lørdag den 26. maj 2012

Tavle. Objet trouvé.


























Det var efter oversvømmelsen i København sidste sommer. Indhold fra tømte kældre lå i bunker rundt omkring på fortovene og lugtede muggent. Jeg kunne ikke holde mig fra at samle nogle af alle disse  efterladenskaber. Der var noget rørende, noget poetisk ved dem. Mange kender det nok godt; det at ens kælderrum, ens skunke osv., efterhånden fyldes op med alverdens ting og sager og ragelse fra fortiden. Ting man på den ene side ikke har brug for, men som man alligevel ikke kan smide helt ud. Kælderrummet er et kompromis. Man tænker; jeg vender tilbage, måske kan tingen finde genanvendelse, eller hvis jeg får det lidt på afstand, kan jeg skaffe mig af med det. Men virkeligheden er, at kælderarkivet bare vokser og vokser, man har svært ved det, der er simpelthen for meget ånd i de ting. Men så kommer sådan noget som en oversvømmelse, og hjælper en ud af limbo. Stinkende, halvrådne fotoalbums fyldte med billeder fra ferie i '80erne er alligevel ikke noget at gemme på. Sådan en lille håndsrækning fra naturen var der mange københavnere som fik sidste år. Lige skønt har det ikke altid føltes. Men hvem græder nu, knap et år senere? Hvem savner noget? - Men jeg indsamlede altså nogle af disse ting, som lå midt mellem det private og det offentlige, på kanten af malstrømmen, på vej til den endelige overgang fra skattede objekter til den store opløsning, nedbrydning til deres mindste bestanddele, ud i den store formløshed, hvor de igen kan indgå i nye forbindelser, nye former. - Men denne mulighed for at slippe fri, fratog jeg altså nogle få af disse virkelighedsvidner (hvis jeg skal sige det lidt flot). Her er et, som jeg synes er særligt smukt. Flere følger måske. (Og hvad betyder dog ikke denne digitalisering af objekterne?)   

Ingen kommentarer:

Send en kommentar