som lå lige om hjørnet at se noget man gik glip af gentager vi os selv så gentager vi os selv det gør vi sidder på balkonen i Vashist siloen vi bebor trækkerdrengen inde ved siden af bjergene derude for ende af vores blikke hvide tinder der skal vi ikke op så højt skal vi alligevel ikke op vi har ikke al tid i verden vi vil leve jeg har haft ondt i fødderne hele dagen og vi har næsten ikke taget et eneste skridt mine sko skrumper ind mine fødder udvider sig mine hjerne siver ned i min krop kroppen stiger op i hjernen jeg er et nervesystem bl.a. i familie med lyn pakket ind i skyer holdt fast i spænding over bjergene byerne de små kringlede veje og stier på afgrundens rand vi forholder os afventende så sker der noget det glider forbi os langs murene i buskene trommer i det fjerne og de kommer nærmere de russiske sorte tantrikere på den anden side af gårdspladsen spiller klodset musik og smækker med dørene bevæger sig rundt i et permanent delirium tremens de skuler mod os fra under deres munkekutter de optager deres timelange sexsessioner på bånd med alt for megen rumklang som kneppede de i en gletscherhule i det højeste Himalaya der hvor ingen uindviet har adgang de har ikke adgang de tager selv hvad de vil have de spørger ikke om lov de er onde hvis ondskab findes vi roder os ikke ud i nogen diskussion med dem de lever i en anden verden vi lever i den samme men de gør ikke de har meldt sig ud tror man kan melde sig ud der er ikke noget abonnement at opsige det ville jeg sige til dem jaja lad dem rende rundt i fyrreskovene om natten gøre hvad de gør vi er ikke velkomne det er tydeligt nok det lader de os vide deres brændende blikke vi drikker sort te med masser af sukker almindeligt vand har ikke nok energi der skal mere til der skal planter til    


onsdag den 11. juli 2012

Om at svare

Hvis jeg svarer "ja", gør det mig ked af det.
Hvis jeg svarer "nej", gør det hende ked af det.

Her findes fine ting (min ven og samarbejdspartner Troels Emig):


Jeg finder en menneskekrop skåret i stumper og stykker og spredt rundt under et højt nåletræ i en velkendt baghave. Området er støvet, forfaldent, mudder, tørt tørt tørt. Huset er stort, velkendt, men for stort, luftigt, alle vinduer og døre åbne, gardinerne blafrer. Gennemblæst. Gerningsmanden er stadig til stede et sted. En bekendt. Kunne godt være familie. Jeg ringer til politiet. Kvinden jeg taler med, er langsom, ugidelig, som var hun på et eller andet stof. Hun siger, at hun ikke tror på mig, det er helt umuligt, det jeg siger. Hun gider ikke. Det bliver ved. Så jeg vender tilbage til kropsdelene. Nu er de spredt ud over et stort område. Græsset er højt og forårsfugtigt, så friskt og grønt. De blodige kødklumper etc. stikker op fra græsset. Det er også en mose. Det damper. Der er dis. Halvmørke. Kødet bevæger sig, sitrer, pulserer. Ribben lyser hvidt gennem rygkød. Politiet ankommer uden lyd, men med blå blink. En meget gammel, hvidhåret og hvidskægget mand i en hvid bil fra halvtredserne. Han gider det ikke rigtig. Det skal overstås. Han brokker sig. Der sad han lige og fik aftensmad med konen, og de så tv. Jeg viser ham den sønderdelte menneskekrop. Hvis der da overhovedet er tale om kun én krop. Så er det pludselig alvor, så tager han sig sammen og bliver fokuseret, professionel. Han snuser som en hund, næseborene blafrer, hans øjne lyner. Og så er han af sted, har fået færden, det går meget hurtigt. Han løber ind i køkkenet, hvor morderen står med en kagerulle i hånden. Måske i selvforsvar, måske skulle han til at bage. Vi pågriber ham. ”Jeg har mange års erfaring med dissektion”. Vi slæber ham ud gennem den frodige, mere og mere overgroede have. Morderen hyler som en liderlig kat. Politibedstefar har en lang kanyle med. Glas og stål. Morderen får en injektion. Hans blodårer er meget tydelige. Vi slæber ham gennem haven. Haven har ingen ende.     


tirsdag den 10. juli 2012


En død guds kraft. Hold da op.
Ja, OK. Det er måske lidt voldsomt. Men, altså…
Jaja. Fortsæt.
Nu tabte jeg tråden.
Bunkerne som religiøse anlæg.
Ja … Lad os lave noget aftensmad.
Uden at tale til hinanden gik vi ned til bænkene og spiste vores dåsemakaroni, drak vores mytologiske kildevand. 

mandag den 9. juli 2012

Brev

Nej, jeg kan faktisk ikke vente. Honey Snabbhäst sidder i stuen og kæderyger, beskylder mig for at være dig, at det så var mig, som solgte hele regimentet til Saddams harem og påførte migselv lidt rifter med en smørkniv og postulerede bagholdsangreb.  Hvis du vil opnå noget som helst med de østeuropæiske delfiner eller hvordan det var, så tror jeg nok lige at der skal stå et par bimmere i min garage i morgen. (Og så glem bare kronikken, jeg tager mig af Honey, gider ikke dit sjusk (du har stadig ikke betalt for den "renovation" af kælderen)).