torsdag den 31. maj 2012

Ismysteriet fortsat. Store problemer. Men måske alligevel opklaring i horisonten. Vi får se.



Ok.
Ræven smuttede. Jeg ved ikke hvorhen. Den er stadig under mistanke. Jeg har heller ikke opgivet Slangemanden endnu. Men sporene løber kolde. Jeg må indrømme at jeg ikke har meget at arbejde med. Opsøgte politiet i går; endte med lidt kaffehygge og en videofilm. Den med Arnold, hvor han skyder en hel masse og taler sjovt. Men altså ingen opklaring i udsigt.

Så opsøgte jeg en clairvoyant. Har ofte fået anbefalet Frk. Kisser af mine detektivvenner.
Hun sagde, at jeg var fisk. Så sagde jeg at det kunne hun selv være. Hun sagde at jeg snart ville få noget tungt i hovedet. Jeg sagde farvel og lagde en af mine tidsindstillede brandbomber under hendes hæk (skulle jo ikke være noget problem for hende, at finde og afmontere den).

Det er meget koldt i dag. Jeg tror klimaet er ved at forandre sig til det værre. Det er sidste udkald venner, hvis vi skal have en fremtid her på planeten. Jeg drikker for meget kaffe, får ikke nok motion. Jeg tænder mig lige en cigar og tænker lidt over, hvad mit næste skridt skal være. Jeg har en fornemmelse af at sporene peger mod Bermuda.


onsdag den 30. maj 2012

Mysteriet om isen fortsætter:
















Slangemanden fra før siger at det var ræven der gjorde det.
Men ræven står bare på sit skab og lader som ingenting. Trækker dårligt nok vejret.
Det er jo mistænkeligt.
Slangemanden siger at det er for let at dømme ham som den skyldige, blot fordi han har samme farver som isen og dens bæger.
Det kan han jo have ret i.
Og det er meget mistænkeligt at ræven lader som ingenting.
Den er svær den her. Jeg vender tilbage straks der er nyt i sagen.

Måske var det ham, det gjorde det med isen. Det kunne ligne ham.
















Thi; man tager farve af sine ugerninger.

mandag den 28. maj 2012

Per og Alvin i London.


















Et lille døgns tid senere er de langt ude i en skov i Cornwall:


De går ned ad en lille sti, hvor lyset sprænges og splintres gennem løvet, det danser som små prikker på skovbunden, henover den brune jord med rester af sidste års nedfaldsblade, knudrede rødder, småsten.
   - Det er som på et diskotek, siger Per, diskokugle. Og han laver et par dansetrin, John Travolta-agtige, og er ved at snuble over en rod.
   - Det er det sublime, siger Alvin.
   - Hvad?
    - Lysprikkerne; det sublime.
    - Nåeh. Ja.
    - Som snefald.
    - Jeg har hovedpine.
    - Også jeg … Jeg har nogle piller.

Brev.



Kære Henrik
 hvis Columbus ku tage fejl og tro det  var Indien han var kommet til, og ikke Amerika, som vi ved i dag. Det er osse så let for os at grine. Har du måske nogensinde  rejst til et helt andet sted i verden end der hvor du regnede med du skulle hen?  nej vel. Jeg kan se det for mig, hvordan du tænker og tænker over det og vil komme med et smart svar. Men du kan glemme det, jeg kender dig.  Det kan være nok så smart det svar, men løgn. Ligesom dengang med astronautisen: det var så tydeligt, at du ikke ku lide den, men bare sagde det, fordi det var dig som havde foreslået at vi skulle spise nogen.  Og jeg spyttede kun den lille vingummimand ud, fordi jeg vidste at ellers ville den komme op af sig selv. Der var ikke noget demonstrativt i det. Det er igen fordi du ikke kender forskel på mig og dig. Hvordan skulle du så kunne kende forskel på Indien og Amerika. Jeg tror ikke du kan kende forskel på noget som helst. Jeg indrømmede det jo for fanden, at det ikke var Indien jeg var i selvom jeg syntes det lignede.  Nej, den ko vi så lå ikke ude på nogen mark, og landmanden vi så var ikke trafik, det ved jeg sgu da godt. Men det fik mig lige til at tænke på noget. Og så skal man belæres om hvad Danmark er og en dansk ko og at det er noget andet end Indien og indiske køer.  Det er ligesom mig der har været i Indien. Og hvor har du overhovedet været. Og jojo det er flot, at vi kan lave rigtige rundkørsler i Danmark og ikke bruger køer. Det var slet ikke min pointe. Så typisk.  Men så tag sgu da til Indien og byg nogen rundkørsler. Jeg siger dig;   du får din sag for.   Jeg ved ikke hvorfor jeg overhovedet gider skrive det her. Men du skal nok ikke lige regne med, at jeg kommer til din 35-års her på fredag. Og hvis der overhovedet kommer nogen, så må de selv om det. De er ikke mig. Og jeg vil ikke sådan bare klaske mig selv ud over alle og enhver.
-Karen.
PS. Jeg fortryder ikke noget af det vi har lavet sammen. Men gentagelser bliver der ikke noget af. Jeg har andre planer. Ikke at de rager dig.

Satellite Suburbia. Fernisering 01.06.2012. Kl. 18-21. Den Frie Udstillingsbygning.




Satellite Suburbia er et kunstværk som benytter sig af internettet som medie såvel som materiale.
Internettet er i løbet af forholdsvis få år blevet en integreret del af de fleste menneskers hverdag. Vi tænder nærmest instinktivt vores computere (hvis de overhovedet har været slukket) for at gå på internettet og læse mails, nyheder, opdatere os med, hvad vores venner laver, det er på internettet at vi gør mange af vores indkøb og søger oplysninger om alverdens. Den virtuelle virkelighed kan til tider endda forekomme at overvinde den reale. Mange mennesker bruger en stor portion af deres tid i virtuelle fantasiverdner, hvor de lever gennem deres avatars. Satellite Suburbia er ikke en kritik af internettet, men en spørgen ind til og en undersøgelse af vores (muligvis vaneprægede) opfattelse af internettet.
Konkret er værket resultatet to sideløbende undersøgelser foretaget af Emig og Nørgaard. Den ene undersøgelse bestod i en række vandringer i de Københavnske forstæder, den anden en undersøgelse af internettets periferier. Under begge undersøgelser indsamlede Emig og Nørgaard det materiale som er blevet til Satellite Suburbia.   
Værket består af fem hovedsider, men skal opfattes som ét sammenhængende værk med flere indgangsvinkler og forskellige mulige ruter at tage.




Satellite Suburbia
Lars Bo Nørgaard og Troels Emig
01.06.2012
kl.18-21

Den Frie Udstillingsbygning
Oslo Plads 1
2100 København Ø

lørdag den 26. maj 2012

Tavle. Objet trouvé.


























Det var efter oversvømmelsen i København sidste sommer. Indhold fra tømte kældre lå i bunker rundt omkring på fortovene og lugtede muggent. Jeg kunne ikke holde mig fra at samle nogle af alle disse  efterladenskaber. Der var noget rørende, noget poetisk ved dem. Mange kender det nok godt; det at ens kælderrum, ens skunke osv., efterhånden fyldes op med alverdens ting og sager og ragelse fra fortiden. Ting man på den ene side ikke har brug for, men som man alligevel ikke kan smide helt ud. Kælderrummet er et kompromis. Man tænker; jeg vender tilbage, måske kan tingen finde genanvendelse, eller hvis jeg får det lidt på afstand, kan jeg skaffe mig af med det. Men virkeligheden er, at kælderarkivet bare vokser og vokser, man har svært ved det, der er simpelthen for meget ånd i de ting. Men så kommer sådan noget som en oversvømmelse, og hjælper en ud af limbo. Stinkende, halvrådne fotoalbums fyldte med billeder fra ferie i '80erne er alligevel ikke noget at gemme på. Sådan en lille håndsrækning fra naturen var der mange københavnere som fik sidste år. Lige skønt har det ikke altid føltes. Men hvem græder nu, knap et år senere? Hvem savner noget? - Men jeg indsamlede altså nogle af disse ting, som lå midt mellem det private og det offentlige, på kanten af malstrømmen, på vej til den endelige overgang fra skattede objekter til den store opløsning, nedbrydning til deres mindste bestanddele, ud i den store formløshed, hvor de igen kan indgå i nye forbindelser, nye former. - Men denne mulighed for at slippe fri, fratog jeg altså nogle få af disse virkelighedsvidner (hvis jeg skal sige det lidt flot). Her er et, som jeg synes er særligt smukt. Flere følger måske. (Og hvad betyder dog ikke denne digitalisering af objekterne?)   

Work in progress. Lazarus og Per i skoven.


Så siger Lazarus:
    - Vi er i familie med alt levende.
     Og det kan Per egentlig godt sætte sig ind. Ja. Han sidder og kigger rundt på træerne, lytter til fuglenes kvidren, og han føler det som om han er til familiefest. Sådan som det er, når man er til familiefest; man sidder dér med sit vinglas, oksestegen, sangene, de skrækkelige sange. Og man ser sig omkring; de her mennesker er man så i familie med, dem skal man forestille at have en masse tilfælles med. Og man føler sig på lang afstand af det, deres liv er så anderledes end ens eget. Hvor godt kender de egentlig én? Hvor godt kender man egentlig dem? Man mødes måske én gang om året, højst, og holder en fest sammen, opdaterer sig med, hvad de andre laver, og så tager man hjem, glemmer det meste igen, lever sit liv. Men som man sidder dér, og tænker, at det egentlig er bizart, man har måske lyst til at det snart er overstået, så man kan komme hjem, hjem til sig selv og sine venner, dem som virkelig kender én, og som man virkelig kender, familien er en konstruktion, tænker man måske, betyder ikke det samme som den engang har gjort; i den senmoderne verden er ens sande familie vennerne. Ja, som man sidder der og måske tænker de tanker, kan man godt blive ramt af en følelse af at det alligevel er meget godt, helt enkelt, helt banalt, at man er til, at man sidder lige hér, med lige netop de mennesker, så tilfældigt det egentlig er, at netop disse mennesker er ens familie, det er i sig selv, i al sin enkelhed da ganske smukt, at man er til, at man kan opleve det i det hele taget. Jeg mener; hvad er oddsene for, at fx jeg skulle få eksistens, at jeg skulle blive én af livets manifestationer? De er små, det kan godt sige dig, jeg tvivler på at en matematiker overhovedet ville kaste sig ud i beregningen, en matematiker ville nok finde det matematisk forsvarligt ganske enkelt at sige, at det er usandsynligt, det er ikke værd at bruge tid på, at forsøge at regne ud, det kommer alligevel ikke til at ske. Men det er så lige netop det som er sket, det komplet usandsynlige at jeg eksisterer, og jeg sidder lige her med den her tilfældige familie, som sikkert sidder og kigger på mig, og tænker, hvorfor skal han altid være så mærkelig, hvorfor kan han ikke bare slappe af og hygge sig; tænke, tænke, tænke, han laver fandeme aldrig andet end at tænke, så vær her dog, og de løfter glasset, kigger på mig, vi smiler, skåler.
    Lazarus oplever det nok på en lidt anden måde. Men så er Per jo så heller ikke sadhu. Og Lazarus ikke nogen ung, almindeligt forvirret mand i den senmoderne verden.

torsdag den 24. maj 2012

Andet brev til en anden veninde.

Store problemer. 
- Kom hjem fra 70-års i går, mæt af Jammerbugt, lammekølle. Vågner her til morgen, halvdelen af ansigtet væk, soveværelset skyllet bort medsamt konen og børnene. Giver du noget kaffe, kringle? 
  Det er lidt svært lige nu.
 Vil osse gerne låne noget værktøj.


Kh mig

Brev til en veninde d.d.

(opsnappet fra den blå luft)


undskyld mig karen, men er du fuld, er du sikker på at du er kommet op af den fjord overhovedet. jeg kan afkræfte at der er tale om bent r, ribe eller flæske (for fanden, at du i det hele taget nævner ham, så vidt jeg ved har han ikke noget der minder om et sprog overhovedet). med at det er mere kompliceret end som så, mente jeg blot de rent praktiske problemer i forhold til kølhalingen. 

jeg ved hvem det er i virkeligheden er, kan ikke nævne det her (der er øjen overalt), vi må være to ved pågribelse + afstraffelse, og vigtigst: vi må lægge en grundig plan, inden vi skrider til værks. 

kh putte

onsdag den 23. maj 2012

Forfatteren i Cornwall. Foto af Tor Jonsson.






















Forfatter og gode menneske Knud Steffen Nielsen, har på et tidspunkt på Facebook skrevet følgende om dette billede: fandt lig en grammofonplade med Poul Reumert hvor han læser Guldhornene op. Billedet passer skidegodt sammen med.. Fred være med ham, det herlige væsen (altså Knud. ja osse Poul for den sags skyld).

Det begynder i en skov. (work in progress)


Det begynder i en skov. Der sidder jeg og drikker vand fra en alt for blød plasticflaske. Jeg kan ikke få styr på det. Vandet render ned over mit ansigt, men jeg er ligeglad. Jeg er tom, jeg drikker bare. Omkring mig en masse natur. Grønt grønt grønt. Og en lille flod løber forbi. The River Camel. Det er i Cornwall. Det er tre år siden. Her tager historien sin begyndelse. Alvin og jeg var taget til Cornwall for at lave et kunstprojekt. Det var ikke nærmere defineret på forhånd. Vi havde ikke noget koncept. Når jeg tænker tilbage på det, forstår jeg ikke, hvorfor vi ikke bare med det samme indså, hvad det var det handlede om; at vi sad i hvert vores depressive møghul i hver vores by; Alvin i Glasgow, jeg i Paris. Og vi trængte til at komme væk. Ferie, ganske enkelt, fri fra tomheden. Men vi skulle have en undskyldning. Og den undskyldning var så kunst. Vi havde længe snakket om at lave noget sammen. Alvin er fotograf, jeg er forfatter. Vi mødte hinanden i Glasgow et par år tidligere, da min kæreste Marion studerede der, og det samme gjorde Alvin. Vi blev venner. Men det var et år siden, Marion og jeg var flyttet fra Glasgow til Paris. Siden havde Alvin og jeg kun set hinanden på en kort tur til Thy i Nordvestjylland. Den kommer jeg ind på senere. Vi havde ikke set hinanden siden. Der var gået ti måneder.  Og vi savnede hinanden. Vores venskab har altid været tæt, men kompliceret. Vi er forskellige. Det er almindeligt. Men vi savnede altså hinanden, boede i hver vores by, var hver især depressive. Alvin nok mere end mig, når det kommer til stykket. Ikke at man kan sammenligne, ikke at det er nogen konkurrence. Han var lige blevet forladt af sin kæreste, som han havde regnet med, at skulle tilbringe resten af sit liv sammen med. Hun var ikke enig. Han havde ikke set det komme. Og det kombineret med, at han var gået kunstnerisk kold, ikke kunne få én eneste ny idé, havde gjort at han var knækket sammen. Jeg havde haft mit sammenbrud umiddelbart efter turen til Thy, og var vel så småt ved at komme mig ovenpå det; havde fået noget terapi, og pillerne virkede, jeg var bare sløv og retningsløs, lavede ikke så meget, det vil sige; skrev ikke så meget. Men nu er jeg i Cornwall, jeg drikker vand, og har ikke styr på det. Jeg ser udmattet ud, vi har allerede været der længe. Mine øjne er røde, min hud hævet. Det er ikke fordi vi er ude i vildnisset, at det er nogen vildmarkstur. Jeg er bare smadret. Lider af hovedpine. Tandpine. Selvmedlidenhed. Jeg vil hjem, åh, bare hjem til Paris. Hjem til Marion. Jeg vil tilbage i min seng i det meget lille rum på 6. sal, hvor vi bor. Jeg gider det ikke det her. Alvin bliver ved med at forestille sig, at det kan blive til noget, at vi kan lave det kunstprojekt. Jeg har mine tvivl. Jeg orker ikke. Jeg vil bare vandre omkring. Ville ønske vi havde en masse pot med, så vi kunne drøne skæve rundt i de mytologiske landskaber. De fortryllede skove. Cornwall er virkelig et eventyrland. Man forstår det godt. At så mange myter er opstået her. Så mange spøgelseshistorier. Og at det har trukket myter til sig. Myter som egentlig er opstået andre steder er over tid blevet dislokeret til Cornwall. Jeg kommer ind på alt det efterhånden. Det er et af mine ærinder med denne tekst. Myternes muterende dans. Deres uregerlighed. Mere om dem senere. Jeg sidder og drikker vand, jeg gennembløder mig selv. For at det ikke skal være løgn, står der på flasken, at vandet er pumpet direkte op fra the Heart of Arthurian Myth. Det er den rene udødelighedens eliksir. Og jeg piller i en dåse kolde baked beans. Det skulle have været sjovt. Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med. Og hvor er Alvin? Hvor bliver han af? Ude med sit kamera et eller andet sted. Ude at lave kunst. Og her sidder jeg. Her sidder jeg. Sidder jeg. Det rasler i buskene bag mig. Må være et dyr. En grævling. Det kunne være en grævling. Noget stort. En ulv. Guløjet ulv. Der er historier om store kattedyr omkring Bodmin Moor. Det er der vi er, det er der jeg sidder og spilder vand. Det er ikke så langt fra Bodmin Moor. Og en leopard, en bengalsk tiger, tyrannosaurus rex er ved at snige sig ind på mig. Hvorfor ikke? Hvorfor ikke blive ædt af en leopard? Så var det det. Men man kan frygte, at det ikke går hurtigt, når dyret sætter tænderne i én. Det er ikke pjat. Jeg var bange. Jeg frøs til stedet. Tænkte at det nok bare var Alvin. Hvis det var ham. Hvis han sneg sig ind på mig, for at forskrække mig. Skulle jeg stikke ham én? Jeg sad fuldstændig stille. Dyret kom nærmere. Ikke bevæge mig. Ikke tirre dyret. Det rømmer sig. Dyret rømmer sig. Jeg kan høre det nu, det går på bagben. Gangens rytme. Ikke-dyr. Kan mærke det prikker i nakken. Flugthormoner. Stiv. Jeg er stivnet. Det rømmer sig. Så kan jeg mærke dets kløer. Min skulder. Jeg drejer hovedet. En uendeligt langsom grøn panorering. Iskoldt. Jeg har været i vandet længe nu, opgivet ethvert håb om redning. Og nu denne ubåd som sniger sig ind på mig. Kan allerede mærke, hvordan de på et sprog, jeg ikke forstår, diskuterer frem og tilbage, skal, skal ikke, og de bliver stille. Jeg når lige at føle smældet fra projektilet, da det rammer min nakke og et voldsomt lys.
     - Det er bare mig, siger dyret.
Jeg får styr på mine øjne, fokuserer. En mand. En gamling, tusindårig. Langt og mosbegroet skæg. Små skinnende øjne i det rynkede ansigt. Huden falder af i flager. Radioaktiv stråling, tænker jeg. Men venlige øjne, milde, som et barns, blå, så utroligt blå. Fuglene synger, tiden står stille. Jeg sidder med min vandflaske, og ved ikke hvad.
- Det er mig. Fader Lazarus.
     Jeg nikker. Kan mærke at jeg stirrer. Han slår blikket ned.
     - Jeg blev træt af bjerget.
     - Okay.
     - Har du lidt vand?
     Jeg rækker ham min flaske. Der er næste ikke noget tilbage, det meste sidder i min skjorte og min tweedjakke, hvis det da er ægte tweed; jeg tvivler. Han drikker grådigt, med en voldsomhed jeg ikke havde regnet med. Han så så mild ud. Han må have været døden nær af tørst.
     - Jeg troede du var the Bodmin Cat, siger jeg og kommer med et lille fnis.
     - Hvad er det? spørger han halvkvalt. Det er som om der er mere vand i den flaske, end jeg troede, der bliver ligesom ved med at være noget i den, lige lidt. Han rækker den tilbage til mig, og siger tak.
 - Det er bare en myte. Der bliver ved med at være folk, som mener at de har set et stort kattedyr her på egnen. Som de mener er en overlevende fra gammel tid, før store rovdyr blev udryddet i Storbritannien. Lidt Loch Nessagtigt, men mere sandsynligt selvfølgelig. Og man har fundet kranier. Men så har det vist sig at være fup. Drengestreger.
- Nå, hvordan?
- Tja. Der har vel været spor som har kunnet bevise, at kraniet kom fra et museum, eller hvad ved jeg. Jeg ved at man kan undersøge tænder, og på en eller anden måde afgøre, hvor i verden dyret er opvokset. Det er noget med mineralsammensætningen, tror jeg. Man kan se, hvad det dyr, eller menneske for den sags skyld – det er egentlig der jeg ved det fra; en dokumentar om udgravningen af en gladiatorgrav et eller andet sted i England, hvor man kunne se, at en eller flere af gladiatorerne var opvokset i Nordafrika, Egypten sikkert, det som hedder Egypten nu. Og ja, man kan altså se, hvad det dyr eller menneske har spist, mens det voksede op. Mineralerne fra maden kommer til at indgå i tænderne på en eller anden måde, i opbygningen af dem.
- Aha. Interessant.
- Ja. Men du var ikke the Bodmin Cat, det kan jeg godt se. Jeg tror heller ikke på det.
- Det gør du ikke?
- Nej. Eller; der kan da måske godt være en los eller et eller andet, som render rundt heromkring et sted. Eller et kæledyr som er sluppet ud. Et ulovligt kæledyr, og så vil ejeren ikke melde det til politiet. Men det ville nok ikke overleve så længe.
- Nej. Det ville det nok ikke.
- Men der har været kontinuerlige rapporter af den type over de sidste 30-40 år eller mere. Ja, jeg ved sgu ikke. Folk ser så meget. Tror de ser så meget. De er også så suggestive, landskaberne heromkring. De her dybe, frodige skove, rullende bakker, så pludselig et langstrakt fladt hedelandskab, med underlige stensætninger, og hvad ved jeg. Nu har vejret jo været fint og solrigt, ikke en sky på himlen, i flere dage, al den tid vi har været her. Men jeg kan lige se det for mig i tåge. Så kan fantasien rigtig komme i sving. Om aftenen, ved skumringstid, så ser det sgu vildt ud. Så kan jeg også godt blive lidt overnaturlig i det.
- Ja, men det overnaturlige er bestemt til stede her.
- Er det.
- Bestemt.
- Hm.
- Der er kræfter på spil her, som der ikke er mange af tilbage i verden.
- Kræfter, aha. Hvad er det for nogle kræfter?
- Svært at forklare. Der er døre, lad mig sige det sådan, der er døre som åbne her. Døre som er lukkede de fleste andre steder i verden. Cornwall er del af en geografi, som der ikke findes mange kort over. Kort som ikke er nedskrevne. Det tror jeg også godt du kan mærke.
- Det ved jeg ikke om jeg kan. Jeg kan mærke, at stedet kan sætte fantasien i gang.
- Det er det jeg mener.
- Ok. Ja.
- Du er skeptisk.
- Tja. Det er jeg. Eller; jeg ved ikke, hvad det er du snakker om. Jeg tror ikke rigtig på spøgelser og den slags. Ufoer og hvad har vi. Det er da meget underholdende. Men også noget jeg synes man bør være skeptisk overfor.
- Mennesket bryder sig ikke om fænomener det ikke forstår.
- Næ. Det er rigtigt. Men hvis der er nogen, som ved hvad spøgelse og halløj er for noget, så synes jeg de skulle tage og forklare det for os, som ikke forstår det.
- I vil ikke lytte.
- Nå.
Jeg begyndte at blive lidt træt af samtalen. Han ville tilsyneladende overbevise mig om noget, men samtidig ikke alligevel. Jeg syntes det mest af alt lugtede af, at han ville gøre sig selv interessant. At det morede ham at drille mig lidt. Men jeg kunne ikke helt placere ham. Der var noget i hans accent, som ikke helt passede til stedet, men samtidig var jeg ikke helt sikker på, hvordan Cornish lyder, jeg havde jo kun været der et par dage.
- Kommer du her fra? Fra Cornwall?
- Nej, jeg er lige ankommet. Det er første gang jeg er her. Jeg har vandret i mange måneder, for at komme hertil. Som jeg sagde til at begynde med: Jeg blev træt af bjerget, det var på tide at komme ned, at vandre.
- Bjerget ja. Og hvad var det, du sagde du hed? Undskyld, men jeg er så dårlig til navne. Jeg er altid mere fokuseret på ansigtet, når jeg møder et nyt menneske. Så hører jeg ikke rigtig efter.
- Fader Lazarus.
- Fader Lazarus, ja. Du er munk, måske?
- Det kan man sige, ja. Men nok om alt det, vi har rigelig tid til at snakke. Nu må vi have os noget kaffe. Hvor får man det? Kan du hjælpe mig med det?   
     Det er måske på sin plads, her at indskyde, at jeg, da jeg sad der på den bænk i Cornwall, da jeg mødte Lazarus, ikke vidste så frygteligt meget om Cornwall, det jeg tidligere skrev med, at det er et mytens sted, et sted hvor myter både opstår, og bliver trukket til, var jeg ikke fuldt bevidst om, da jeg var der, det er noget som efterhånden gik op for mig, og som jeg har læst mig til efterfølgende. Jeg syntes bare Lazarus var sær, og lidt irriterende, jeg ville egentlig helst være i fred, lige på det tidspunkt, jeg sad og ventede på Alvin, jeg ville foreslå, at vi droppede vores kunstprojekt, og bare holdt ferie. Men Lazarus skulle vise sig ikke at være så let, at slippe af med, mildt sagt. Han ville have kaffe, og det skulle være nu, og jeg skulle hjælpe ham med at få det, og det var ikke det eneste han ville med mig. Mere om det efterhånden som vi historien folder sig ud. Jeg ved stadig ikke hvad jeg skal mene om Lazarus og meget andet, af det jeg vil fortælle om. Jeg vil ikke drage for mange konklusioner, blot lægger materialet frem, så nogenlunde som det skete. Og nåja, det har jeg glemt: På bordet foran mig lå en bog, The Quest for Arthur’s Britain, redigeret af Geoffrey Ashe. Det var den eneste bog jeg havde med mig til Cornwall. Da jeg blot en uge tidligere havde modtaget en email fra Alvin, hvori han skrev at vi havde fået mulighed for at få adgang til en forladt industribygning i Cornwall, The Wenford China Clay Dries eller blot The Dries, og jeg straks havde svaret, at det var jeg med på, gik jeg ned i en engelsk boghandel i Paris, og spurgte om de havde noget Cornwallrelateret litteratur. Denne bog var den eneste de havde. Og den er endda kun løst forbundet til Cornwall. Der er tale om en samling arkæologiske artikler, og sommetider ekstremt tørre, faglige sådanne, som søger at finde historisk grundlag for Arthurmyten, eller måske nærmere; Arthurmyterne. Det er en lang historie, og jeg skal nok komme ind på den. Jeg havde ikke læst så meget i den endnu. Men af det jeg havde læst, kunne jeg i hvert fald forstå, at der ikke var arkæologisk grundlag for at mene at Arthur skulle komme fra, eller nogensinde have været i, Cornwall, som myterne ellers påstår. Bogen var fra 1968, men myterne havde helt klart stadig mere magt end videnskaben, som teksten på min vandflaske beviste. Ikke rart sådan at skulle give en god myte fra sig, bare fordi nogle arkæologer siger, at Camelot ikke var det i Cornwall beliggende slot Tintagel, men nok nærmere Cadbury, måske. Og det er jo så på det seneste også blevet betvivlet. Eller nej; jeg blander tingene sammen; det er blevet betvivlet om Glastonbury danner grundlag for den mytologisk ø Avalon, hvor Kong Arthur, the once and future king, ligger begravet, i dvale, ligesom hvor egen Holger Danske, og hvor han igen en skønne dag skal vågne igen, når Britannien har brug for ham. Ja, en yngre, britisk historiker har argumenteret overbevisende for, at grundlaget for Avalon nærmere skal findes i den bretonske by Avallon (navneligheden er vist ikke til at overse); og det har jo omfattende konsekvenser for storbritisk nationalidentitet, hvis Arthur rent faktisk ligger og venter i Frankrig. Men mere om alt det senere, senere, senere. Hver ting til sin tid, ikke sandt?      

torsdag den 17. maj 2012


I Chalal





I Chalal talte vi med faderen i huset. The Blue Family Guesthouse. Han havde været i Delhi engang. Og hvad havde han at sige om det sted. Fladt, det var meget fladt. Det giver god mening for en mand som er født og opvokset, har boet hele sit liv i bjergene, at lægge mærke til fladheden. Det var ikke til at sige, om han mente at det var godt eller dårligt, om han brød sig om Delhi eller ej. Jeg forestiller mig, at det må have været en voldsom oplevelse for en bjergbonde, at stå midt al den larm og travlhed, det kaos, forureningen, smogen som stort set aldrig løfter sig. Men jeg ved det ikke. – Da vi talte om bjergene, gav han udtryk for at han ikke brød sig om dem. Han virkede nærmest træt af dem. Men så havde han også den fodskade, han kunne næsten ikke gå. I vinters var han i søvne gået ind i ildstedet, og havde forbrændt sin fod slemt. Den var stadig, her fire måneder senere, meget sort og sårene var ikke helet ordentligt. Han havde været ved lægen, og havde fået noget salve. Om morgenen så vi hans kone smøre hans fod ind, og ham dryppe hendes øjne med dråber imod en infektion. Det så virkelig ikke godt ud med den fod. Og han sov det meste af dagen på sin beskidte sofa udenfor huset. Gik måske lige ned til sin bror, som ejede den lokale kiosk og bar; drak en øl der og spiste lidt mad, fordrev tiden. For arbejde kunne han ikke. Hele dagen gik hans kone og hakkede på ham, hele tiden bebrejdelser. Hvad skal man også med en mand, som ingenting kan. Os ænsede hun nærmest ikke. Vi var bare endnu nogle logerende. Flere penge i kassen. Ikke rigtig uønskede, men heller ikke rigtig velkomne.
     Tålte. Nødvendige. En ny måde at tjene penge på. For den økonomiske vækstkult er kommet til Himachal. Ved at omlægge landbrugene til turistindustri, kan man lave et overskud. Så kan børnene sendes i skole. Det er vanskeligt at argumentere imod. Udviklingen. Fremskridtet. Børnene får uddannelser. Men det har en konsekvens.   
     Moren havde vel lært at ignorere de vesterlandske gæster, sådan virkede det. Kun da Troels en aften snublede i en rende ved huset, var der lidt kontakt. Hun skreg op, og lavede en underlige tsk-tsk-tsk-lyd, for straks at rende ind i familiens hus og skælde ud. Nu skal der gøres noget ved den rende, tænk hvis en af gæsterne falder og brækker benet, hvad så.
      Der var en stemning af undergang det sted. Faderen virkede uklar, feberskæv, som om han var ved at forsvinde, som om døden var ved at få fat i ham, langsomt, men sikkert åd sig ind på ham.
     Og bedstemoderen hvæsede ad os, lavede sære besværgende fagter, forbandede os måske, det er meget muligt at det var dét hun gjorde. At vi for hende var dæmoner.
    Og på sin vis havde hun jo ret, denne demente kone, som familien høfligt og undskyldende trak væk, hver gang hun gik til angreb på os. Vi repræsenterede det som ødelagde hendes verden.
    For tre år siden brændte hele landsbyen ned med tempel og det hele. Det var bygget i træ. Elektriciteten var kommet til byen, eller alt for mange cigaretter, for meget druk, for mange joints, hvad ved jeg. Der syntes at være et mønster. Det var ikke den eneste landsby, vi hørte om, som var brændt ned inden for de sidste cirka fem-seks år.
    Og nu byggede man i beton, hurtigt, sjusket, noget rod, og de små gader flød med plasticaffald. Alt dette sket på cirka ti år.
    Mens vi var der, blev der hængt plakater op for raves der skulle holdes i byen.


-_-_-_-_PARVATI GATHERING-_-_-_-_

5th & 6th May 2012.

Behold All Freaks!!

The Only Real Party in the Himalayan mountains is back with a bang this Year!

Two Days Of Total Mayhem!

Same Place as Last Year Green Cafe in Challal, Kasol!

We had a 1000 Freaks in June last year !

And this Year we expect way more!

With Blessings from our Guru Sri Mahant Mangalanand Puri Ji !!



yeeesssssssss fulll moonn in dis sunday wid full pwr partyyyyyyyyy

Dance...dance is active meditation! When we dance...we go beyond thought.... beyond mind...beyond our own individuality ! This is the essence of the TRANCEDANCE experience !
This is for all ppl who LIVE PsYcHeDeLiC !
Boooooo00m

Shiva Power 24 Hour... Finally Reached H.P.. All Wellcome... Booom Booom........


Jeg sidder og lytter til noget indisk musik. Rimpa Siva og Sanatan Goswani. Tablamusik. Men podet med noget elektronisk. Meget subtilt podet med noget elektronisk. Tablaerne løber derudaf i deres komplicerede organiske rytmer. Men så pludselig disse glitches. Som når en cd går i hak. Gentager den samme lille stump om og om igen. Det har en nærmest skræmmende effekt. Klaustrofobisk. Det flimrer. Som stroboskoplys. Jeg får kvalme af det. En følelse af deja vu, hvor er er det lige vi er. Den slags kan give epileptiske anfald, unormal elektrisk aktivitet i hjernen og hvor der kan ses krampeanfald.


An electronics glitch is an undesired transition that occurs before the signal settles to its intended value. In other words, glitch is an electrical pulse of short duration that is usually the result of a fault or design error, particularly in a digital circuit. For example, many electronic components, such as flip-flops, are triggered by a pulse that must not be shorter than a specified minimum duration; otherwise, the component may malfunction. A pulse shorter than the specified minimum is called a glitch.
Hvor længe har jeg opholdt mig på  dette gulv, disse  vægge,








fredag den 11. maj 2012


Du godeste, jeg opdagede lige at det er blevet forår derude, og buskene lyser så herligt grønt, så spædt. Jeg har været vågen hele natten og malet fanden på væggen endnu en gang. Rodet rundt i kloakkers åbne sarkofager. Og nu tænker jeg på at gå en lille tur, ja gå en lille tur. Ned i Frederiksberg Have. Jeg har været der mange gange før. Men den er smuk, jeg kan godt lide den. Hvor ville jeg gerne slentre en tur med Robert Walser i den have. Vi behøvede ikke at sige så meget til hinanden, han ville nok alligevel komme med et par bemærkninger om elefanterne, hvis de var ude den dag.

      En dag så jeg en elefant, som gik ud i voldgraven, og den dykkede under, forsvandt fuldstændigt i vandet, sommetider så man dens bløde snabel stikke op, andre gange det ene store øje, som stak op over overfladen, og den kiggede på os, bevidst om sin rolle som underholder, det var den. Jeg anede slet ikke, at elefanter kunne finde på sådan noget. Det er interessant hvordan nogle af os pattedyr længes efter det hav, vi for millioner af år siden er kravlet op af, er det ikke? Og bærer vi det ikke i os, i vores salte blod, er det ikke som om vi før eller siden må vende tilbage til havet, eller tørre ud?

     Og bagefter kunne vi få os en Limfjordsporter på Gravens Rand. Det ville jeg foreslå. Det ville være en god formiddag her på Frederiksberg. Og efterfølgende måske tre-fire stykker smørrebrød i solen. Vi kunne kigge på unge kvinder. Deres ben når de cykler. Schade må også gerne være med, ja, gode gamle Jens August, han må gerne komme med. Selvom; Jeg er ikke sikker på at Robert vil bryde sig om Jens.
     Men hvor ved jeg det fra?
     Vi får se, ja, vi får se.

Plante. Indisk.


Down at the ghats. Varanasi.


onsdag den 9. maj 2012


Men allerhelst vil jeg jo gerne bare have lov til at være og leve her i øjeblikkets poesi.
Jeg ved det godt; at det er for meget at forlange. Det er virkelig alt for meget at forlange.

Og du kan være ganske rolig: Jeg giver hele tiden mig selv tæsk.
Rigeligt med tæsk.

Masser af grundige tæsk, hver eneste gang jeg kommer til at sidde og nyde ganske enkelt at gardinerne blafrer, og jeg bor i stuen, roserne er ved at springe ud derude, hvis min lugtesans ikke var så elendig, kunne jeg sikkert dufte dem. Og skraldevognen larmer, byen er ved at stå op. Lyset er mærkeligt mælkehvidt her til morgen. Og jeg husker engang i Glasgow, hvor jeg vågnede på sofaen (den var så dejligt hård, der sov jeg ofte, for dobbeltsengen var så alt for blød) ved lyden af flyenes jetmotorer helt ude fra lufthavnen, det må have været noget med vindretningen den dag, man plejede ikke at kunne høre flyene så tydeligt, som var de lige udenfor, man kunne næsten tro, her i erindringen, at ruderne klirrede. Og der var fuldstændig hvidt derude, hvidt ligesom med et eget indre lys, mere som en lyd, ja, egentlig mere som en lyd. Andre tidlige morgener vågnede jeg ved rævenes sælsomme gøen, deres parringsleg går jeg ud fra det var. Eller jeg blev vækket af en muslim som hørte morgenbøn i sin bil. Jeg tænkte på om han så sad på knæ inde i bilen. Hvordan det foregik. Om han havde lagt sæderne ned. Det var for mørkt derude, til at jeg kunne se noget. Den underlige gule gadebelysning i Glasgow, så dunkel, så knuget, et victoriansk mareridt. Jeg har en svaghed for det. Undergangsstemning, det ruinøse, labyrinter, vi kommer aldrig ud, et indre rum i flammer, gangene fyldes med røg. Øm, febertynd hud, leversvigt, øjnene lyser gult i natten. Patienten hoster, hans øjne lyser gult i natten, vender sig uroligt i sengen, ikke rigtigt vågen, ikke rigtigt sovende, virkeligheden en hallucination. Sygeplejersken er smuk, så stille og slank, med alt for lange, alt for spidse hjørnetænder, hendes læber to blege streger, kun hendes øjne smiler. Sortblanke kattedyr sniger sig rundt i skyggerne, drikker blod fra poserne ved sengene. Tunge åndedræt. Froststjerner på ruderne. Månen. Et skrig et sted i det fjerne. Hundene gør, bliver stille, og så piber de, stikker halen mellem benene, de gemmer sig. Hestene slår sig i tøjret i stalden. Månen, ja Månen, den er fuld, og en sky glider indover den. Så har vi balladen.  

Var én af de morgener i virkeligheden den morgen, hvor jeg sprang ud af en spansk kvindes vindue og tog flugten over Glasgows regnvåde gader. Jeg var gået med hende hjem. Vi havde røget en masse skunk, og grinet os iltfattige. Og så pludselig sad hun dér overskrævs på mig, i kimono og fodrede mig med druer. Hun havde lige taget et bad. Og hendes hår var vådt og langt og mørkt, og det var koldt. Vi legede i timevis i hendes seng, og faldt til sidst i søvn. Og så vågnede jeg altså. Og gik i panik, samlede mit tøj hurtigt sammen og tog det på. Jeg er sikker på, at hun hørte mig, at hun bare lod som om hun sov. Og jeg åbnede hendes vindue og sprang ned på gaden. Det havde lige regnet. Og måske var det forår. Måske duftede der af nyudsprugne blomster og blade. Der var stille på gaden. En meget stille gade. Og det gule lys var blandet med stadigt stærkere blåt. Jeg flygtede gennem Glasgows morgenvåde gader. Ja, det var ved Charing Cross. Ved motorvejen som skærer sig gennem Glasgows hjerte. For hundrede år siden, var det her Oscar Slater boede. Oscar Slater som uretmæssigt blev dømt for rovmordet på Marion Gilchrist. Han var jøde, han var udlænding, småkriminel. Han kunne bruges. Der skulle dækkes over den sande morder. En rig læge i byen. Det er en lang historie. Jeg var meget optaget af den dengang. Jeg kendte nogle som boede i den lejlighed, hvor mordet blev begået. De havde set spøgelser der, et glas vand var væltet af sig selv, et lagen fløj gennem rummet. Der var så koldt. Pludselig så skræmmende koldt. Nej; det var ikke forår, den morgen med den spanske kvinde. Nu husker jeg pludselig, at vi gik hånd i hånd med vanter på, da vi skulle fra diskoteket og hjem til hende. Det grinede vi af. At vi holdt i hånd, men ikke kunne mærke hinandens hænder.  

Den slags.  

En belysning som den man ser på offentlige toiletter, så narkomanerne ikke kan se deres blodårer. Det var vel ikke derfor man havde den belysning i Glasgow. Men den passede ligesom til byen. Så tung, så ildevarslende, melankolsk. Sådan var belysningen også i de indiske byer. Man vænner sig til det. Men alle ens fotografier har det der mørkegule lys. Som i et beskidt akvarium måske. Måske er det for at spare på strømmen.

Der er så meget at gruble over i denne verden.   

*

Du godeste, jeg opdagede lige at det er blevet forår derude, og buskene lyser så herligt grønt, så spædt. Jeg har været vågen hele natten og malet fanden på væggen endnu en gang. Rodet rundt i kloakkers åbne sarkofager. Og nu tænker jeg på at gå en lille tur, ja gå en lille tur. Ned i Frederiksberg Have. Jeg har været der mange gange før. Men den er smuk, jeg kan godt lide den. Hvor ville jeg gerne slentre en tur med Robert Walser i den have. Vi behøvede ikke at sige så meget til hinanden. Bagefter kunne vi få os en Limfjordsporter på Gravens Rand. Det ville være en god formiddag her på Frederiksberg. Og efterfølgende måske tre-fire stykker smørrebrød i solen. Vi kunne kigge på unge kvinder. Deres ben når de cykler. Schade må også gerne være med, ja, gode gamle Jens August, han må gerne komme med.

Der er ikke noget galt med at drømme. Man må gerne drømme en lille drøm nu og da. Også ved højlys dag. Det må man gerne. Det kan ingen have noget imod. Det skal der være plads til. Ellers bliver det hele da for surt, ja, ellers bliver det hele sgu da simpelthen for surt. Lidt lette fjed skal der til. Lette fjed ja, lette fjed.