onsdag den 17. oktober 2018

det giver et sæt i ham, da en høj hyletone ude fra køkkenet vækker ham fra sin slummer, han sad og stirrede på den store vildtvoksende plante ovenpå radiatoren. æggene er færdige. han var helt væk i de grene. så lang tid kan der heller ikke være gået. æggene har han sat over, og sat uret til at hyle fem minutter senere. blødkogte. de kunne måske godt have fået bare et minut mere. de flyder ud over brødet, da han med kniven har delt hvert æg i to. blommen flyder ud over brødet, gennemvæder det. det er lige før … han væmmes næsten ved det. men han vil ikke lade det overvinde ham. ned skal det. ristet brød, udflydende æg. men var han overhovedet sulten? det er som om betragtningen, hvis man kan kalde det dét, af plantens viltre vækst, har stjålet noget fra ham, de cirka fem minutter. han må jo have følt sult, siden han satte de æg over. og ikke bare satte æg over, men også ristede rugbrød. så må han jo vel spise det. og det gør han. det gør han virkelig. spiser brødet med æggene. men uden sult, og uden nydelse eller bare tilfredsstillelse. hvis han bare kunne komme tilbage ind i det grenværk. men planten er en anden nu, fjern, står der bare og … hvad er det egentlig for noget, sådan et æg? at det kommer fra en høne, det ved han. men ellers. det er hvidt eller brunt. vi taler hønseæg her. der findes også andre æg … nu kommer han i tanker om, at han i nat drømte noget med æg. ja, det var en længere, en meget livagtig drøm. han var blevet udvalgt. som man måske altid er udvalgt i drømme, centrum for begivenhederne, helten. de er ikke så ydmyge på den måde, drømme. de kører bare. de vil bare sig selv. fuld skrue. han skulle deltage i en mission. man havde bygget et rumskib, det var på en kyst et sted, nogle lavtliggende stillehavsøer eller lignende, med palmer, azurblåt vand. så vidt han husker, skulle de til månen, han og hans hold. ikke at han var lederen. eller måske var han. det står ikke klart. drømmene er kun de her flimrende efterbilleder. men de skulle til månen. det er temmelig sikkert. og der var stor usikkerhed omkring hvordan det mon ville gå. det var ikke sikkert, at de kom tilbage i live. på et eller andet tidspunkt i drømmen sker der et skift af en art. han husker det nu som om rumskibet var fyldt med væske. ikke vand, noget mere tyktflydende, og at alle vægge, enhver overflade i rumskibets indre efterhånden, i stigende tempo, blev fyldt med æg, små, gråligthvide klynger af æg. flere og flere, lag på lag. og de måtte flygte ud derfra, ham og hans hold … det er alt der er tilbage fra drømmen.