onsdag den 23. maj 2012

Det begynder i en skov. (work in progress)


Det begynder i en skov. Der sidder jeg og drikker vand fra en alt for blød plasticflaske. Jeg kan ikke få styr på det. Vandet render ned over mit ansigt, men jeg er ligeglad. Jeg er tom, jeg drikker bare. Omkring mig en masse natur. Grønt grønt grønt. Og en lille flod løber forbi. The River Camel. Det er i Cornwall. Det er tre år siden. Her tager historien sin begyndelse. Alvin og jeg var taget til Cornwall for at lave et kunstprojekt. Det var ikke nærmere defineret på forhånd. Vi havde ikke noget koncept. Når jeg tænker tilbage på det, forstår jeg ikke, hvorfor vi ikke bare med det samme indså, hvad det var det handlede om; at vi sad i hvert vores depressive møghul i hver vores by; Alvin i Glasgow, jeg i Paris. Og vi trængte til at komme væk. Ferie, ganske enkelt, fri fra tomheden. Men vi skulle have en undskyldning. Og den undskyldning var så kunst. Vi havde længe snakket om at lave noget sammen. Alvin er fotograf, jeg er forfatter. Vi mødte hinanden i Glasgow et par år tidligere, da min kæreste Marion studerede der, og det samme gjorde Alvin. Vi blev venner. Men det var et år siden, Marion og jeg var flyttet fra Glasgow til Paris. Siden havde Alvin og jeg kun set hinanden på en kort tur til Thy i Nordvestjylland. Den kommer jeg ind på senere. Vi havde ikke set hinanden siden. Der var gået ti måneder.  Og vi savnede hinanden. Vores venskab har altid været tæt, men kompliceret. Vi er forskellige. Det er almindeligt. Men vi savnede altså hinanden, boede i hver vores by, var hver især depressive. Alvin nok mere end mig, når det kommer til stykket. Ikke at man kan sammenligne, ikke at det er nogen konkurrence. Han var lige blevet forladt af sin kæreste, som han havde regnet med, at skulle tilbringe resten af sit liv sammen med. Hun var ikke enig. Han havde ikke set det komme. Og det kombineret med, at han var gået kunstnerisk kold, ikke kunne få én eneste ny idé, havde gjort at han var knækket sammen. Jeg havde haft mit sammenbrud umiddelbart efter turen til Thy, og var vel så småt ved at komme mig ovenpå det; havde fået noget terapi, og pillerne virkede, jeg var bare sløv og retningsløs, lavede ikke så meget, det vil sige; skrev ikke så meget. Men nu er jeg i Cornwall, jeg drikker vand, og har ikke styr på det. Jeg ser udmattet ud, vi har allerede været der længe. Mine øjne er røde, min hud hævet. Det er ikke fordi vi er ude i vildnisset, at det er nogen vildmarkstur. Jeg er bare smadret. Lider af hovedpine. Tandpine. Selvmedlidenhed. Jeg vil hjem, åh, bare hjem til Paris. Hjem til Marion. Jeg vil tilbage i min seng i det meget lille rum på 6. sal, hvor vi bor. Jeg gider det ikke det her. Alvin bliver ved med at forestille sig, at det kan blive til noget, at vi kan lave det kunstprojekt. Jeg har mine tvivl. Jeg orker ikke. Jeg vil bare vandre omkring. Ville ønske vi havde en masse pot med, så vi kunne drøne skæve rundt i de mytologiske landskaber. De fortryllede skove. Cornwall er virkelig et eventyrland. Man forstår det godt. At så mange myter er opstået her. Så mange spøgelseshistorier. Og at det har trukket myter til sig. Myter som egentlig er opstået andre steder er over tid blevet dislokeret til Cornwall. Jeg kommer ind på alt det efterhånden. Det er et af mine ærinder med denne tekst. Myternes muterende dans. Deres uregerlighed. Mere om dem senere. Jeg sidder og drikker vand, jeg gennembløder mig selv. For at det ikke skal være løgn, står der på flasken, at vandet er pumpet direkte op fra the Heart of Arthurian Myth. Det er den rene udødelighedens eliksir. Og jeg piller i en dåse kolde baked beans. Det skulle have været sjovt. Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med. Og hvor er Alvin? Hvor bliver han af? Ude med sit kamera et eller andet sted. Ude at lave kunst. Og her sidder jeg. Her sidder jeg. Sidder jeg. Det rasler i buskene bag mig. Må være et dyr. En grævling. Det kunne være en grævling. Noget stort. En ulv. Guløjet ulv. Der er historier om store kattedyr omkring Bodmin Moor. Det er der vi er, det er der jeg sidder og spilder vand. Det er ikke så langt fra Bodmin Moor. Og en leopard, en bengalsk tiger, tyrannosaurus rex er ved at snige sig ind på mig. Hvorfor ikke? Hvorfor ikke blive ædt af en leopard? Så var det det. Men man kan frygte, at det ikke går hurtigt, når dyret sætter tænderne i én. Det er ikke pjat. Jeg var bange. Jeg frøs til stedet. Tænkte at det nok bare var Alvin. Hvis det var ham. Hvis han sneg sig ind på mig, for at forskrække mig. Skulle jeg stikke ham én? Jeg sad fuldstændig stille. Dyret kom nærmere. Ikke bevæge mig. Ikke tirre dyret. Det rømmer sig. Dyret rømmer sig. Jeg kan høre det nu, det går på bagben. Gangens rytme. Ikke-dyr. Kan mærke det prikker i nakken. Flugthormoner. Stiv. Jeg er stivnet. Det rømmer sig. Så kan jeg mærke dets kløer. Min skulder. Jeg drejer hovedet. En uendeligt langsom grøn panorering. Iskoldt. Jeg har været i vandet længe nu, opgivet ethvert håb om redning. Og nu denne ubåd som sniger sig ind på mig. Kan allerede mærke, hvordan de på et sprog, jeg ikke forstår, diskuterer frem og tilbage, skal, skal ikke, og de bliver stille. Jeg når lige at føle smældet fra projektilet, da det rammer min nakke og et voldsomt lys.
     - Det er bare mig, siger dyret.
Jeg får styr på mine øjne, fokuserer. En mand. En gamling, tusindårig. Langt og mosbegroet skæg. Små skinnende øjne i det rynkede ansigt. Huden falder af i flager. Radioaktiv stråling, tænker jeg. Men venlige øjne, milde, som et barns, blå, så utroligt blå. Fuglene synger, tiden står stille. Jeg sidder med min vandflaske, og ved ikke hvad.
- Det er mig. Fader Lazarus.
     Jeg nikker. Kan mærke at jeg stirrer. Han slår blikket ned.
     - Jeg blev træt af bjerget.
     - Okay.
     - Har du lidt vand?
     Jeg rækker ham min flaske. Der er næste ikke noget tilbage, det meste sidder i min skjorte og min tweedjakke, hvis det da er ægte tweed; jeg tvivler. Han drikker grådigt, med en voldsomhed jeg ikke havde regnet med. Han så så mild ud. Han må have været døden nær af tørst.
     - Jeg troede du var the Bodmin Cat, siger jeg og kommer med et lille fnis.
     - Hvad er det? spørger han halvkvalt. Det er som om der er mere vand i den flaske, end jeg troede, der bliver ligesom ved med at være noget i den, lige lidt. Han rækker den tilbage til mig, og siger tak.
 - Det er bare en myte. Der bliver ved med at være folk, som mener at de har set et stort kattedyr her på egnen. Som de mener er en overlevende fra gammel tid, før store rovdyr blev udryddet i Storbritannien. Lidt Loch Nessagtigt, men mere sandsynligt selvfølgelig. Og man har fundet kranier. Men så har det vist sig at være fup. Drengestreger.
- Nå, hvordan?
- Tja. Der har vel været spor som har kunnet bevise, at kraniet kom fra et museum, eller hvad ved jeg. Jeg ved at man kan undersøge tænder, og på en eller anden måde afgøre, hvor i verden dyret er opvokset. Det er noget med mineralsammensætningen, tror jeg. Man kan se, hvad det dyr, eller menneske for den sags skyld – det er egentlig der jeg ved det fra; en dokumentar om udgravningen af en gladiatorgrav et eller andet sted i England, hvor man kunne se, at en eller flere af gladiatorerne var opvokset i Nordafrika, Egypten sikkert, det som hedder Egypten nu. Og ja, man kan altså se, hvad det dyr eller menneske har spist, mens det voksede op. Mineralerne fra maden kommer til at indgå i tænderne på en eller anden måde, i opbygningen af dem.
- Aha. Interessant.
- Ja. Men du var ikke the Bodmin Cat, det kan jeg godt se. Jeg tror heller ikke på det.
- Det gør du ikke?
- Nej. Eller; der kan da måske godt være en los eller et eller andet, som render rundt heromkring et sted. Eller et kæledyr som er sluppet ud. Et ulovligt kæledyr, og så vil ejeren ikke melde det til politiet. Men det ville nok ikke overleve så længe.
- Nej. Det ville det nok ikke.
- Men der har været kontinuerlige rapporter af den type over de sidste 30-40 år eller mere. Ja, jeg ved sgu ikke. Folk ser så meget. Tror de ser så meget. De er også så suggestive, landskaberne heromkring. De her dybe, frodige skove, rullende bakker, så pludselig et langstrakt fladt hedelandskab, med underlige stensætninger, og hvad ved jeg. Nu har vejret jo været fint og solrigt, ikke en sky på himlen, i flere dage, al den tid vi har været her. Men jeg kan lige se det for mig i tåge. Så kan fantasien rigtig komme i sving. Om aftenen, ved skumringstid, så ser det sgu vildt ud. Så kan jeg også godt blive lidt overnaturlig i det.
- Ja, men det overnaturlige er bestemt til stede her.
- Er det.
- Bestemt.
- Hm.
- Der er kræfter på spil her, som der ikke er mange af tilbage i verden.
- Kræfter, aha. Hvad er det for nogle kræfter?
- Svært at forklare. Der er døre, lad mig sige det sådan, der er døre som åbne her. Døre som er lukkede de fleste andre steder i verden. Cornwall er del af en geografi, som der ikke findes mange kort over. Kort som ikke er nedskrevne. Det tror jeg også godt du kan mærke.
- Det ved jeg ikke om jeg kan. Jeg kan mærke, at stedet kan sætte fantasien i gang.
- Det er det jeg mener.
- Ok. Ja.
- Du er skeptisk.
- Tja. Det er jeg. Eller; jeg ved ikke, hvad det er du snakker om. Jeg tror ikke rigtig på spøgelser og den slags. Ufoer og hvad har vi. Det er da meget underholdende. Men også noget jeg synes man bør være skeptisk overfor.
- Mennesket bryder sig ikke om fænomener det ikke forstår.
- Næ. Det er rigtigt. Men hvis der er nogen, som ved hvad spøgelse og halløj er for noget, så synes jeg de skulle tage og forklare det for os, som ikke forstår det.
- I vil ikke lytte.
- Nå.
Jeg begyndte at blive lidt træt af samtalen. Han ville tilsyneladende overbevise mig om noget, men samtidig ikke alligevel. Jeg syntes det mest af alt lugtede af, at han ville gøre sig selv interessant. At det morede ham at drille mig lidt. Men jeg kunne ikke helt placere ham. Der var noget i hans accent, som ikke helt passede til stedet, men samtidig var jeg ikke helt sikker på, hvordan Cornish lyder, jeg havde jo kun været der et par dage.
- Kommer du her fra? Fra Cornwall?
- Nej, jeg er lige ankommet. Det er første gang jeg er her. Jeg har vandret i mange måneder, for at komme hertil. Som jeg sagde til at begynde med: Jeg blev træt af bjerget, det var på tide at komme ned, at vandre.
- Bjerget ja. Og hvad var det, du sagde du hed? Undskyld, men jeg er så dårlig til navne. Jeg er altid mere fokuseret på ansigtet, når jeg møder et nyt menneske. Så hører jeg ikke rigtig efter.
- Fader Lazarus.
- Fader Lazarus, ja. Du er munk, måske?
- Det kan man sige, ja. Men nok om alt det, vi har rigelig tid til at snakke. Nu må vi have os noget kaffe. Hvor får man det? Kan du hjælpe mig med det?   
     Det er måske på sin plads, her at indskyde, at jeg, da jeg sad der på den bænk i Cornwall, da jeg mødte Lazarus, ikke vidste så frygteligt meget om Cornwall, det jeg tidligere skrev med, at det er et mytens sted, et sted hvor myter både opstår, og bliver trukket til, var jeg ikke fuldt bevidst om, da jeg var der, det er noget som efterhånden gik op for mig, og som jeg har læst mig til efterfølgende. Jeg syntes bare Lazarus var sær, og lidt irriterende, jeg ville egentlig helst være i fred, lige på det tidspunkt, jeg sad og ventede på Alvin, jeg ville foreslå, at vi droppede vores kunstprojekt, og bare holdt ferie. Men Lazarus skulle vise sig ikke at være så let, at slippe af med, mildt sagt. Han ville have kaffe, og det skulle være nu, og jeg skulle hjælpe ham med at få det, og det var ikke det eneste han ville med mig. Mere om det efterhånden som vi historien folder sig ud. Jeg ved stadig ikke hvad jeg skal mene om Lazarus og meget andet, af det jeg vil fortælle om. Jeg vil ikke drage for mange konklusioner, blot lægger materialet frem, så nogenlunde som det skete. Og nåja, det har jeg glemt: På bordet foran mig lå en bog, The Quest for Arthur’s Britain, redigeret af Geoffrey Ashe. Det var den eneste bog jeg havde med mig til Cornwall. Da jeg blot en uge tidligere havde modtaget en email fra Alvin, hvori han skrev at vi havde fået mulighed for at få adgang til en forladt industribygning i Cornwall, The Wenford China Clay Dries eller blot The Dries, og jeg straks havde svaret, at det var jeg med på, gik jeg ned i en engelsk boghandel i Paris, og spurgte om de havde noget Cornwallrelateret litteratur. Denne bog var den eneste de havde. Og den er endda kun løst forbundet til Cornwall. Der er tale om en samling arkæologiske artikler, og sommetider ekstremt tørre, faglige sådanne, som søger at finde historisk grundlag for Arthurmyten, eller måske nærmere; Arthurmyterne. Det er en lang historie, og jeg skal nok komme ind på den. Jeg havde ikke læst så meget i den endnu. Men af det jeg havde læst, kunne jeg i hvert fald forstå, at der ikke var arkæologisk grundlag for at mene at Arthur skulle komme fra, eller nogensinde have været i, Cornwall, som myterne ellers påstår. Bogen var fra 1968, men myterne havde helt klart stadig mere magt end videnskaben, som teksten på min vandflaske beviste. Ikke rart sådan at skulle give en god myte fra sig, bare fordi nogle arkæologer siger, at Camelot ikke var det i Cornwall beliggende slot Tintagel, men nok nærmere Cadbury, måske. Og det er jo så på det seneste også blevet betvivlet. Eller nej; jeg blander tingene sammen; det er blevet betvivlet om Glastonbury danner grundlag for den mytologisk ø Avalon, hvor Kong Arthur, the once and future king, ligger begravet, i dvale, ligesom hvor egen Holger Danske, og hvor han igen en skønne dag skal vågne igen, når Britannien har brug for ham. Ja, en yngre, britisk historiker har argumenteret overbevisende for, at grundlaget for Avalon nærmere skal findes i den bretonske by Avallon (navneligheden er vist ikke til at overse); og det har jo omfattende konsekvenser for storbritisk nationalidentitet, hvis Arthur rent faktisk ligger og venter i Frankrig. Men mere om alt det senere, senere, senere. Hver ting til sin tid, ikke sandt?      

Ingen kommentarer:

Send en kommentar