mandag den 4. juni 2012




Bermuda må vente lidt.

Jeg har haft en god samtale med min ven KSN, som fortalte mig mange ting som jeg ikke vidste noget om; bl.a. at Bermuda ikke bør besøges når stjerneren står som de åbenbart står lige nu. KSN ved alt sådan noget. Engang var vi ude at gå en tur en sen nattetime, vi havde været i slagsmål med nogle rockere nede på Foxy, og var blevet lidt filosofiske i det; jeg gik og talte om Månen, om hvordan jeg ofte lå søvnløs og syntes at den kaldte på mig. Så spurgte han mig, hvornår på døgnet jeg er født. Jeg svarede og KSN var stille i nogle minutter. Han havde brillerne af og på mange gange, hans fingre blev ligesom dobbelt så lange, ja, faktisk blev de nærmest uendelige, for de delte sig og delte sig ved konstante fordoblinger. Og så, ja, man tror jo nok det er løgn, men så tog han fat om Månen, og gav mig den at holde. Jeg græd. Og så satte han den tilbage på plads på himlen. Han sagde, at det jeg netop havde forstået, ville jeg aldrig forstå. Jeg har aldrig siden haft en søvnløs nat. Og jeg ved at mennesket aldrig har, og aldrig vil gå på Månen.

Nok om alt det.

Jeg talte altså igen for nylig med KSN. For jeg var til at sove helt til i cigar og mørke tanker. Jeg så verden gå under og genopstå milliarder af gange for mit indre blik. Ja, koglekirtlen kogte; mit skrivebord var ikke længere et skrivebord, men selveste det store ocean, jeg stod på dækket af min egen hjuldamper og skuede, skuede mod ukendte kyster, mine øjne rullede i solen, min hud skallede af. Og en storm trak op ovre under arkitektlampen, hvert støvkorn var en ø som bølgerne bruste indover med så voldsom kraft, at jeg tænkte, at i denne verden er intet liv muligt. En verden hvor dæmoniske kræfter slår isen ud af børns hænder, blot for at nyde tårerne, blot for at grine spidstandet ved synet af en is' langsomme fordampning ind i det store intet som er alt, er ikke en verden for følsomme og retfærdige sjæle.  Jeg var ved at opgive alt håb. Den is var ikke bare en is, men kosmos. Så flygtigt alting er!

Så hurtigt jeg ældedes dér ved mit bord! Håret faldt mig fra issen, huden krøllede sammen og faldt af i sodede flager. - Så ringede telefonen. Det var KSN. Samtalen var kort: Han sagde; jeg ved hvor du er, hvad du går igennem. Vent til næste måned. Tal med aben. Du vil modtage en mail. - Og ganske rigtigt modtog jeg kort efter en mail med et fotografi af en abe. Olsen hedder den. I mailen stod der: Olsen vil opsøge dig i løbet af tre dage. Spis ikke opvarmet mad, mens du venter. 


Så her sidder jeg med min rå gulerod og kan næsten ikke vente.
Hvor er vi på vej hen, kære læser?
Jeg ved det ikke, men jeg kan næsten ikke vente. 

3 kommentarer:

  1. Bare lige en kommentar om noget helt andet. KE påstod jo forleden at han var vendt hjem fra Indien. Jeg ku se på ham at det var løgn. Så siger han ud i luften: sandskridt. Flot, siger jeg så, motion ka man aldrig få for meget af. Sådan for at holde hans vrøvl ud i strakt arm. Så siger han: De har for resten lige ringet fra Stockholm, om han ku tænke sig at være den første der får nobelprisen i fire forskellige ting. (jeg tænkte nu rabler det da fuldstændigt.). Jow det var litteratur, økonomi, medicin og fysik eller kemi; han måtte selv vælge mellem de to sidste. Ja det er fint KE. Du er en ren Madame Curie. Og sådan hvad man ellers kunne finde på. Hvad blir det næste. Springer lige spørgsmålstegnet over. Så begyndte han at ævle. Lyttede kun med et halvt øre. Men gad alligevel godt vide, om der er noget om det. Jeg er lidt i problemer nu. Churchill fik jo osse prisen i litteratur. Og Pearl S Buck. Og White og -efter studehandel Rabindranath Tagore.Så snart der er mere at fortælle, hører du fra mig. ks

    SvarSlet
  2. Ja, han var jo osse her forbi ved 4tiden i nat. Så stod han og krattede på ruden, og ville ind. Jeg sagde; tag døren. Men så hvæsede han og, jeg ved ikke hvordan, men han fik sit korpus klemt ind gennem tremmerne. Og så sad han der som en sæk havregrød på gulvet og lavede lyde. Så blævret det hele. Jeg kom uvilkårligt til at tænke på et dokumentarprogram jeg engang så om nogle dybhavsfisk som brugte et helt langt liv på at svømme omkring i totalt mørke og ensomhed på jagt efter en mage, alt imens de fulgte en et bette lys de havde hængende fra egen pande, og udsendte lange klagetoner. Så åbnede han øjnene og jeg har da sjældent set så fæl en svensk skovsøparodi. Lidt imponerende at han kunne få det til at se ud som om nogen smuttede med sten henover iris, jo, det må jeg give ham. Så sagde han det samme til mig: Sandskridt. Jo, sagde jeg, men forsigtig nu, Kaj. Sandskridt, sagde han igen, og jeg forstod at det var en ordre. Så jeg forsøgte mig lidt med noget salsa, og hvad jeg lige kunne finde på. Så kan det ellers nok være, at den gamle Kaj kom tilbage, så skulle der skåles i dåseøl og vises lysbilleder (som han, igen lidt imponerende, projicerede ud gennem egen plumrede øjne); det ene billede efter det andet af mad, mad, og atter mad. Og det smagte fandme godt, og det gjorde det osse. Og så gav jeg ham sparket til sidst. Nu står han og fejer udenfor og skal absolut komme med en dumsmart kommentar til hver eneste unge dame han ser. Osse de mindre unge får en kommentar med, men det virker lidt halvhjertet. Nå, jeg vil ikke sidde her og skrive om Kaj mere; jeg skal jo dog osse have noget fornuftigt ud af dagen.

    SvarSlet
  3. • Var det dig der lige ringede? Pizza er på vej, (nr 44 den med flødeskum, klipfisk og kokosmakron).
    • Hold dog kæft. Jeg knaldede røret på. Har man kendt magen? Jeg har i hvert fald ikke.
    Og nu kan jeg se den er en gammel ordre. Cellofanen hænger fast i pappet. Så skal I ikke give noget for servietter.
    k

    SvarSlet