lørdag den 26. maj 2012

Work in progress. Lazarus og Per i skoven.


Så siger Lazarus:
    - Vi er i familie med alt levende.
     Og det kan Per egentlig godt sætte sig ind. Ja. Han sidder og kigger rundt på træerne, lytter til fuglenes kvidren, og han føler det som om han er til familiefest. Sådan som det er, når man er til familiefest; man sidder dér med sit vinglas, oksestegen, sangene, de skrækkelige sange. Og man ser sig omkring; de her mennesker er man så i familie med, dem skal man forestille at have en masse tilfælles med. Og man føler sig på lang afstand af det, deres liv er så anderledes end ens eget. Hvor godt kender de egentlig én? Hvor godt kender man egentlig dem? Man mødes måske én gang om året, højst, og holder en fest sammen, opdaterer sig med, hvad de andre laver, og så tager man hjem, glemmer det meste igen, lever sit liv. Men som man sidder dér, og tænker, at det egentlig er bizart, man har måske lyst til at det snart er overstået, så man kan komme hjem, hjem til sig selv og sine venner, dem som virkelig kender én, og som man virkelig kender, familien er en konstruktion, tænker man måske, betyder ikke det samme som den engang har gjort; i den senmoderne verden er ens sande familie vennerne. Ja, som man sidder der og måske tænker de tanker, kan man godt blive ramt af en følelse af at det alligevel er meget godt, helt enkelt, helt banalt, at man er til, at man sidder lige hér, med lige netop de mennesker, så tilfældigt det egentlig er, at netop disse mennesker er ens familie, det er i sig selv, i al sin enkelhed da ganske smukt, at man er til, at man kan opleve det i det hele taget. Jeg mener; hvad er oddsene for, at fx jeg skulle få eksistens, at jeg skulle blive én af livets manifestationer? De er små, det kan godt sige dig, jeg tvivler på at en matematiker overhovedet ville kaste sig ud i beregningen, en matematiker ville nok finde det matematisk forsvarligt ganske enkelt at sige, at det er usandsynligt, det er ikke værd at bruge tid på, at forsøge at regne ud, det kommer alligevel ikke til at ske. Men det er så lige netop det som er sket, det komplet usandsynlige at jeg eksisterer, og jeg sidder lige her med den her tilfældige familie, som sikkert sidder og kigger på mig, og tænker, hvorfor skal han altid være så mærkelig, hvorfor kan han ikke bare slappe af og hygge sig; tænke, tænke, tænke, han laver fandeme aldrig andet end at tænke, så vær her dog, og de løfter glasset, kigger på mig, vi smiler, skåler.
    Lazarus oplever det nok på en lidt anden måde. Men så er Per jo så heller ikke sadhu. Og Lazarus ikke nogen ung, almindeligt forvirret mand i den senmoderne verden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar